Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

20 bedste sommer-hoteller i Norden: To nordjyske hoteller er på listen

Af Michael Qureshi

Det er ikke hver dag, at et nordjysk hotel bliver nævnt i en af verdens største aviser.

Så det er noget af en anerkendelse, at hele to nordjyske hoteller pludselig er kommet i søgelyset hos engelske The Times.

Det er en af medie-sværvægterne i hele verden, som har opgjort en liste med de 20 bedste sommer-hoteller i hele Norden.

Her finder læserne både Ruths Hotel i Skagen og ikke mindst det blot et år gamle Strandhotellet Blokhus. Dermed står Nordjylland for to ud af fem danske bidrag på listen. De øvrige er Skodsborg Kurhotel på Sjælland, Falsled Kro på Fyn og Hotel Nordlandet på Bornholm.

Fantastisk reklame for hotellet

Om Strandhotellet Blokhus skriver The Times;

“Nordjylland, på spidsen af Danmark, har en af Skandinaviens smukkeste strande. Jammerbugten med sine 55 km af hvidt sand. I hjertet af den lille badeby Blokhus åbnede Strandhotellet sidste år. Der er 38 værelser med franske vinduer, smukt blåt og hvidt indrettet med en dejlig charme ud til kysten.”

20 bedste sommer-hoteller i Norden: To nordjyske hoteller er på listen

Hos Strandhotellet i Blokhus har man svært ved at få armene ned over at være med på den fornemme liste, der ikke er rangeret fra 1-20 men derimod kategoriseret under lande.

“Det er helt fantastisk at se vores hotel på en liste i så stort et internationalt medie. Vi har kun haft et år i drift, og når man har et hotel i den her størrelse, så er det begrænset, hvad vi kan annoncere internationalt på blandt andet det engelske marked. Så det har da helt sikkert en kæmpe værdi, som nærmest ikke kunne købes for penge, at vi er med på listen,” siger Christina Torp, direktør på Strandhotellet, til MigogAalborg.

20 bedste sommer-hoteller i Norden: To nordjyske hoteller er på listen

Fokus på både hotel- og restaurantoplevelse

Der er ingen tvivl om, at The Times har fokuseret på hoteller, som har vandet tæt på sig og som kan bryste sig af lækre gode restauranter. Strandhotellet Blokhus har lige siden åbningen haft en ambition om at være et af Danmarks førende badehoteller samt en gastronomisk oplevelse i Nordjylland.

Blandt andet kom de langt i restaurant-turneringen Bedst i Nordjylland, som Vendia vandt med finalesejr over Textur fra Aalborg.

Strandhotellets direktør er glad for, at målsætningen er nået, hvilket placeringen på listen bakker op omkring.

“Der er ingen tvivl om, at vi fremadrettet kan referere til både The Times listen og at vi er slutnomineret til Årets Bo & Spis af Den Danske Spiseguide. Det betyder, at vi er lykkedes på det fulde koncept med både hoteldelen samt at vi har været gode på niveauet på restauranten. Det er vi utrolig stolte over,” forklarer Christina Torp.

Du kan læse om vores besøg sidste år på Strandhotellet Blokhus her

Om Ruths Hotel i Skagen skriver The Times blandt andet;

“Åbnede i 1904 og har stadig masser af den gamle charmerende stil. Ruths har ekspanderet til 52 værelser og har et stort spa. Der er også to restauranter. En gourmetdel og et mere simpelt Brasserie med fokus på lokale retter.”

Ruths Aalborg
Foto: Ruths Hotel

Du kan se artiklen i The Times her – vær opmærksom på at man skal oprette sig som bruger hos The Times for at læse den i fulde længde – se den her

Del artikel

Andre læser også