De unge vil også have smørrebrød: Så populær er Den Bette Kro
Vi er først lige trådt ind i sommeren med juni måneds ankomst.
Men for restauratør Morten Gamini på Den Bette Kro er kalenderen for december 2016 allerede kommet i brug.
De første mange bestillinger til julefrokoster er allerede meldt ind. På åbningsdagen i april indløb alene 16 julefrokost-kuverter.
”Det var et hold, der har fulgt med mig rundt omkring på de steder, jeg har drevet. Mange af mine gæster har været med hele vejen. Jeg har endda et ægtepar, jeg første gang mødte som overtjener på Duus Vinkælder for knap otte år siden. De har været stamkunder på alle mine steder lige siden. Det er sådan noget, der virkelig varmer i hjertet med trofaste kunder,” fortæller Morten Gamini en stille morgen, hvor der gøres klar til, at restauranten fyldes af frokostgæster.
Morten er et kendt ansigt i Aalborg. Og mange, som muligvis ikke kender ham på navn eller udseendet, har stiftet bekendtskab med hans køkken-evner og sans for detaljer på flere gode spisesteder i byen.
I 2013 åbnede han La Strada. Han overtog stedet fra et værtshus og lavede om til et lille hyggeligt spisested med fokus på smørrebrød og dansk mad. Men lokalerne var alt for små i forhold til interessen.
I 2014 skruede han yderligere op på forkælelsen til aalborgensere med åbningen af Hos Isidor Henius.
Det var lukningen af Spritfabrikken, der flyttede produktionen af akvavit til Norge, der gav Morten Gamini inspiration til at åbne Hos Isidor Henius.
”Jeg ville lave et sted, der bevarede det præg, som Spritfabrikken havde sat igennem en menneskealder i den her by. Den var jo nærmest et varetegn. Det skulle være en form for kulinarisk museum, og så leverede de noget interiør. Det kunne de godt se ideen i. Smørrebrød og snaps hænger jo sammen,” forklarer Gamini, der oprindeligt er fra Thy.
Isidor Henius blev en bragende succes, og nåede hurtigt anerkendelse ved en nominering til Årets Frokostrestaurant i hele Danmark blot ni måneder efter åbningen. Gæsterne væltede ind. Men Mortens egen verden væltede også pludselig.
I 2007 fik han konstateret nyrekræft, og den højre nyre blev fjernet. Men efter åbningen af Henius fik han meldingen fra lægerne, at den venstre nyre var kraftigt overbelastet.
Det blev indledningen til et hårdt dialyseforløb.
Morten Gamini havde ikke noget valg. Han måtte sælge sit hjertebarn fra.
”Jeg var i efteråret sammenlagt indlagt tre måneder på sygehuset. Det var et stort psykisk knæk for mig, at jeg ikke kunne blive ved med at køre Henius. Det gjorde ondt i sjælen, da jeg solgte restauranten fra. Der var kælet for så mange detaljer og lagt så mange timer i Henius, at det var som mit barn,” forklarer den anerkendte kok.
Men hvordan hulen kan Morten Gamini så kort tid efter stå her med en ny restaurant, hvor kunderne vælter ind hver eneste dag?
”Jeg er kommet i et medicinsk forsøg under udvikling, og det er helt klart det, som har reddet mig. Jeg er helt ude af dialyse, og har genvundet kræfterne. Det var ikke svært for mig at finde overskuddet til at åbne en ny restaurant så kort tid efter.”
”Jeg er mere typen, der dør, hvis jeg ligger hjemme på sofaen og har ondt af mig selv. Jeg er afhængig af hele det drive, hvor man skaber noget, som gør folk glade, og som giver andre mennesker en god oplevelse,” lyder forklaringen fra Gamini.
Den Bette Kro har fået en flyvende start siden april-åbningen. Og der er især en helt speciel ting, der har overrasket indehaveren denne gang.
”Der kommer faktisk rigtig mange unge ind, som vil have traditionel dansk mad, og gerne betaler for, at det er ordentligt kvalitet. Jeg tror måske, at man er lidt træt af cafeburger, pasta og sushi. Mad er mode, og nogle gange vender moden tilbage til rødderne. Det er min fornemmelse, at det er sket her,” lyder analysen.
Især konceptet torsdagsflæsk har ramt plet blandt de yngre gæster.
”Jeg kan jo se på Facebook, at de unge ”tagger” hinanden og siger, at her skal vi da lige ind. Og det er lidt overraskende, at det også er de yngre kvinder. Det havde jeg ikke lige regnet med, når det er flæsk ad libitium,” siger Morten Gamini og griner højlydt.
En anden trend har også taget fusen på restauratøren.
”Vi sælger rigtig meget af kalvelever. Det ligger i Top 3, og det havde jeg ikke lige set komme,” lyder det.
Selv om priserne hos Den Bette Kro ikke er byens billigste, så er man garanteret, at der er kræset omkring råvarerne.
”Mine gæster skal have det bedste af det bedste. Og kvalitet koster penge. Så det er ikke, fordi jeg bliver rig, når jeg tager 70 kroner for et stykke smørrebrød med leverpostej. Så er det, fordi kvaliteten på råvarerne er i top, og man går mæt herfra. Hvis man får en god solid frokost, så kan motoren godt køre frem til aftensmad, og det er altså sjældent, at man sådan rigtig bliver mæt på klassisk café-mad.”
I det hele taget har Morten Gamini mærket en forandring i Aalborg de seneste år.
”Nordjyder er blevet mere kvalitetsbevidste. Vi har rykket os en del de sidste fem år, og det kan jeg tydeligt mærke. Man vil gerne bruge pengene på kvalitet.”
”De mennesker, der bruger penge på at spise på min restaurant, de får en oplevelse. Det er noget, jeg bestræber mig på at give dem. Men det er også vigtigt at understrege, at jeg ikke konkurrerer mod en gourmet-restaurant eller et buffet-sted, hvor man kan få et mad-orgie. Den oplevelse man får hos mig er en anden, end hvis man går på en kæderestaurant.”
Morten Gamini kalder selv Den Bette Kro for en gammeldags landevejskro midt i Aalborg by. Men man kan roligt konstatere, at mad som den ældre generation er vokset op med har fået en renæssance blandt de yngre.
5 spørgsmål om Aalborg
Yndlingsrestaurant: Jeg har faktisk ikke spist der endnu. Men jeg glæder mig til at komme ind på Bistro 59.
Hyggested: Jeg gider ikke at bruge 80 kroner på en Latté. Jeg siger John Bull Pub.
Yndlingsbutik: Mr Walther nede på Nytorv. Der kan man mærke en lidenskab for det tøj, de sælger.
Her elsker jeg at være: To steder. Den Bette Kro og Lystbådehavnen.
Det bedste ved Aalborg: Er også det værste. Mentaliteten. Vi er så langt nede på jorden, at vi nogle gange ikke kan se ud over plankeværket.
