Aalborg med tårnhøjt niveau: Her er 10 madperler i byen

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: Visitaalborg.dk
Foto: Visitaalborg.dk

Indrømmet. Det har handlet rigtig meget om nye restauranter i Aalborg, siden Migogaalborg.dk gik i luften for fire måneder siden.

Men sjældent har byen haft en så massiv tilstrømning af nye spisesteder lige fra top gourmet-restauranter som Tabu til kvalitetsmad på Take Away-delen som Vaca og Peace Take Away.

Men den gastronomiske del af Aalborg er så meget mere end de mange nye restauranter. Der er en god grund til, at Michelin-stjernen rykker tættere på Nordjylland. Om den så lige falder på Ruths Hotel i Skagen eller en af Aalborg-restauranterne er så et mere åbent spørgsmål.

Men en fællesnævner er, at der er kommet større ambitioner, mere kvalitet og mindre tre retter for 99 kr. på spisestederne i Aalborg.

Her på Migogaalborg.dk har vi et lille ydmygt håb om at kunne drive flere mennesker i Aalborg og omegn ud og spise. Gerne mere på hverdage. Og gerne uden at der behøver at være en billig Deal-kupon involveret.

En god middag skal gerne være en oplevelse. En hyggestund. Hvor man nødvendigvis ikke behøver at have tømmermænd på grund af for meget vin dagen efter på jobbet.



Så herfra lyder rådet. Kom ud og spis og oplev hvad de mange dygtige Aalborg-restauratører har at byde på.

Her kommer 10 bud på en unik spiseoplevelse i Aalborg, som er udvalgt af redaktionen i vilkårlig rækkefølge.

La Locanda

Carlo Liberati har i adskillige år forkælet Aalborg med sine italienske specialiteter. La Locanda er et lille stykke af Italien i hjertet af byen, og priserne er ganske fornuftige i forhold til, hvor stor kvalitet der er i den mad, man får. La Locanda har ikke brugt meget krudt på markedsføringsfronten, så det siger også en del, at der alligevel er fuldt hus stort set hver aften.

Læs mere om La Locanda her

Mortens Kro

Til november har Mortens Kro eksisteret i 19 år, og er den i dag stadig blandt byen ypperste spiseoplevelser. Omgivelserne er luksuriøse, personalet er fagfolk med sans for detaljer og så er maden ren forkælelse. Man bliver sjældent skuffet hos Morten Kok.

Læs også: Efter 19 år på toppen med Mortens Kro: Stadig sjovt at komme på arbejde

Mortens Kro Aalborg
Morten Kok fra Mortens Kro

Restaurant Applaus

At Mads Hyllested og Applaus stadig har aftener, hvor der ikke er fuldstændig proppet på restauranten, er nærmest en fornærmelse mod niveauet kontra prisen på restauranten. 10 serveringer for 395 kr. hvor du kommer godt rundt i smagsoplevelserne. Hyllested har bl.a. arbejdet på Søllerød Kro, og hans klasse kommer til udtryk i retterne.

Læs også: Mads er manden bag hotte Applaus

Applaus Aalborg
Foto: Applaus Facebook

Gourmet Restaurant Bühlmann

Med tre stjerner i Den Danske Spiseguide som eneste anden Aalborg-restaurant sammen med Mortens Kro har Bühlmann skudt sig op i Superligaen. Køkkenchef Dennis Carlsen kræser om gæsterne på Hotel Scheelsminde, og det er en gourmet-oplevelse, der er svær at overgå i Nordjylland.

Læs også: Blev fundet på Jobnet: Nordjyllands nye topkok nomineret til pris

 

Dennis i Aalborg
Dennis Carlsen har gjort det fremragende på restaurant Bühlmann

Restaurant Fusion

Kigger man på flere af de allerbedste kokke i Nordjylland lige nu, så har de det tilfælles, at de på et eller andet tidspunkt i karrieren har været forbi Fusion. Indehaver Vinh Q forstår at sammensætte smag i retterne, som de færreste kan matche. Fusion er derudover en luksuriøs oplevelse på lokalet og ikke mindst Fjordudsigten.

Læs mere om Fusion her

Fusion Aalborg
Foto: Visitaalborg.dk

Rusk

Det har ikke været let at træde ud af Restaurant Mest’ skygge i samme lokaler. Men Rusk har virkelig rykket sig den seneste tid, og leverer på et tårnhøjt niveau. Der er fokus på lokale råvarer og kvalitet i maden, og de intime omgivelser i restauranten giver noget helt unik til en aften ude.

Læs mere om Rusk her

Rusk i Aalborg
Foto: Rusk Facebook

La Cantina San Giovanni

Gourmet-delen af San Giovanni er virkelig kræs for folk, der gerne vil tage noget mere med sig fra en middag end blot maden. Det er en helhedsoplevelse i nogle rustikke lokaler med noget ægthed over retterne. Det er, når du gerne vil have mad på et lidt mere internationalt niveau i Aalborg.

Læs mere om San Giovanni La Cantina her

Giovanni Aalborg
Foto: La Grotta – San Giovanni La Cantina

Restaurant Tabu

Den er nyåbnet, og vi har omtalt den flere gange siden åbningen 1. september. Men selvfølgelig skal Tabu med på denne liste, for det er, som Gastromand kaldte det i sin anmeldelse på migogaalborg.dk, et nordjysk mesterværk. Michael Miv er tilbage på sin rette hylde i en af Aalborgs mest ambitiøse spiseprojekter, hvor gæsterne nærmest bliver blæst bagover af niveauet.

Læs også: Gastromand anmelder det nye Tabu: Et nordjysk mesterværk

tabu4

Nam Social Dining & Drinks

Det er også blandt de nye drenge i klassen. Men Nam går fra dag et ind og højner niveauet på det gastronomiske plan i byen. Kim Jeppesen ved lige præcis, hvordan han kan levere det optimale ud af hver eneste bid hos gæsterne. Det er en meget lille og intim restaurant på Vesterbro, men det er nærmest uforskammet over for dig selv, hvis du ikke kigger forbi Nam meget snart!

Læs også: Endnu en stjernekok går solo i Aalborg: Her åbner Nam

Nam Aalborg

Den Bette Kro

Morten Gamini er Aalborgs smørrebrødskonge. Det var ham, der blandt andet grundlagde Hos Isidor Henius, og nu trækker han fulde borde på Den Bette Kro. Er du til mere traditionel dansk mad, så forstår Krofatter at skabe smørrebrødsoplevelsen på et absolut topniveau. Selv Ida Davidsen ville med garanti lette på hatten over Gaminis genistreger.

Læs også: De unge vil også have smørrebrød: Så populær er Den Bette Kro

Den Bette Kro

 

Vin og tapas på Napa: Kom med til amerikansk vinsmagning

Skrevet af: Simone Vestergaard
Arkivfoto
Arkivfoto

Torsdag d. 8. november kl. 19. byder Napa Lounge indenfor til en spændende aften med amerikansk vinsmagning.

På aftenen skal gæsterne smage på i alt fem forskellige vine, og fælles for dem alle er, at de er fra Californien i USA.

Det er Napas restaurantchef Signe Rosa, i samarbejde med Thomas fra Avine, der står for at guide gæsterne igennem aftenens smagning.

Stor passion for amerikanske vine

Thomas vil også fortælle om amerikansk vinlov, de amerikanske vinområder samt de mest brugte druer.

“Vi har valgt at holde denne vinsmagning, fordi vi gerne vil give folk muligheden for at smage vores store udvalg af vine fra USA.

Vi har en stor passion omkring amerikanske vine, og jeg tror egentlig vi er de eneste, der har et overflod af vine fra netop Californien.

Det er faktisk også derfor, at restauranten hedder Napa Lounge.

Napa Valley er en stor vinregion i Californien, og et sted man ofte hører om i forbindelse med vin fra USA,” fortæller Restaurantchef Signe Rosa.

Udvider vinhorisonten op til jul

Hun fortsætter:

“Det er også snart jul, og i den forbindelse vil vi også gerne udvide folks vinhorisont lidt, og give dem nye muligheder til julemaden i stedet for de klassiske løsninger med eksempelvis en Ripasso eller en Châteauneuf-du-Pape.

Amerikanske vine egner sig nemlig rigtig godt til julemad.”

De fem vine som skal smages er:


Sparkling: Gloria Ferrer, Sonoma Brut
Hvidvin: Kendall-Jackson, Vintner’s Reserve Chardonnay
Rødvin: Plungerhead, Lodi Zinfandel
Rødvin: McPrice Myers, Right Hand Man Syrah
Rødvin: 689 Cellars, Submit Napa

Tilhørende vinsmagningen vil der være en let tapasanretning bestående af forskellige varianter af and.

Derudover kan gæsterne naturligvis bestille og købe vin med hjem til jul – eller andre festlige sammenkomster – til under vejledende udsalgspris.

Prisen er 350 kr. per person for hele aftenen.

MigogAalborg står for billetsalget til denne unikke vinaften – Du kan købe billetter til aftenen her.

Læs mere om begivenheden her.

Fri entré og masser af lir: Lørdag åbner Aalborgs første mandemesse

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

I morgen lørdag fra 14-17 kan vi her i Aalborg se frem til at få vores første mandemesse nogensinde, når 3G Mandemessen er klar med en adrenalinfyldt og spændende dag ved Aalborg Street Food.

“Vi har rigtig travlt for at få de sidste ting på plads, men vi tør godt love, at der bliver noget for enhver smag på lørdag,” fortæller Cecilia Pedersen, en af initiativtagerne bag, til MigogAalborg.

Fri entré og stort program

Der er fri entré hele dagen fra klokken 14-17, og i løbet af de tre timer bliver området i og omkring Street Food fyldt med mandehørm – alt sammen inden for temaerne Gear, gejl og gadgets.

“Vi synes virkelig, at vi har strikket et program sammen, som omfavner både nørder, bløde og hårde mænd. Vi har alt: retrocykler lavet i genbrugsmaterialer, en Formel 1-simulator, romsmagning, de fedeste motorcykler og biler, hudpleje, cigarer, et stort brætspilsområde, 3D-printere… Ja, jeg kunne blive ved,” siger Cecilie med et grin.

Der vil i alt være cirka 20 udstillere til 3G Mandemessen, og det inkluderer blandt andet følgende:

  • Formel 1 simulator
  • Cigarer
  • Rom
  • Hudpleje
  • Herreure
  • Brætspil
  • Biler
  • Motorcykler
  • Fjernstyrede biler
  • Metaldetektor
  • 3D-printere
  • E-sport
  • Droner
  • Custom Bikes
  • Gratis smagsprøver fra Royal specialøl

Udover en masse udstillinger af blandt andet fede biler fra NO Jensen og Nordic Leasing og vilde motorcykler fra Harley Davidson, kan man i løbet af dagen også se frem til en masse fede konkurrencer ved de forskellige stande.

“Vi har blandt andet en metaldetektor-skattejagt udenfor, hvor det gælder om at finde nogle nedgravede skatte” siger Cecilia.

Wrestling og masser af hestekræfter

Ingen mandemesse uden wrestling, og derfor vil der også være løbende shows med Bodyslam, der laver de vildeste wrestlingshows.

“Der kommer en stor boksering midt inde i Street Food, hvor de kommer til at vise fire wrestlingshows i løbet af dagen. Det er virkelig en stor oplevelse, og der bliver både fyret op for udklædning, lyde og ikke mindst masser af fede stunts.”

Men her stopper det ikke med shows.

“Udenfor afholdes der tre shows på en stor racerbane, hvor man kan opleve en helt ny form for fjernstyrede biler. De kører nemlig op mod 100 km/t,” siger Cecilia.

Hvis sulten trænger sig på undervejs, vil Aalborg Street Food som altid holde åbent.

Læs mere om mandemessen her.

Smag over 30 forskellige vine: Salling inviterer til italiensk vinfestival

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Efteråret er over os, og inden længe trænger de hyggelige vintermåneder sig også på. Det betyder også masser af hyggelige stunder, hvor et godt glas vin passer perfekt til.

Uanset om du mangler inspiration til hvad vinreolen skal fyldes op med, eller du bare leder efter et godt tilbud, så har Salling Super det helt ideelle arrangement til dig.

De tilbyder nemlig en rejse rundt til noget af verdens bedste italienske regioner – blandt andre Piemonte, Toscana og Veneto.

Vinglas er adgangsbillet

Det hele foregår i Salling Super på torsdag d. 25. oktober fra 13-18, hvor du kan nyde et væld af smagsprøver og få en masse gode tips fra de bedste i branchen.

Blandt de eksklusive vinhuse er blandt andre De Marie, Massimo Rattalino, Agricole Selvi og La Palazetta.

For at få adgang til festivalen skal du købe et vinglas til 100 kr., som er din adgangsbillet.

Derefter kan du smage på over 30 forskellige skønne vine – og glasset kan du tage med dig hjem bagefter.

Det er ikke muligt at bestille billet på forhånd, så du skal blot møde op i Salling Super, hvis du har lyst til at smage på en masser lækkert vin.

Derudover lover Salling Super også, at der vil være en masse gode tilbud på dagen.

Du kan se meget mere om arrangementet her.