Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ulsted har knækket koden: Byens borgere skaber selv vækst af tilflyttere

Af Simone Vestergaard

Mange små provinsbyer dør stille ud i takt med, at flere vælger at flytte til storbyen.

Skoler lukker, butikker drejer nøglen om, og foreninger mangler medlemmer.

Men dette gør sig ikke gældende i og omkring Aalborg Kommune. Her har mange byer taget tyren ved hornene, og sammen gjort en indsats for at redde deres lille by.

Én af byerne som har succes med at lokke nye tilflyttere til byen er Ulsted.

En primær årsag til at Ulsted formår at tiltrække interesse udefra, er en stor passion og engagement fra indbyggerne for at skabe en masse liv i byen med aktiviteter.

Blandt andet er fire ildsjæle fra Ulsteds samråd, boldklub og forældrebestyrelse gået sammen om at skabe et attraktivt indbyggermiljø, hvor der udvalgte lørdag tilbydes aktiviteter i hallen for både børn og voksne.

De har på kort tid skabt et socialt samvær på tværs af interesser, og implementeret arrangementer der tidligere har været i byen.

At finde et sammenhold i helt basale ting var noget, man var gode til for 10-15 år siden, men foreningslivet er ikke så populært, som det engang har været.

Ulsted ser derimod ud til at have knækket koden. Her er kravet, at der SKAL være attraktive tilbud til alle indbyggere, som ikke nødvendigvis kræver medlemskab af en forening, men mere dét at være sammen om noget på tværs af alder.

På den baggrund er, er lørdags konceptet sport, leg og hygge blevet en succes.

Ulsted har knækket koden: Byens borgere skaber selv vækst af tilflyttere

De frivillige hænder betyder meget

Ulsted, i kort køreafstand fra StorAalborg, er i den grad i positiv udvikling. TV2 Nord har allerede sat fokus på byen med Mogens “Kom Forbi” Jørgensens hyggelige portræt-serie af byens fodboldhold, der vægter sammenhold over resultater.

Det har skabt stor opmærksomhed omkring byen, men det er faktisk de tiltag, som byens indbyggere laver, der har den største effekt.

Udviklingen sker nemlig kun på baggrund af lokale ildsjæle, frivillige og en god portion opbakning fra byens indbyggere, der ser et potentiale i byens vækst.

Derfor betyder hver en lille hjælp utrolig meget. For de fire ildsjæle, Sanne Pedersen, Jesper Batsberg, Tina Rebsdorf Simonsen og Søren Brix Kjelgaard ønsker ikke at opfordre folk til at påtage sig et overflod af pligter. Det kører man bare sur i.

Men derimod ønsker de, at man tager del i byens mange projekter og på den måde give sit bidrag når tiden er til det.

“Det er klart, at vores mange ideer til byens udvikling ikke kan videreføres uden frivillige kræfter, og vi er rigtig glade for opbakningen og det ansvar byen tager.” forklarer Jesper.

Både Jesper, Søren, Tina og Sanne har en vision om, at Ulsted i fremtiden skal være et primært valg som bosætnings by uden for Aalborg.

“Vi har en rigtig god position. Bor man i Ulsted er man tæt på en masse gode værdier rundt omkring, skøn natur og egen skole. Og samtidig er der kun 25 minutter ind til storbyen.” fortæller Sanne.

“Ja, og det er faktisk en ret ung by i modsætning til mange af vores nabobyer. Vores primære aldersgruppe ligger fra 30-50 år. Så vi håber, at Ulsted i fremtiden bliver endnu mere selvstændig end vi er nu.” supplerer Søren.

Vil give halpomfrit-ånden videre

Søren er formand for Ulsted Samråd, og han ser et stort potentiale i Ulsted og er positiv over for den store opbakning, der allerede har været:

“Ulsted er en virkelig skøn by, for her er der sammenhold og imødekommenhed. Jeg har selv boet her i mange år, og hvis man ønsker at involvere sig i noget, bliver man taget godt imod.

Vi er 1066 indbyggere, og de seneste år er vi blevet en meget attraktiv tilflytnings by for især børnefamilier.”

Søren har, sammen med Sanne, som er bestyrelsesmedlem i forældrebestyrelsen børnehaven, og Jesper, der er kasserer i Ulsted Boldklub, skabt et godt weekend koncept som fanger både børn og voksne.

Ulsted har knækket koden: Byens borgere skaber selv vækst af tilflyttere

“På udvalgte lørdage inviterer vi inden for i hallen, der normaltvis ikke har åbent der.

Her stiller vi forskellige redskaber frem, som allerede ligger i hallen, og så kan børnene lege med det de har lyst til.

Vi har de første par lørdage præsenteret de forskellige sportsgrene, som vores forskellige foreninger tilbyder for at give børnene en slags appetizer til, hvilke tilbud der er i hallen i hverdagene.

For os handler det om at favne bredt.

Mange haller dør stille ud, og vi vil gerne holde liv i vores, for det er ekstremt vigtigt for os, at give halpomfrit-ånden videre til vores børn.

De skal have de samme tilbud, som vi havde dengang vi var unge – og det gælder også de lyse pomfritter med ketchup.” fortæller Jesper.

Skabe et fællesskab for alle

Sport, leg og hygge-konceptet har kørt otte lørdage i vinterhalvåret 2018 – og for børn over 3 år koster det kun 50 kr. at deltage i hele sæsonen. Børn under 3 år er gratis.

Åbningstiderne er 9.30-12.30, og man møder bare op, som det passer.

“Det bedste ved det her koncept er, at vi møder op uden at have en plan. Vi sætter rammerne for børnene, og så kan de udfolde sig som de har lyst til.

Og som en rigtig hal-tradition kan man selvfølgelig købe pomfritter og sodavand, og hygge sig med et spil i cafeteriet.

Det eneste krav vi har sat er, at forældrene også skal være tilstede, når deres børn er.

Vi vil gerne, at man kommer og hygger sig – også forældrene iblandt.

“Vi prøver virkelig at skabe plads til alle, der har lyst til at involvere sig i vores by-fællesskab, og allerede nu har vi fået positive tilbagemeldinger fra forældre, der faktisk har fundet nye venner, og det er jo super dejligt.” fortæller Sanne.

Ulsted har knækket koden: Byens borgere skaber selv vækst af tilflyttere
På billedet ses de fire ildsjæle.

Byens mange muligheder skal udnyttes

Bagtanken med konceptet er, at man på sigt skal blive en rig forening, og skabe en langsigtet investering, hvor der kan ske flere aktiviteter rundt omkring i byen.

“Fordi det har været en stor succes, har vi besluttet, at lørdags-konceptet fortsætter i hallen i 2019. Vi har allerede over 30 betalende børn nu, plus forældre og børn under 3 år.

Vores plan er, at vi skal have skubbet gang i de lidt ældre børn også.

Derudover har vi planer om, til sommer, at lave en årlig petanque turnering. Der har vi alle mulighederne for at lave noget fedt, men der skal vi have flere frivillige hænder på.

Pladsen ved Ulstedparken er i princippet åbent for alle, men målgruppen har primært været de ældre. Vi vil rigtig gerne give mulighed for at bruge byen så meget som muligt.” forklarer Søren.

På nuværende tidspunkt er der omkring 20 forskellige foreninger i byen, en klatreklub og en ride klub samt Møllen og forsamlingshuset hvor der også tidligere har været arrangementer.

Borgerforeningen laver i år en MGP fest i forsamlingshuset, hvor både børn og voksne er inviteret. Ideen er, at det skal være en pendant til de gamle skolefester med mad, musik og hygge.

“Det er superfedt at vi kan lave forskellige arrangementer på tværs af samrådet, foreninger og frivillige, fordi vi har en fælles interesse i, at skabe liv i byen uden at der kommer store økonomier.

Tidligere har der været en del konkurrence blandt foreningerne mht. medlemmer og sponsorer, Sparekassen Vendsyssels fond i byen har været med til at udligne det.” afslutter Jesper.

Du kan læse mere om Ulsted her. 

Del artikel

Andre læser også