Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den store durum-guide: Her får du den bedste kebab i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

Her på MigogAalborg elsker vi at guide jer til byens bedste oplevelser: lige fra byens bedste brunch, de lækreste pizzaer, de mest indbydende strande og ikke mindst vores is-favorit i Aalborg.

Men enhver storby med respekt for sig selv, skal selvfølgelig også have en guide til byens bedste shawarma/rullekebab/durum (kært barn har mange navne).

Den mellemøstlige specialitet er det perfekte takeaway-måltid, da det ofte kun tager få minutter for de kyndige kebab-steder at frembringe herligheden af brød, velkrydret kød, dressing og salat.

Læg dertil, at en durum er et forholdsvis billigt måltid, som du uden problemer kan nyde på farten – om det så er på den tohjulede, i bilen eller på gåben.

Sådan gjorde vi:

Vi bad vores følgere på Instagram komme med deres bud på den absolut bedste durum i Aalborg, og vi lavede herfra en liste over steder, der blev nævnt flest gange og drog afsted på Kebab WAlk.

Vi ankom uanmeldt på alle stederne lige omkring frokosttid (kl. 11.00-13.00), og vi har selv betalt for maden.

Sam’s Barbeque (Bispensgade 18, 9000 Aalborg)

Sam’s Barbeque behøver næsten ingen introduktion, og det legendariske sted har været en institution i Aalborg siden åbningen tilbage i 1987.

Stedet er især kendt for den legendariske 40D, som er en sandwich-specialitet med kebab, pommes frites og hjemmelavet dressing.

Men de kan bestemt også være med på durum-fronten, og på Sam’s Barbeque er alt hjemmelavet: lige fra krydderiblandingen til kødet og den helt særlige røde dressing.

De er også hovedpersonerne i deres durum, som derudover består af salat, tomat og løg.

En durum fra Sam’s Barbeque har en meget velkendt smag, og man drømmer sig hurtigt væk til 40D … men i en mere spis-den-på-farten venlig udgave, hvor du ikke behøver kniv eller gaffel.

Vores største roser må gå til det hjemmelavede brød, som var noget af det bedste på hele vores rundtur i kebabland.

Brødet var luftigt og dejligt vamset; en skøn brød-dyne, som var det perfekte omsvøb til de rigelige mængder af kebab og dressing.

Pris: Stor durum til 81 kr (67 kr. til frokost).

Bonusinfo: Du kan (selvfølgelig) bestille ekstra tilbehør til din durum. Vælg mellem alt fra ekstra kebab, pommes frites og salat. Du kan også vælge kylling frem for kebab-kød. 

Den store durum-guide: Her får du den bedste kebab i Aalborg
Sams Barbeque

Kebabistan (Bispensgade 32, 9000 Aalborg)

I Bispensgade finder man også Kebabistan, som tidligere har langet mange durum-ruller over disken på Vesterbro.

Det første man lægger mærke til på Kebabistan, er de flotte omgivelser, og vi tør godt kåre det som stedet med de flotteste kebab-lokaler.

Der er masser af siddepladser, og man får faktisk lyst til at sætte sig og nyde måltidet i restauranten i stedet for at tage det med.

På menukortet praler Kebabistan med, at oksekødet tilberedes med specielle krydderier og udelukkende består af marinerede tynde skiver af flank steak.

Kødet smagte bestemt også lækkert, og det var meget friskt i smagen og slet ikke olieret eller fedtet.

Brødet bliver bagt til bestilling, og duften på Kebabistan er fortryllende.

Den skønne duft er også til stede, når du bevæger durum-rullen op til munden, for brødet dufter af snobrød!

Og hvem f….. kan ikke lide snobrød?!

Pris: 85 kr.

Bonusinfo: Kebabistan har natåbent fredag-lørdag frem til kl. 06.00 og ligger 100 meter fra Jomfru Ane Gade … behøver vi sige mere?

Den store durum-guide: Her får du den bedste kebab i Aalborg
Kebabistan

Pita Mix (Reberbansgade 16A, 9000 Aalborg)

Din ånde afslører ALTID, hvis du har været forbi Pita Mix i Reberbansgade.

Deres hvidløgsmayo er så populær, at du kan købe den separat, så du altid har friske forsyninger i køleskabet.

Hvis du vælger hvidløg i din durum på Pita Mix, er det selvfølgelig også den legendariske mayo, der bliver smurt på brødet – og det gør virkelig hele forskellen i Pita Mix’s udgave af en durum.

Det kan ikke smage dårligt!

Foruden den uerstattelige hvidløgsmayo, indeholder den også et fint bud på kebabkød, der tilmed ikke er smasket til i olie.

Pita Mix ser ikke ud af meget, men den evige kø, som ofte går helt ud på gaden, afslører at kvaliteten er i top og, at stedet er en sikker vinder for mange aalborgensere.

Læg dertil, at du får en durum til kun 49 kr, både til frokost og aften.

Pris: 49 kr.

Bonusinfo: På trods af stor travlhed, var det her vi fik den absolut hurtigste betjening på hele durum-ruten (omtrent 30 sekunder) – og det er jo helt perfekt, hvis man lige skal have en hurtig durum med på farten i den travle madgade.

Den store durum-guide: Her får du den bedste kebab i Aalborg
Pita Mix

Sason (Reberbansgade 3, 9000 Aalborg)

Sason er nok et af de mest populære steder i Reberbansgade, og i løbet af vores besøg, kunne vi få et indblik i et yderst bredt klientel – der var både studerende, sygeplejersker og mænd i slips, som skulle have stillet sulten.

Samtlige besøgende en mandag til frokost bestilte en durum med kebab, så det må da være et godt tegn?

Vi bestilte (selvfølgelig) den store durum, og den levede virkelig op til sit navn.

Det var den længste durum på ruten, og hvis du ikke bliver mæt af den … kan du jo bestille én mere.

Brødet bliver bagt efter bestilling, og man må forvente lidt mere ventetid på Sason til frokost i hverdagene, hvor der ofte er meget travlt.

I Sason’s durum putter de også den famøse røde dressing i, som jo altid løfter smagsoplevelsen.

Pris: Stor: 74 kr.

Bonusinfo: De er virkelig gæstefrie på Sason på trods af travlhed, hvor ALLE bliver mødt med et “Goddag min ven”, “Goddag hr.”, “Goddag madame” og et ligeså hyggeligt “på gensyn”, når man forlader stedet.

Dét er god stil!

Den store durum-guide: Her får du den bedste kebab i Aalborg
Sason

Kebab House (Danmarksgade 45, 9000 Aalborg)

Det vakte stor bekymring blandt vores læsere, da vi kunne meddele, at Kebab House i Bredegade pludselig var lukket ned.

Den havde ellers ligget på samme placering siden 1983, men nu var det slut … troede vi.

Men det legendariske sted var heldigvis blot flyttet til nyere og større lokaler på Danmarksgade (ved Frederikstorv).

Nasser Haoui har ejet stedet siden 1997, og man bliver altid mødt af et stort smil, når man træder ind på Kebab House.

Hans durum var bestemt også blandt vores favoritter på durum-ruten, og det skyldes ikke mindst de mange tilvalg man kan tage – helt gratis.

Du kan nemlig vælge mellem paprika-dressing, hvidløgsdressing, cremefraiche-dressing eller en blanding af dem alle – som vi valgte.

Derudover spørger Nasser også om du vil have en hjemmelavet blanding af persille, hvidløg og løg i din durum, og dét er da et anderledes (og godt!) tiltag.

Pris: 55 kr.

Bonusinfo: Der er virkelig kælet for servicen på Kebab House, og det indebærer både autentisk mellemøstlig musik fra anlægget, og så kommer Nasser også din durum ned i en lille pose med servietter, hvis (når) du spilder ned af dig selv. 

Den store durum-guide: Her får du den bedste kebab i Aalborg
Kebab House

Det var hermed vores bud på de 5 bedste durum-steder i midtbyen.

Smag er selvfølgelig helt subjektivt, og derfor har vi valgt ikke at kåre én vinder: Vi anbefaler i stedet, at du selv tager kebab-ruten og finder sted det, der får dine smagsløg til at synge allerhøjest af fryd.

Rigtig god tur.

Del artikel