Tæt finale afgjort: Her er Nordjyllands bedste restaurant

I år var første gang, turneringen Bedst i Nordjylland blev afholdt.
En turnering som blandt andet Den Danske Spiseguide har været medarrangør af, og som de nordjyske restauranter har bakket stort op omkring.
De startede 16 restauranter, der dystede i en slags cup-kampe, hvor vinderen hver gang gik videre til næste runde.
I aftes sluttede det så med et brag af en finale på Mortens Kro, som var neutral grund for finalisterne Textur fra Aalborg og så Vendia Gourmet fra Hjørring.
Efter en tæt finale tirsdag aften blev vinderen af Bedst i Nordjylland så fundet. Det var Vendia, der løb med triumfen.
Har også Bistro V i Aalborg
Bag Vendia står Kristian Rise, som bl.a. også har Bistro V i både Hjørring og Aalborg. Vendia har både en anerkendt Gourmet-del samt Brasserie.
De to toprestauranter stod faktisk lige helt frem til det sidste med “sejr” i to retter hver, men juryen sendte den samlede sejr til Hjørring-restauranten for at have været en anelse skarpere specielt omkring hovedretten, hvor Vendia-folkene serverede due i forskellige texture og med bl.a. morkler.
Ifølge foreningen GastroNorths Facebook-side var det en en tydeligt bevæget restauratør Kristian Rise, som efterfølgende takkede Vendia-team for den ekstraordinære indsats, som hele Bedst i Nordjylland har krævet i bl.a. træning og arbejdet med de originale menuer, ligesom han takkede modstanderne, der blev besejret undervejs, for alt det som samarbejdet i køkkenet undervejs havde givet.
Dennis Juhl kan stadig være stolt
Juryformand Bent Christensen fremhævede – udover de to finalister – det samlede nordjyske gastronominiveau, som han mente, at konkurrencen var udtryk, ligesom han stod i spidsen for uddelingen af en række særpriser for:
Bedste snack i konkurrencen, der gik Restaurant Tabu.
Bedste forret til Restaurant “Mortens Kro”.
Bedste hovedret, der gik til Vendia.
Bedste vinmatch til La Locanda
Og bedste dessert til Textur.
Trods nederlag i finalen kan hovedmanden bag Textur, kokke-profilen Dennis Juhl, alligevel være utrolig stolt. Textur på Vesterbro er ikke engang et år gammel og har allerede på ganske kort tid fået stor anerkendelse på landsdækkende plan, hvor restauranten bl.a. fik flotte fem stjerner i Berlingske tidligere på måneden.
Men gæsterne har taget lige så godt imod det, og det er hurtigt blevet en af byens mest populære restauranter.