Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vilde planer: Kedelig græsplæne omdannes til 6000 kvm. stor park i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto / Foto: AAU
Arkivfoto / Foto: AAU

I anledningen af Aalborg Universitets 50-års jubilæum har Spar Nord Fonden bevilget knap 6 mio. kroner til realiseringen af Kirstine Roepstorffs værk: Den Galaktiske Fællespark.

Nu skal en græsplæne i Aalborg Øst omdannes til et magisk univers, der indbyder til fællesskab for alle i lokalområdet.

Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

I Storbritannien har man i århundreder opført universiteter med unikke campusmiljøer. Og inden årets udgang kan studerende, medarbejdere og gæster på Aalborg Universitet opleve noget tilsvarende.

Vilde planer: Kedelig græsplæne omdannes til 6000 kvm. stor park i Aalborg
Parken bliver anlagt på en i dag vindblæst græsplæne tæt ved Aalborg Universitets bibliotek, og med sine 6000 kvm. skal den fungere som et socialt og foranderligt fritids- og studierum i flere niveauer. Bemærk: Foreløbig skitse.

Over 6000 kvadratmeter park venter

Parken bliver anlagt på en i dag vindblæst græsplæne tæt ved Aalborg Universitets bibliotek, og med sine 6000 kvm. skal den fungere som et socialt og foranderligt fritids- og studierum i flere niveauer.

Der skal være kroge og hjørner til læsning, samtale og spil i et landskab af træer, frugtbuske, stier, farvestrålende lamper og pavilloner.

Den store bevilling kommer i forlængelse af universitetets nye kunststrategi One Campus, der lægger op til, at kunsten på Aalborg Universitet ikke blot skal være udsmykning, men samtidig løse flere større udfordringer på campus.

Som led i udviklingen af strategien er de studerende blevet inddraget. I en række workshops har de tilkendegivet, at Aalborg Universitets campus i Aalborg Øst mangler et sted, hvor man kan mødes på tværs af studieretninger og semestre, og hvor der er plads til at samle mange på én gang.

Rektor Per Michael Johansen er begejstret for, at det nu bliver muligt at indfri de studerendes ønsker, samtidig med at det også kan være til glæde og gavn for områdets mange beboere og gæster:

“På Aalborg Universitet leverer vi verdensførende uddannelse og forskning. Men dialogen med de studerende har vist, at der er vigtige og basale ting, som campus ikke understøtter i sin nuværende form. Aalborg Universitet skal være et godt og attraktivt sted at være studerende, og derfor ser vi med stor glæde frem til, at Den Galaktiske Fællespark bliver realiseret. Det er manifestationen af One Campus – et område, der vil skabe liv og blive et aktivt mødested for studerende og lokale i Aalborg Øst.”

Anerkendt kunstner bag ny park

Kunstner Kirstine Roepstorff har tidligere stået bag en række store udsmykningsopgaver og har bl.a. udstillet på Statens Museum for Kunst og Museum of Modern Art i New York.  Hun håber, at Den Galaktiske Fællespark kan danne rammen om både intentionelle og spontane møder. Det kan være på parkens amfi-scene eller i en af de mange kroge, hvor man kan trække sig tilbage og snakke mere privat.

“Parken har én slags liv om dagen, og når mørket falder på, tændes de farvede lys, og parken forvandles til et nyt landskab, en kulisse af farver og rum. Et gesamtkunstwerk. Som kunster kan jeg skabe muligheder, tegne rammer og foreslå tempoer, men ønsket er selvfølgelig, at de studerende selv tager over og skaber deres helt egen dynamiske gensidige fælleskabsoase,” siger Kirstine Roepstorff.

Hos Spar Nord Fonden, der finansierer parken, passer kunstnerens tanker godt ind i fondens vision om at styrke sammenholdet i lokalsamfundet og gavne store og små fællesskaber.

Vilde planer: Kedelig græsplæne omdannes til 6000 kvm. stor park i Aalborg
Den Galaktiske Fællespark indeholder mange former for kunstneriske greb, som alle er funktionelle kunstværker i deres egen ret. Parken er desuden rig på træer, planter, buske og vilde græsser, hvoraf meget kan sankes, spises og drikkes. Bemærk: Foreløbig skitse.

Fondsdirektør Bo Uggerhøj siger:

“Med Den Galaktiske Fællespark får de studerende et mødested for både socialt og fagligt samvær, som de netop har efterspurgt. Der bliver højt til loftet og mulighed for at tænke stort, tænke nyt og vise omtanke.

De studerende kan selv definere indholdet, og de kan mødes på tværs af studieretninger og semestre. Samtidig bliver parken åben for alle i lokalområdet, som frit kan benytte dens forskellige rum. På den måde bliver universitetet og lokalområdet forhåbentlig også bragt tættere sammen.”

Kunstprojekt skal lette vejvisningen

Udover Den Galaktiske Fællespark kan de studerende og ansatte på Aalborg Universitet glæde sig over, at yderligere to fonde – Det Obelske Familiefond og Salling Fondene (Købmand Herman Sallings Fond) – har bevilget henholdsvis to mio. kr. og en mio. kr.  til realiseringen af yderligere et kunstprojekt på campus.

Det drejer sig om Hesselholdt & Mejlvangs værk Flags of Knowledge. Værket består af farvestrålende flagstænger med flag og vindfløje opsat på busstoppesteder. Målet er, at værket skal gøre det lettere at finde rundt på campus, set i lyset af det meget store areal, som universitetet strækker sig over.

De første spadestik til både Den Galaktiske Fællespark og Flags of Knowledge bliver taget her i foråret.

Del artikel

Andre læser også