Perfekt sommervejr i vente: 6 bud på de bedste strande i Nordjylland

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Palmestranden i Frederikshavn. Foto: Visit Frederikshavn
Palmestranden i Frederikshavn. Foto: Visit Frederikshavn

Det har ladet vente lidt på sig, men nu skulle den være god nok: Den danske sommer rammer for alvor i denne uge.

Således også her i Nordjylland, hvor vi i skrivende stund kan se frem til 27 grader og sol i løbet af ugen.

Derfor skal i naturligvis ikke snydes for vores bud på de bedste seks strande i Nordjylland, som vi første gang skrev om sidste sommer.

For når vejret viser sig fra sin varme og solrige side, findes der intet bedre end at pakke strandkurven og begive sig ud på et eventyr, hvor målet er sand under fødderne, frisk havluft i lungerne, afslapning, leg og masser af kvalitetstid med vores nærmeste.

Nordjylland er helt i top når det gælder strandoplevelser i Danmark, og de mange nordjyske badestrande byder på noget for enhver smag.

Ved østkysten og Limfjorden finder man det rolige og børnevenlige vand, mens vestkysten er fyldt med de mere spektakulære, rå og brede af slagsen med unikke klitplantager langs stranden.

Mulighederne er mange, men lige meget om du er til palmer, surfing, leg, afslapning eller solnedgang, har vi udvalgt de strande i og omkring Aalborg, som du bare må besøge i løbet af sommeren.

Vestre Fjordpark (Aalborg)

Man behøver ikke tage ud af byen for at få både strand og sjov, og hvis det danske sommervejr tilmed fortsætter sådan her spår vi, at Vestre Fjordpark igen bliver en af de mest populære sommerdestinationer for aalborgenserne.

Friluftsbadet i Aalborg har i mere end 70 år været et tiltrængt åndehul for Aalborgs borgere, og i 2017 stod den helt nye Vestre Fjordpark klar.

Området Stranden er et stort badeområde med lækker sandbund, et 50 meter bassin hvor man kan svømme baner og et dybere bassin med vipper, udspringstårn og klatrevæg.

Derudover er der også opsat en forhindringsbane, hvor den eneste konsekvens ved at falde ned er et forfriskende plask i det friske fjordvand.

Som en nyhed i år, kan du nu også leje de populære SUP Boards i Vestre Fjordpark – læs mere om det her.

Udover aktiviteterne i vandet, er der også masser af andre oplevelser i den 165.000 kvadratmeter store Fjordpark. Området Kilen har åbne græsarealer, hvor man kan udfordre vennerne i både frisbee, parkour, streetbasket, beachvolley og meget, meget mere.

I områderne Krattet og Skoven kan man boltre sig på den nybyggede tarzanbane, eller bestige det 15 meter høje arkitektoniske tårn, som er skabt af kunstneren Thomas FOS Poulsen.

I Vestre Fjordpark finder man også den populære SALT Café, som byder på kolde is og lækre sandwich, mens Aalborg Street Food kan friste med alverdens specialiteter, bare 500 meter fra parken.

Hesteskoen (Aalborg)

Selvom vi er vilde med Vestre Fjordpark, findes der også et helt naturligt strandområde her i byen. I Aalborg Øst finder man Hesteskoen, hvor man kan komme helt tæt på fjorden.

Det helt store plus er den børnevenlige strand, hvor det lave vand er helt ideelt, når børnene skal køle af i sommervarmen. Derudover kan de også prøve lykken i det lave vand, for at se om de kan fange både rejer og krabber.

Hvis man ankommer til Hesteskoen i kajak eller kano, kan man overnatte i hyggelige shelters på den lille lejrplads, som hører til området.

Ved stranden har man desuden anlagt en alternativ sti; nemlig en snorkelsti, hvor man kan svømme langs et tov på ca. 100 meter, der er udspændt langs bunden. Langs torvet er der forskellige poster, hvor man eksempelvis kan læse om dyre – og plantelivet i Limfjorden.

Foto: VisitAalborg

Blokhus Strand (40 min. kørsel fra Aalborg)

Man kan ikke sige strand og sjov i Nordjylland uden at sige Blokhus. Her finder man én af Nordeuropas allerbedste badestrande og det fine, hvide sand og de karakteristiske høje klitter danner rammen om et væld af uforglemmelige sommerminder.

Der er ofte stor kø på landevejen til Blokhus, og som et af de eneste steder i Danmark er det endda muligt at køre direkte på stranden i sin bil.

Du må heller ikke snyde dig selv for at nyde solnedgangen, enten i læ af de lune klitter eller måske af den parkerede bil, hvis vestenvinden er særlig kraftig.

Sommeren i Blokhus er kendt for at være spækket med fede aktiviteter for både store og små og i år er ingen undtagelse; der er blandt andet de populære torsdagskoncerter, som byder på underholdning fra blandt andre Hjalmer og Johnny Madsen. Læs mere om det her.

Derudover er Blokhus én af de hyggeligste byer i Nordjylland, og der er masser af gode spise – og shoppingmuligheder i byen.

Hvis børnene trænger til at få brændt endnu mere energi af efter afslapning på stranden, ligger en af Nordeuropas bedste forlystelsesparker, Fårup Sommerland, kun 10 minutters kørsel fra byen.

Løkken Strand (45 min. kørsel fra Aalborg)

Ligesom Blokhus har Løkken også udmærket sig på landkortet som én af Danmarks bedste strande, og i løbet af sommeren, er der masser af muligheder for både sjov og strand

Er du til sjov på stranden er området omkring Løkken Strand af de bedste surfområder i landet. North Shore Surf har specialiseret sig i alt inden for surfing – lige fra traditionel surfing, Stand Up Paddle, Skimboarding og meget, meget mere.

Derudover har de både saunaer og vildmarksbade, hvor man kan komme helt ned i gear og nyde den vilde udsigt over Vesterhavet.

Vandet i Løkken er rent, sandet er fint – men samtidigt helt perfekt til at lade fantasien få frit løb og udfolde sin kreativitet inden for sandkunstens verden.

Hvert år afholdes der nemlig ugentligt en sandskulptur-konkurrence for børn, hvor det handler om at være kreativ med både sand, sten, skaller og tang.

Det sker hver onsdag fra 3. juli – 7. august ved stranden mellem Ndr. Strandvej og Sdr. Strandvej og dommerne kommer forbi og bedømmer de flotte kunstværker.

Læs meget mere her.

Palmestranden (50 min. kørsel fra Aalborg)

Hvorfor ikke spare flybilletten til de sydlige himmelstrøg og bare tage den korte køretur til Frederikshavn? Her finder du nemlig også ægte sydlandsk stemning på Palmestranden, som er helt unik i Danmark.

Palmerne er importerede hørpalmer fra Kina og daddelpalmer fra De Kanariske Øer. De plantes hvert år i kummer i sandet, og det er altså bare helt specielt at opleve en strand i Danmark, hvor der er palmer.

Der er også plads til masser af aktiviteter på Palmestranden, såsom beachvolley, petanque- og strandfodboldbaner.

Foto: ToppenAfDanmark. Palmestranden i Frederikshavn

Bisnap Strand (30 min. kørsel fra Aalborg)

Mens vestkysten er kendt for den rå natur med vilde vinde og høje bølger, er strandene ved østkysten kendetegnet ved læ og lavvande. Men det betyder bestemt ikke, at de ikke også kan noget særligt.

Bisnap Strand er en 6 kilometer lang strækning mellem Hou og Bisnap (lige ved Hals). Den er tidligere kåret til Nordjyllands bedste strand, på grund af de børnevenlige omgivelser, det varme vand og det hvide strandsand.

Det helt unikke ved området er, at kysten er en såkaldt barre-kyst. Det betyder, at der bliver mere og mere sand med årene, og derfor dannes der laguner og småøer. Hvem drømmer ikke om at have sin helt egen ø og så ovenikøbet i perfekt køreafstand fra Aalborg?

Du kan også gå på vaskeægte skattejagt på østkysten – det er nemlig her du finder Nordens guld: Rav.

Dette er en ny udgave af vores artikel fra 10. juli 2018: Sol og sommer: Her er 6 bud på de bedste strande

Hver lørdag i juli og august: Kom til gratis sommer yoga på Budolfi Plads

Skrevet af: Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Winther McDonald
Foto: Winther McDonald

Det har været nogle stressfyldte måneder for mange af os med corona-truslen hængende over hovedet.

Trænger du til at slappe gevaldigt af og få lidt mere zen i hverdagslivet, har vi fundet det perfekte arrangement.

DGI Huset Nordkraft afholder i samarbejde med Budolfi Plads gratis sommer yoga på Budolfi hver lørdag i løbet af juli og august.

Første event er nu på lørdag den 11. juli fra kl. 13.00 til 14.00 på pladsen, og det bliver ikke hvilken som helst slags yoga-hold.

Holdet hedder nemlig Un-wine Yoga, og som navnet antyder er vin involveret.

Un-wine med Winther McDonald

Det er den karismatiske yoga-darling Winther McDonald, der står for holdene, og udover en meget underholdende og afslappende oplevelse med fænomenal udsigt til Budolfi Kirke, får du også serveret et glas vin til lørdagens begivenhed.

Tilmelding til holdet sker via DGI Husets hjemmeside, og man skal være hurtig på tasterne; der er nemlig kun 40 pladser per gang.

Arrangementet er gratis; det eneste, der kræves er oprettelse af en bruger på DGI Husets hjemmeside.

Arrangøren gør opmærksom på, at man skal følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer og holde afstand til hinanden under begivenheden såvel som medbringe egen yoga-måtte og håndklæde.

Hygge yoga hele sommeren

Kan du ikke nå med til Un-wine Yoga lørdag, er der mulighed for at deltage i mange af sommerens andre yoga-hold på Budolfi Plads.

Der er f.eks. Hygge Yoga lørdag den 18. juli og hver lørdag frem til lørdag den 22. august.

Du finder holdene under DGI Husets holdoversigt.

Hvad: Sommer Yoga på Budolfi

Hvor: Budolfi Plads (på pladsen mellem AKTUEL og BACO)

Hvornår: Lørdag den 11. juli, kl. 13.00 – 14.00

Man kan tilmelde sig her

Aalborg Sushi Festival er tilbage

Prøv 22 stykker fra nyåbnede Yummi for 115 kr. eller gourmetmenuen fra Karma Sushi på 20 stk. for 210 kr. Se alle steder der er med og deres menuer lige her

 

 

Kickstart weekenden eller ferien: Skagen Fiskerestaurant åbner vinbar i morgen

Skrevet af: Michael Qureshi

Det var i maj, at Skagen Fiskerestaurant åbnede dørene til deres nye flotte restaurant i hjertet af Aalborg.

Siden har den populære fiskerestaurant fået en flyvende start med deres flotte indretning og strandsand på gulvene og ikke mindst den store udendørs terrasse, der flittigt bruges uanset vejret.

Nu er Skagen Fiskerestaurant så klar med endnu en nyhed på det centrale Budolfi Plads. Fra i morgen fredag d. 10. juli kan man kickstarte weekenden på bedste vis med vin, bobler og snacks.

Eller måske er det starten på sommerferien, der skal fejres.

Fredags vinbar med DJ og gode tilbud

Skagen Fiskerestaurant åbner nemlig en fredags vinbar, der skal køre hver fredag mellem 15-17. Den nye fredags vinbar skydes i gang med DJ og gode tilbud på snacks og vin.

Man kan blandt andet få Fiskens Chips- reje og blæksprutte med et glas vin for 90 kr. Der er også Lobster Roll med jomfruhummer med et glas vin for 130 kr.

Så hvis man vil få en god start på sommerferien eller weekenden, så er det måske oplagt at tage venner eller kolleger med til et godt glas vin i de hyggelige omgivelser på den smukke Budolfi Plads.

Er man mere til cocktails, så er den del også mere end godt dækket ind.

Mere end bare restaurant

Det er samtidig også et tydeligt tegn på, at Skagen Fiskerestaurant vil være mere end blot en restaurant i Aalborg.

Det skal samtidig også være et sted, man kan droppe forbi til et glas vin eller to og lidt snacks på den hyggelige og uformelle måde.

Hver fredag og lørdag i juli og i hele august vil der være DJ til at skabe en fed stemning, som matcher lidt af det man møder i selve Skagen i sommerperioden.

Hvad: Skagen Fiskerestaurant åbner fredags vinbar
Hvor: Budolfi Plads
Hvornår: Fra fredag d. 10 juli 15-17 og hver fredag fremover
Du kan læse mere her

Bukse-kometer: Her åbner Shaping new tomorrow ny kæmpe butik i Aalborg

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen
Foto fra Shaping new tomorrows nye butik i Aarhus
Foto fra Shaping new tomorrows nye butik i Aarhus

De sidste par år har været noget af et maraton for fashionbrandet Shaping new tomorrow, der i den grad har erobret branchen – og en masse mandehjerter – med deres komfortable herretøj.

De har netop åbnet en kæmpe butik i Aarhus, og i morgen er der Grand Reopening på deres store butik i hjertet af København.

Nu er Shaping new tomorrow igen klar med en nyhed på hjemmebanen i Aalborg: Til september står den nemlig (igen) på flyttedag for butikken, der i dag holder til på Boulevarden 22.

Denne gang sættes kursen længere ned mod Nytorv i Østerågade 4, hvor Babysam i mange år havde til huse.

Fra september står lokalerne klar på ny og forventes i mellemtiden at forvandle sig til Shaping new tomorrow’s helt nye flagship store.

Bliver dobbelt så stor som nuværende

Den nye butik bliver mere end dobbelt så stor som den nuværende og kommer til at råde over 290 kvm. samt 185 kvm. salgsareal. Til sammenligning er den nuværende 74 kvm.

Derudover er der også tale om en gevaldig opgradering fra de lokaler som Shaping new tomorrow startede i for nu fem år siden.

“Det har været en vild rejse fra vores start i Jens Bangs Gade. Vi overtog et lokale, der havde stået tomt i syv år, og herfra gik vi jo bare i gang med at renovere alting selv.

Hele butikken blev bygget op af genbrug og vennetjenester, så da vi overtog butikken på Boulevarden var det jo helt vildt for os,” fortæller Christoffer Bak, der med er co-founder af Shaping new tomorrow.

Læs også: Trods krise i branchen: Shaping new tomorrow vil åbne 30 nye butikker

Next level retail

Siden er butikken blevet opgraderet i takt med konceptets udvikling – men nu er pladsen igen rendt fra de ihærdige iværksættere.

“Den primære grund til, at vi flytter er, at der simpelthen er for lidt plads i den nuværende. Vi går meget op i, at folk får en god oplevelse, når de kommer hos os, så det skal der selvfølgelig være rum til.

Samtidigt giver det os mulighed for at skabe det helt rigtige univers til tøjet,” forklarer han.

Det nye prøverumsområde skal især være butikkens hjerte, hvor et tilhørende loungeområde skal give kunderne både lyst og mulighed for at tage sig goooood tid til shoppingen.

Derudover vil den nye butik byde på flere digitale løsninger, der ifølge Christoffer bliver “next level retail”.

“Vi kommer til at gå all in på den nye butik. Vores nuværende er rigtig flot, men de nye rammer giver os mulighed for at implementere nogle endnu federe løsninger i designet,” fortæller han begejstret.

Den hidtil største butik

Den nye lokation betyder også, at Shaping new tomorrow nu får endnu færre skridt mellem deres kæmpe kontor på Nytorv og den kommende butik i Østerågade.

For selvom drengene nu også har butikker i både Århus og København, så er det stadig i Aalborg, at brandets hjertet banker.

“Vi designer den nye butik ud fra, at det er Aalborg, vi kommer fra. Rent kvadratmetermæssigt bliver den også vores største.

Det er i Aalborg, vi er startet, det er i Aalborg, vi holder til – og det kommer man til at se og mærke med den nye butik, som stadig er vores flagskibsbutik.” slutter Christoffer.

Den nye butik forventes at åbne i september, men indtil da kan du fortsat besøge Shaping new tomorrow på Boulevarden 22. 

Aalborg Sushi Festival er tilbage

Prøv 22 stykker fra nyåbnede Yummi for 115 kr. eller gourmetmenuen fra Karma Sushi på 20 stk. for 210 kr. Se alle steder der er med og deres menuer lige her