Vildt år i vente: Det glæder vi os til i Aalborg i 2018

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: BrianChristensenPhoto.com
Foto: BrianChristensenPhoto.com

Aalborg er en by i rivende udvikling, og 2017 har været et år fyldt med store oplevelser og ikke mindst nye attraktioner, som bare gør byen endnu federe.

Sidste år fik vi blandt andet den populære Kulturbro, og friluftsbadet fik en tiltrængt opgradering, som nok skal blive en publikumsmagnet, når den danske sommer (forhåbentlig) kommer i 2018.

Her på redaktionen har vi taget et kig på Aalborg i 2018, og vi tør godt love, at det næste års tid byder på endnu flere oplevelser i vores dejlige by. Det starter allerede her i januar.

12. januar: Geeks Gone Wild – E Sports Festival i Gigantium

Esport er bare eksploderet i popularitet i løbet af ganske kort tid, og det er derfor kæmpe stort, at Aalborg har formået at hente Danmarks største esports-festival til byen!

Geeks Gone Wild satser blandt andet på et stort e-sportsområde. E-sportsområdet kommer til at bestå af 2-3 scener, hvor der vil være turneringsafvikling med siddepladser til knap 2.500 tilskuere.

Du kan læse meget mere her.

25.-27. januar: Northern Winter Beat

2018 bliver for alvor sparket i gang, når du fra 25.-27 januar kan se frem til Northern Winter Beat.

Det er en musikfestival, der vil fylde Aalborg med lys og varme i en kold og mørk tid. Publikum kan se frem til omkring 40 spændende koncerter på tre dage, hvor man kan opleve store navne som Marvelous Mosell, Bikstok Røgsystem, Katinka og mange, mange flere.

Koncerterne kommer til at foregå på Skråen, 1000Fryd, Huset og Studenterhuset samt på en række andre centralt placerede scener i midtbyen som for eksempel Klosterkælderen, Platform 4, Springeren m.v.

Du kan købe billetter her.

Januar-maj: Bedst i Nordjylland

Bedst i Nordjylland er en helt ny restaurant-turnering for nordjyske restauranter, der afvikles af Den Danske Spiseguide med assistance med GastroNorth.

Betingelserne går på, at de deltagende restauranter hver især skal dyste mod en nordjysk kollega om at sammensætte den bedste og lækreste menu.

De første datoer for dysterne er meldt ud, og du har mulighed for at spise med og se kokkene folde sig ud i en benhård konkurrence. Du finder datoerne og priserne lige her.

10. og 17. februar: Dansk Melodi Grand Prix og MGP

Aalborg har i 2018 æren af at afholde to af Danmarks største musikbegivenheder; nemlig Dansk Melodi Grand Prix lørdag 10. februar og ugen efter børnenes MGP lørdag 17. februar.

Der er i høj grad lagt op til to gigantiske fester i Gigantium, og i og omkring byen vil der foregår en masse ting i dagene op til de store fester.

Du kan læse meget mere lige her.

Værter Johannes Nymark, Borgmester Thomas Kastrup Larsen (midten) og Annette Heick
Foto: Betina Fleron Hede

21. maj: Royal Run

I anledningen af, at Kronprins Frederik runder et skarpt hjørne i 2018, har han valgt at omdanne gaderne i de fem største byer til store løbefester den. 21. maj i år. På én enkelt dag vil han snøre løbeskoene i alle byerne, og indbyde til folkefest og lidt motion for alle aldre og alle typer motionister.

Aalborg har æren af at starte løbet, når Kronprinsen løber den legendariske distance One mile (1,609 km). Deltagerne har også mulighed for at løbe 10 kilometer.

Afviklingen i Aalborg står Aalborg Atletik og Motion og DGI Nordjylland for.

Du kan læse meget mere om, hvordan du tilmelder dig her.

26. maj: Aalborg Karneval

Man kan vel ikke sige Aalborg uden karneval, og den 26. maj er det igen tid til Nordeuropas største karneval. Temaet i 2018 bliver “Til vands, til lands og i luften” og det giver vist rig mulighed for at være kreativ med kostumerne.

Det fulde program er endnu ikke helt på plads, men du kan holde dig opdateret her.

10. juni: Danish Air Show 2018

Den 10. juni kan vi virkelig se frem til en kæmpe begivenhed, når Air Transport Wing Aalborg er vært for Flyvevåbnets Danish Air Show 2018. Da Aalborg senest var vært i 2012, var der over 80.000 mennesker, der gæstede showet!

Publikum kan i 2018 se frem til at opleve Flyvevåbnets fly og materiel, imponerende flyveopvisninger, aktivitetsområder for børn samt stande og udstillinger af Flyvevåbnets mange aktiviteter og flytyper.

Der er gratis adgang, og du kan læse meget mere her.

14.-17. juni: Aalborg Regatta

Traditionen tro danner Aalborg Havnefront ramme for Aalborg Regatta, som i 2018 foregår fra 14.-17. juni.

Aalborg Regatta

Det bliver fire dage med både musikalsk underholdning, vandaktiviteter, legeland og ikke mindst en masse kulinariske oplevelser.

Læs mere her.

17. juni: Aalborg Halvmarathon

Motionsløb er for alvor blevet populært, og den mere humane halvmarathon-distance er blevet en favorit blandt mange løbere.

I Aalborg har vi en af landets fedeste ruter, hvor løberne blandt andet kan løbe igennem Limfjorstunnellen, som normalt kun er for lidt hurtigere fartøjer. Det hele foregår 17. juni og du kan allerede tilmelde dig nu lige her.

Foto: dgi.dk

4.-7. juli: Nibe Festival

Sommermånederne er lig med store festivaler; Arhus har Northside, Odense har Tinderbox og København har Roskilde. Her i Aalborg har vi Nibe Festival, som kun ligger 20 kilometer fra byen.

Den lille hyggelige festival i Skalskoven har vokset sig til at blive en af landets mest markante, og har man ikke tilbragt et par dage i de skønne omgivelser, skylder man sig selv at tage et smut forbi.

I år foregår det fra 4.-7. juli, og der er allerede offentliggjort nogle vilde navne. Publikum kan se frem til alt lige fra AQUA, Thomas Helmig, Mew og ikke mindst de irske hitmagere fra The Script. Du kan finde billetter til festivalen lige her.

22. juli. Grøn

Grøn Koncert kommer selvfølgelig også forbi Aalborg i 2018. Det bliver den 22. juli, at publikum kan skråle med på sange fra de største danske artister. Indtil videre er der kun offentliggjort ét navn, men det er til gengæld også et af Danmarks allerstørste: Lukas Graham bliver nemlig årets hovednavn.

Du kan købe billetter lige her.

1. august: Post Danmark Rundt starter i Aalborg

I december blev det offentliggjort, at Danmarks største cykelløb starter i Aalborg.

Løbet starter den 1 august på Gammeltorv i Aalborg, hvorefter rytterne skal på en større rundtstrækning rundt i Nordjylland, før de igen ender i hele Nordjyllands hovedstad. Ruten i Aalborg-by byder blandt andet på hele tre opkørsler på den frygtede Skovbakkevej, som nok skal give rytterne lidt syre i benene.

Opløbet bliver på Skydebanevej, hvor publikum får rig mulighed for at følge den spændende afgørelse.

Du kan læse mere om løbet her.

15.-26 august: Aalborg Festivals

Fra 15.-26. august kan vi igen se frem til byens helt egen festival, som bare vokser sig større år for år. Der sker noget i samtlige dele af byen, og der er noget for enhver smag – Aalborg blive fyldt  med koncerter, kunst, teater og shows for alle aldre.

Sidste års festival bød blandt andet på musikfestivalerne Metropol og den Blå Festival, spilfestivalen Game Scope og den nye Kunstfestival. Hver aften imponerede det verdensberømte engelsk-australske La Soirée med nycirkus, cabaret, burlesque og komik i spejlteltet på Teglgårds Plads.

Du kan læse vores interview med den nye leder for festivalen lige her, som lover at festivalen i 2018 bliver endnu vildere.

Foto: Rafael Zajac

18. august: Vi Elsker 90’erne

I 2018 kan publikum igen se frem til at nostalgitrip af dimensioner, når Vi Elsker 90’erne igen kommer forbi Mølleparken i Aalborg lørdag d. 18 august. Det fulde program er endnu ikke på plads, men man kan blandt andet se frem til Cartoons, DJ Alligator, Blå Øjne, SOAP vs. Juice, Cut’N’Move, Infernal, Diskofil og mange, mange flere.

Du finder billetter lige her.

30.-25. august: Skovrock i Skovdalen

Skovrock i Skovdalen skriger bare af sommer i Aalborg, og i 2018 kan vi igen se frem til nogle fantastiske oplevelser på en af landets hyggeligste scener.

Det hele starter 30. juni med L.O.C og 25. august lukker og slukker CV Jørgensen + Sort Sol. Derudover kan man se frem til Lars Lilholt Band, Michael Falck + Lis Sørensen, Kim Larsen og Dizzy Mizz Lizzy + Carl Emil Petersen.

Du finder billetter lige her.

Efteråret 2018: Magasin vender tilbage til byen

Helt tilbage i 2016 kunne vi afsløre, at Magasin endelig vender tilbage til Aalborg.

Håndværkerne er allerede i fuld gang i Friis Shoppingcenter, hvor Magasin får en af byens bedste beliggenheder. Stormagasinet bliver ikke en gentagelse af det “gamle” Magasin, men derimod et varehus med internationalt format, hvor der er stort fokus på mode og design

Store kulturelle oplevelser i byen

Det er næsten en umulig opgave at nævne alle de mange kulturelle begivenheder i 2018, men vi vil opfordre alle at tage et kig på både Skråen, Musikkens Hus, Aalborg Kongres & Kulturcenters programmer for 2018. Der er virkelig noget for enhver smag; om så du er til opera af internationalt niveau eller comedy i absolut verdensklasse.

Musikkens Hus Aalborg
Foto: Musikkens Hus

Kæmpe fund: Tonstung gravsten dukket op midt i Aalborg

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen
Gravstenen er rigt dekoreret med blandt andet Peder Pedersens bogmærke samt de fire evangelister. Til
højre ses evangelisten Johannes. 
Foto Nordjyllands Historiske Museum
Gravstenen er rigt dekoreret med blandt andet Peder Pedersens bogmærke samt de fire evangelister. Til højre ses evangelisten Johannes. Foto Nordjyllands Historiske Museum

I øjeblikket arbejdes der ihærdigt med at lægge ny belægning i Algade ved Budolfi Kirke i Aalborg, og i den forbindelse har arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum kigget med fra sidelinjen.

Der er tidligere dukket adskillelige skeletter og spor af begravelser op, men der kommer også andre interessante ting frem af mulden.

For tæt ved kirken har man nu fundet en mere end to meter lang gravsten.

Helt nøjagtig måler den fundne gravsten 2,15 x 1,40 meter, og den er lavet af enten kalksten eller sandsten, som formentlig er importeret fra udlandet.

Stenen har oprindeligt ligget i kirkegulvet inde i Budolfi Kirke, men er senere lagt udenfor, formentlig i forbindelse med en renovering af kirkegulvet i 1899. Der er derfor ikke fundet jordiske rester af stenens ejermand.

Arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum har fundet en kæmpe gravsten ved Budolfi Kirke. Den har
oprindelig ligget i gulvet inde i Budolfi Kirke, og den blev lagt til minde om kongelig toldinspektør Peder
Pedersen og hustru.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Gravstenen bærer præg af at have ligget i kirkegulvet i mange år, og flere steder er teksten slidt helt væk af kirkegængernes fødder. Men man kan stadig læse, at den oprindelig blev lagt over en Peder Pedersen, og at han døde den 8. november 1672.

Med navn og dødsdato kan vi finde ham i andre skriftlige kilder.

I Budolfi Kirkes kirkebog kan man for eksempel se, at han ved sin død boede i Maren Turis Gade, og i begravelsesprotokollen står, at gravstedet og stenen blev købt af hans enke den 11. november 1672.

Kongelig toldinspektør

Men gravstenen afslører også noget andet meget interessant.

Der står nemlig at læse, at Peder Pedersen var ”lige May: Told insp.” – han var altså toldinspektør i Aalborg.

Fra andre skriftlige kilder ved vi, at en Peder Pedersen blev udnævnt til toldinspektør i januar 1661. Han har dermed været den første generation af embedsmænd under enevælden, som blev indført af Frederik 3. i 1660.

Og der er tale om en embedsmand, som har passet sit arbejde godt, forklarer historiker Jakob Ørnbjerg.

”Vi kan nemlig se, at han har ført forskellige retssager mod folk, som har foretaget ulovlig handel ved Limfjorden uden at betale den told, som kongen har haft krav på,” siger Jakob Ørnbjerg.

Selvom der altså ikke er tale om en hr. Hvem-som-helst, og at en gravsten af den her størrelse og placering viser, at han har tilhørt det bedre borgerskab i samfundet, så har han dog ifølge Jakob Ørnbjerg ikke været særlig velstående.

”For vi kan se i skiftet efter ham, at forskellige kreditorer har gjort udlæg i arven. Så han har haft gæld rundt omkring, som arvingerne har været nødt til at betale ud.”

Stenen afslører sjov detalje

Læser man videre i teksten på gravstenen, så nævnes Peder Pedersens hustru Johanne Sørensdatter Weibye også.

Johanne dør først i 1706, og det afslører en sjov detalje. Her kan man nemlig se, at teksten på gravstenen har været præfabrikeret.

Man har skrevet hele teksten allerede ved Peder Pedersens død i 1672, og har så gjort plads til, at man senere kunne tilføje Johannes dødsdag og år.

Arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum har fundet en kæmpe gravsten ved Budolfi Kirke. Den har
oprindelig ligget i gulvet inde i Budolfi Kirke, og den blev lagt til minde om kongelig toldinspektør Peder
Pedersen og hustru.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

I dette tilfælde har man på forhånd hugget ”16   ”, fordi man regnede med, at hun ville dø i 1600-tallet, men har så sidenhen måtte rette 6-tallet til et 7-tal, da hun altså først døde i 1706.

Selvom hustruens navn og dødsdato også står på stenen, så kan man dog ikke være helt sikker på, at hun også har været begravet i kirken ved Peder Pedersens side.

Man ved nemlig fra skriftlige kilder, at hun senere giftede sig igen med en Gert Kellermand, som også boede i Maren Turis Gade.

Den tonstunge gravsten var desværre slået i flere stykker, men den er nu pillet op af jorden og sendt til konservering.

Senere afgøres det, om den skal udstilles på Aalborg Historiske Museum.

Triumf i Paris: Du får verdens bedste morgenmad en halv times kørsel fra Aalborg

Skrevet af: Redaktionen
Foto: Restaurant Uafhængig
Foto: Restaurant Uafhængig

Det kan godt være, at vi har mange gode steder med lækker morgenmad og brunch lige her i Aalborg.

Men nu har Restaurant Uafhængig på Hotel Amerika i Hobro fået dommernes ord på, at de laver verdens bedste gourmet morgenmad.

Marc Kaalund og Rasmus CK dystede i denne uge i Paris mod flere af verdens bedste hoteller i Paris i Gourmet Breakfast Trophy konkurrencen.

Og det er lidt vildt, at en hotelrestaurant fra Hobro løb med den store triumf, som helt sikkert kommer til at skabe en del opmærksomhed internationalt.

Vi har tidligere skrevet en stor reportage om Hotel Amerika; den kan du læse her.

Bedste internationale gourmet morgenmad

Team Restaurant Uafhængig vandt prisen for “Bedste Internationale Gourmet Morgenmad” ved Gourmet Breakfast Trophy, der altså blev afholdt i Frankrig som led i Fransk National morgenmads-dag.

Turneringen blev første gang afholdt af Tables & Auberges de France and Hotels Charme & Caractere in 2017.

Her vandt luksushotellet Hotel du Collectionneur i Paris den prestigefyldte pris.

Hotel Amerika er naturligt nok stolte over deres prisvindere.

Direktør, Peter Lyngby Hansen siger;

“Vi er helt vildt stolte af Rasmus og Marc, det er flot at hente sådan en pris hjem efter at konkurrere med så mange finalister på deres hjemmebane.

Prisen falder godt i tråd med vores ambitionsniveau som er at placere os i toppen når det kommer til vores mad helt generelt i Restaurant Uafhængig.”

Souschef Rasmus Klausen og Kok Marc Kaalund der til daglig er at finde i køkkenet i Hotel Amerika´s, restaurant Uafhængig deltog i konkurrencen.

Rasmus CK fortæller:

“Efter vi i  2018 fik prisen for “bedste morgenmad” hos Small Danish Hotels blev vi inviteret til at deltage i den franske konkurrence, men at vi også skulle vinde den havde jeg nu ikke lige regnet med.

I konkurrencen fokuserede vi på det vi er stolte af at tilberede i Danmark såsom, øllebrød, dansk pålæg, dansk ost, saft lavet på ingredienser der kommer fra vores lokale områder dessertkager, æbleskive og kanelsnegle! Dansk smør og rugbrød, og det kunne dommerne altså også lide, siger Rasmus med et stort smil.”

Det er da heller ikke helt uvant for hotellet at hive priser hjem, I maj blev hotellets restaurant nummer 2 i konkurrencen “Bedst i Nordjylland.

Her var det ikke morgenmaden der var i fokus men  derimod middags serveringer.

De to prisvindende morgenmadskokke Foto: Restaurant Uafhængig

Det er generelt i Frankrig, at de store kokke-konkurrencer bliver afholdt. Således vandt Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel titlen som Verdens Bedste Kok ved Bocuse d’Or-konkurrencen i januar.

Aalborg får sin egen Comedy Festival: Her er programmet

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

For første gang er Skråen, Nibe Festival, Aalborg Events og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) gået sammen om en Comedy Festival, der blandt andet byder på et internationalt topnavn i engelske Michael McIntyre.

Og nu kan kulturinstitutioner præsentere det fulde program for Aalborg Comedy Festival.

Verdensstjernen får nemlig selskab af danske navne som Rune Klan, Torben Chris, Geo, Niels Roos, Per Worm, De Håndplukkede og Nul Stjerner.

Et meget alsidigt program

Spillestederne spænder fra AKKC’s store scene i Aalborghallen til spændende steder som Spejlteltet, John Bull, Salling Rooftop og Støberiet i Nibe.

Er man til comedy, hvad nordjyderne konstant beviser, de er, så er der både til store og små penge ja faktisk er nogle arrangementer med fri entré.

De fire aktører er alle stærke kulturbærende organisationer, der nu har fundet sammen i et helt nyt samarbejde, hvor alle håber, at årets første comedy festival kommer til at danne grobund for mange i fremtiden.

“Vi har i fællesskab fået strikket et spændende og meget alsidigt program for år et sammen, som vi glæder os meget til at præsentere for Nordjylland – ja for alle i Danmark med lyst til at opleve comedy.

Det har været dejligt, at vi sammen har fået skabt Aalborg Comedy Festival, så nu kan folk med hang til tøhø og den store latter bare komme an fra 27. august til 2. september,” siger de fire eventmagere Søren Thorst, Jørgen Nissen, Peter Møller Madsen og Nicolaj Holm i en fælles udtalelse.

Det kan vi se frem til

Niels ”Niarn” Roos bliver første navn på plakaten 27. august i Spejlteltet med underholdningsshowet: Manden de kaldte Niarn.

Samme aften har AKKC et underholdningsforedrag, hvor globetrotterne Jan & Morten i en ny tv-serie på DR2 tager os med på en rejse langt udenfor comfortzonen, og deraf Nul Stjerner, som programmet hedder.

Efterfølgende tager de rundt i landet og lader i et foredrag, publikum komme med bagom serien, der sendes inden comedyfestivalen.

Dagen efter går Danmarksmesteren i Comedy Slam fra 2012, nordjyden, musikeren og komponisten Per Worm på scenen i Spejlteltet med en hyggelig lun og eftertænksom grineaften i musikforestillingen Rost til Skyerne.

Torben Chris er en af dansk komiks halvtunge drenge, og han kan torsdag den 29. august opleves helt gratis i Salling Rooftops spektakulære rammer – tæt på toppen af Aalborg. Den speedsnakkende komiker byder på kaskader af ord, energi, charme og over-stregen humor – right in your face.

Rune Klan & The Powls er fredag den 30. august klar i Støberiet. Nibe Festivals nye ”kulturrum” på Industrivej danner ramme om et helt unikt arrangement. Først 45 minutters intenst comedy show med Rune Klan, og dernæst ”comedykoncert” med kultbandet The Powls, som er blevet en kæmpe institution på Nibe Festival.

 De Håndplukkede i Spejlteltet lørdag den 31. august bliver et møde med fem af Danmarks ubetinget dygtigste komikere, Mikkel Klint Thorius, Jonas Mogensen, Morten Wichmann, Natasha Brock og Kasper Gross.

Komikerne er på Danmarks turné som en del af standup konceptet ZULU Comedy Festival, som nu altså bliver en del af Aalborg Comedy Festival. De indtager scenerne med knivskarpt materiale og 100% grinegaranti. Komikerne bidrager hver især til en helstøbt oplevelse, der involverer forskellige hjørner af stand-up genren samt rammende og ikke mindst humoristiske betragtninger.

Værtshuset John Bull, Geo og En På guitar har slået pjaltene sammen. Én på guitar er Simon Troelsgaard, der var guitarist i Dúné.

Nu danner han sammen med Geo en comedy-musik konstellation for fuld udblæsning, hvor Geo og Simon tager tykt pis på både stand-up comedy og musikbranchen. Der er råd til øl, for entréen er den bedste nordjyske pris. Gratis.

Verdensstjernen lukker og slukker festivalen

Aalborg Comedy Festival runder af med verdensnavnet Michael McIntyre i Aalborghallen mandag den 2. september.

Michael McIntyre er ikke kun den største komiker i Storbritannien – han er en af de største i verden med store verdensturnéer det seneste årti. På hjemmebane slog han i 2012 en imponerende rekord ved at få de prestigefyldte nøgler til The O2, for hans imponerende 28 shows i den legendariske arena – flere end navne som Take That, One Direction og Prince og tangerede dermed også superstjernen Rihannas rekord fra 2011.

Publikum elsker ham – unge såvel som ældre. Om nogen forstår Michael McIntyre med charme og lune at gøre banale hverdagssituationer hysterisk morsomme.

Den 43-årige Michael McIntyre har gjort lynkarriere og er både en kendt tv-vært, skuespiller og komiker. Specielt som komiker er Michael McIntyre blevet verdenskendt både med egne tv-shows hovedsageligt på BBC, og dertil kommer et meget omfattende internationalt turnéprogram.

En samlet oversigt over alle arrangementer kan ses lige her.

Programmet:

27/8:

Spejlteltet (Skråen) kl. 20.00: Niels Ross.

Europahallen (AKKC) kl 20.00: Nul Stjerner

28/8:

Spejlteltet (Skråen) kl. 20.00: Per Worn

29/8:

Salling Rooftop (Nibe Festival) kl. 16.30: Torben Chris

30/8:

Støberiet (Nibe Festival) kl. 20.00: Rune Klan & The Powls

31/8:

Spejlteltet (Skråen) kl. 20.00: De Håndplukkede

John Bull (Nibe Festival) kl. 20.00: Geo og En På Guitar

2/9:

Aalborghallen (AKKC): Michael McIntyre kl. 20.00