Gastromand besøger La Locanda: Jagten på Carlos succesopskrift

Skrevet den 12. januar 2017 kl 17:23 Af Gastromand

Af Mads Schytte, gastromand.dk

I oktober måned sikrede La Locanda titlen som “Årets Autentiske Italienske Restaurant” kåret af Den Danske Spiseguide. Det var anden gang i træk de var nomineret, og endelig sikrede de en triumf, der gav genlyd i hele Danmark.

På migogaalborg.dk anerkender vi den slags, og stiller naturligvis op med det samme for at se, hvad de har at byde på.

At den er autentisk er vel noget med, at der er plads til lidt småfejl og ”no nonsense” attitude, som indehaveren Carlo Liberati netop er kendt for.

Gastromand besøger La Locanda: Jagten på Carlos succesopskrift

En regnfuld og blæsende torsdag aften havde jeg fornøjelsen af, at have min mor med til middag. Min mor er ret vild med italiensk, og det er både maden og vinen, så det var absolut nærliggende at invitere hende med som min medspiser.

Min forventninger var tårnhøje efter denne pris. Jeg synes, det er vildt spændende, at vi har den bedste autentiske italienske restaurant i Dannmark.

Vi ankommer kl. 19.00 til den lille hyggelige restaurant ved CW Obels Plads i Aalborg. Der er allerede godt fyldt, og vi bliver vist til bords med det samme.

Både Carlo og restaurantchefen Kent Olesen kommer og byder pænt velkommen. Vi sludrer lidt sammen, hvor Carlo forklarer om prisen, de har vundet.

De øvrige kandidater i kamp mod La Locanda var “Italo Disco” i København, ”Italy e Italy” i Ringsted og ”Ravello” i Herning.

Jeg tænker lidt om, fx. Michelin-restauranten EraOra i København mon ikke er autentisk? Reelt er der nok en grund til, den ikke er med i kategorien for det må vel alt andet lige være den bedste i Danmark?

Men nu er jeg heller ikke ejer af Den Danske Spiseguide, så det er i virkeligheden slet ikke min opgave at vurdere – det lader vi de professionelle om.

Vi bliver hurtigt præsenteret for menuen og vælger at gå efter syv retter, hvor vi lader os forføre og overraske af køkkenet – det kaldes “I Cicchetti Dello Chef” – sikkert noget med, at køkkenet styrer showet og alt kan ske – løst og frit oversat.

Jeg tænker det ville give god mening, at vi kommer godt rundt omkring retterne, så vi springer på.

Kort efter kommer der lidt forskellige brød bagt med kartofler, rosmarin og tomater samt et lækkert glas rose bobler, som hedder Millesimato Zero Rosé-Veneto med masser af sprødhed og flot balance. Ingen tvivl om, at Kent har styr på vine og bobler!

Det fortsætter med en sprød sauvignon blanc, som dufter helt fantastisk – flot syre og masser af citrus.

Vi får kort tid efter vores første ret; en grov carpaccio af gåsebryst på romersk puntarelle, marineret med hvidløgs- og ansjosdressing.

Carlo forklarer om grøntsagen puntarelle, som vist under krigen blev brugt som kaffe erstatning, jeg tror på ham.

Det smager faktisk godt – men vinen er ikke helt velvalgt – det viser sig så, at Carlo lige har lavet om på rækkefølgen af retterne, så denne faktisk var ment til denne ret – det er nok her, hvor det autentiske kommer ind i billedet – vi smiler og tænker – ”Hvad pokker – det kører jo!”.

Så får vi serveret den korrekte vin til vore næste ret; Anselmi Capitel Foscarino-Veneto, som er en god fed chardonnay, der faktisk er ganske fin til den næste ret – Dampede blåmuslinger serveret med saor-sauce på ristet hjemmebagt brød.

Det er lækkert nok, men knaser desværre lidt, som min mor diskret spørger ind til, og nej, det burde det nok ikke – men igen, det er jo autentisk for pokker!

Vi joker lidt og nyder stemningen i restauranten, hvor flere kommer ind fra gaden i håb om at få et bord, men de bliver desværre afvist.

Så til næste ret, som er grillet blæksprutte serveret på hvidbønnesalat tilsmagt med citrusfrugter og friske krydderier. Det minder mig om Bilbao, hvor jeg var for nylig.

Dette smager til gengæld vildt godt, og selv om saltgrisene ville sige, det kunne bruge et ekstra skud, så er det godkendt. Blæksprutten har fået 8 timer i sous vide, hvilket er helt tydeligt.

Egentlig var der kunstpause nu, men Carlo insisterer lige på, at vi smager hans signaturret – Kyllingesalat med trøffelolie og peberrods-dressing. Den er sgu lidt spøjs og minder mig om Caesar salad med trøffel, men det smager godt, og der er godt skud på peberroden, hvilket er lækkert.

Hvis du nu tænker på, om du bliver mæt på La Locanda så er svaret 110 % Yes Sir! – Det gør du virkelig.

Allerede efter de første retter kunne jeg mærke det – men efter en god pause er jeg klar igen.

Så er det tid til rødvin, hvor vi starter med en Aglaea Tenuta di Agllea-Sicilien – masser af jordbund og tanniner som står godt til vores klassiske risotto med blandede svampe og frisk trøffel.

Det er lavet lige efter bogen og kan, som en risotto bør kunne, “lave en bølge på tallerken”.

Den er så kende under saltet selv til min smag, og det er selvfølgelig sådan nogle detaljer, der trækker lidt ned i helhedsoplevelsen.

Derefter hjemmelavet ravioli fyldt med græskar og ricotta, serveret med rigelige mængder af brunet smør, salvie og parmesanost, dertil efter min mening aftenens bedste vin – naturligvis på Pinot Noir.

Her er min mor meget enig og faktisk overrasket over vinen, hvilket glæder mig meget. Det er nu to voldsomme retter, som nok vil sende de fleste til tælling.

Here comes the bomb!

Hvis du ikke var mæt, så er det sgu på høje tid – den italiensk hovedret er landet – Rødvinsbraisseret kalvekæbe serveret med rodfrugter og stegt polenta.

Kalvekæberne er møre som bare fanden og fuldstændig klistret af sødme – det er godt lavet.

Polentaen ville ikke have taget skade af lidt salt – som min mor for fjerde gang nævner lidt diskret.

Men hun har ret, det er en kende under-saltet, hvilket er synd, når det er polenta. Rødvinen dertil er fantastisk og med en god syre til den fede ret.

Så til vores afslutning – Chokoladekage med mælkeis og sauce af kirsebær samt amarene kirsebær. Det fungerer faktisk ret godt og er man til, at desserter skal være søde og ikke syrlige og friske og alt muligt andet hippie-pis, så er det her spot on – Jeg er i hvert fald tilfreds, og for én gang skyld er det ikke under saltet.

Vi forlader La Locanda og bevæger os hjem ad – mætte og godt satte efter en god omgang italiensk mad.

Mine tanker flyver lidt rundt, og jeg bliver ved med at tænke over aftenen.

Mine forventninger var tårnhøje efter deres seneste pris, men alligevel er jeg kommet lidt hjem med følelsen af, at være skuffet. Der var for mange småfejl, og alt var ikke i top, som jeg havde forventet, når en restaurant vinder en pris for den bedste i Danmark.

Måske skyldes det i virkeligheden, at jeg bare ikke forstår denne pris, og det “autentiske”, som jeg også nævner i indledning, betyder, at der er plads til småfejl – I givet fald, så er det jo helt fair.

For en god ordens skyld sendte vi en ekstra anmelder ind omkring restauranten, som kunne berette om lignende småfejl og samme blandet oplevelse.

Jeg vil slutte af med, at La Locanda ganske vist er en autentisk og hyggelig restaurant, som gør det ganske fint og navnlig til prisen på menuen. Vinene er gode, men der sker lidt småfejl undervejs, og retterne mangler et “final touch”.

Det ændrer dog ikke på det billede af, at vi er stolte af Carlo’s succesformel på at skabe en restaurant, der stort set er propfyldt hver eneste dag i Aalborg og har vundet en stor landsdækkende pris.