Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: Betty Blue er bombastisk, rørende og helt igennem fransk

Af Nathalia Hentze Nielsen
Fotograf: Martin Høyer Poulsen
Fotograf: Martin Høyer Poulsen

Er kærlighed betingelsesløs? Hvor langt er du villig til at gå for den, du elsker?

For Zorg er svaret på disse spørgsmål “Ja!” og “Til helvede og tilbage igen!”

Når Zorg, spillet af skuespiller Anders Manley, stiller disse spørgsmål til publikum på Watt-scenen, er svaret “Tjaaa…” (hvert fald hvis du spørger Kirsten, en ældre dame på første række).

Zorgs altoverskyggende og altopslugende kærlighed til Betty er omdrejningspunktet i den franske klassiker Betty Blue, som nu fortælles i teaterform på Teater Nordkraft.

Vi havde fornøjelsen at være til forestillingen, der lover “Lidenskab, ung kærlighed og fransk passion.”

Tre Betty’er, tre fortolkninger

Det er virkelig sjovt at sidde som dansker og opleve instruktør Minna Johannessons fortolkning af den erotiske historie.

Kærligheden på scenen udtrykkes bombastisk og med den lidenskabelighed – eller liderlighed -, som jeg forestiller mig at varmblodede franskmænd har i forelskelsen. Som en dansker, hvis blod minder mere om lunkent tevand, føles det aggressivt og grænsende til komplet vanvid.

Kan man virkelig være så forelsket i et andet menneske, at man tyer til vold og kriminalitet og ekstremer for at fastholde dem i sit liv?

Mit svar er ligesom Kirsten “Tjaaa…”, men ved gud, hvor er det seværdigt!

Hvad der yderligere gør det til et seværdigt og saftigt drama er, at du har tre Betty’er, spillet af to kvinder og en mand (henholdsvis Laura Kold, Nanna-Karina Schleimann og Thomas Nielsen).

Betty er en karakter, der er larger than life, og den fortolkning gøres bogstavelig med trioen. Som de tre vise aber har de hvert deres følelsesregister og udtryk, og skuespillernes individuelle evner giver Betty flere dimensioner, så hun ikke kun reduceres til “psykiske problemer”.

Det kunstneriske valg sætter en tyk streg under, hvorfor hverdagen ikke er nok for Betty, og hvorfor Zorg måske heller ikke er nok, selvom han hænger i med næb og klør. Hvordan kan noget være nok til en person, der føler for tre?

Mens altid dygtige Laura Kold illustrerer det uhyggelige, næsten overnaturlige, ved psykisk sygdom, og hvordan en person på hjerteskærende vis forsvinder ud af verden og ind i sig selv, er Nanna-Karina Schleimann Betty, når hun er mest ovenpå. Sexet, sjov og selvsikker.

Thomas Nielsen trækker de største grin fra salen med sit fantastiske kropssprog og intonering, men han skinner stærkest i birollerne som Zorgs udlejer, Eddy og fransk mor, hvor han har mere plads til at skeje ud.

Anmeldelse: Betty Blue er bombastisk, rørende og helt igennem fransk
Fotograf: Martin Høyer Poulsen

You’re simply the best

Præmissen i bogen 37°2 le matin fra 1985, som i 1986 blev katapulteret ind i den europæiske filmhistorie med filmen Betty Blue, er at den 30-årige Zorg bliver hovedkulds forelsket i 19-årige Betty.

I en 2024 kontekst kan vi diskutere om ikke, filmen har et unødvendigt stærkt “male gaze”, med andre ord et stærkt liderligt blik på den unge kvindekrop, og det vil Minna Johannesson gøre op med i forestillingen.

Det lykkes på glimrende vis – og ikke kun fordi der er lige dele nøgenhed mellem mænd og kvinder samt at én Betty faktisk er en mand. Snarere er det fordi, at Zorg og Betty tydeligt er jævnaldrende.

Det ulige magtforhold, der er mellem en 30-årig og en 19-årig ophæves, og Bettys psykiske udfordringer reduceres derfor ikke til ungpige-hysteri. Tak for det!

(At kalde forestillingen for “ung kærlighed” er jeg dog ikke helt solgt på; det kan mærkes at, at stykket spilles og instrueres af mennesker, der er mere modne i deres udtryk).

Og tak for ikke at behandle det originale materiale med ærefrygt. Det er ikke nødvendigvis “en særlig god bog”, som Zorg meta-kommenterer på et tidspunkt, og derfor har Minna Johannesson også haft frihed til at justere historien.

Anmeldelse: Betty Blue er bombastisk, rørende og helt igennem fransk
Fotograf: Martin Høyer Poulsen

Og derfor endnu et “tak” for at ændre slutningen, så Zorg går linen ud i sin hengivenhed til Betty; ikke ved at fratage hende livet, men ved at dedikere sit eget til hendes helbredelse.

Soundtracket til den sørgmodige, men smukke finale er et akustisk, blidt cover af “Simply the best” af Tina Turner, som jeg første gang hørte i Schitt’s Creek og har knuselsket lige siden.

Det er Nanna-Karina Schleimann, der spiller klaver og synger igennem hele forestillingen, og selvom hun også leverer fede covers af franske klassikere som “Non, je regrette rien” af Édith Piaf, rammer aftenens sidste nummer på en anden måde.

Oplev forestillingen på egen krop

Når man har set noget, man føler sig rørt af, noget som gjorde indtryk, er det svært at begrænse sig – det gælder hvert fald for mig, når jeg skriver anmeldelser.

Betty Blue er meget rørende, underholdende, dramatisk og en hel masse andet, og jeg har ikke engang nævnt den musikalske side af forestillingen endnu.

Musikken er en stor og bærende del af forestillingen og fortjener måske endnu flere linjer, men i dette tilfælde vil jeg sige: Oplev det på egen krop.

Sangene og instrumenterne vibrerer i kroppen (især på første række skal jeg hilse at sige), og Nanna-Karina Schleimann synger sjælen ud.

Det er svært at nedfælde på skrift, og fortjener at du slukker hjernen og åbner hjertet.

Betty Blue kan opleves i Teater Nordkraft til og med den 17. maj. Læs mere her.

Anmeldelse: Betty Blue er bombastisk, rørende og helt igennem fransk

Del artikel

Andre læser også