Succes-historien Ulsted: Nyt image tiltrækker flere til byen
Annonce
I 2016 lærte danskerne en flok gæve fodboldgutter fra Ulsteds Serie 6-hold at kende.
Mogens “Kom Forbi” Jørgensen lavede et helt program om holdet på TV 2. De blev kaldt Nordjyllands dårligste fodboldhold på godt og ondt.
Hvad man ikke så i de populære tv-programmer, var den transformation som Ulsted by var i fuld gang.
Lad os lige skrue tiden tilbage til 2013.
Da Søren Brix Kjelgaard første gang kørte i byen Ulsted, var han nærmest nødt til at køre slalom mellem Til Salg-skiltene.
Han siger det med en vis portion ironi, men der er også alvor bag ordene. For på det tidspunkt kæmpede Ulsted med en høj fraflytningsprocent, og der kom ikke særligt mange den anden vej.
Syv minutter fra stranden og tæt på Aalborg
Byen ligger knap 25 minutters kørsel fra storbyen Aalborg og syv minutters kørsel fra stranden. Kombineret med billige huspriser så har Ulsted som sådan hele tiden haft potentialet. Man havde bare ikke formået at udnytte det.
Så da Søren Brix Kjelgaard landede et job som afdelingsdirektør i Sparekassen Vendsyssel og flyttede til Ulsted, tog han straks arbejdshandskerne på. Han ville være med til at skubbe Ulsted tilbage på sporet.
“Det var helt banale ting, som hvis man søgte på Ulsted på Google, så dukkede der negative historier op som noget af det første. Jeg så nok byen med lidt andre øjne end de lokale, og jeg kunne se, at der var masser af potentiale.
Men der var nok også en vis form for metaltræthed, hvor man ikke helt havde knækket koden til at stoppe så mange fra at fraflytte byen,” siger Søren Brix Kjelgaard.
Sikrede støttebeløb for at skabe nyt image
Den nye indbygger i Ulsted fik gang i en arbejdsgruppe, og de sikrede blandt andet et flot støttebeløb fra Sparekassen Vendsyssels fond i Ulsted. Fondens rolle er at støtte op omkring kultur- og fritidsliv i Ulsted, og der blev tildelt et millionbeløb til at gøre Ulsted mere attraktiv.
“Rent geografisk fokuserede vi på et område fra Sæby i nord med E45 helt ned til Skørping, ud til Øster Hurup langs kysten og selvfølgelig også Aalborg med. Her så vi potentialet i at rykke nogle nye mennesker til Ulsted.
Hvis man eksempelvis kigger på Aalborg, så er det her, det sker, når man er ung. Men når man får familie, så søger man typisk ud i mindre byer og lokalsamfund. Her vil Ulsted gerne være et godt alternativ på grund af vores gode beliggenhed tæt på det hele,” fortæller Søren Brix Kjelgaard.
Hyrede Aalborg-virksomhed til branding
Man hyrede Aalborg-virksomheden CompanYoung til at assistere arbejdet med at re-brande Ulsted. CompanYoung har specialiseret sig i at tiltrække og rekruttere unge mennesker med innovative kampagner eksempelvis.
En brugerundersøgelse understregede, at Ulsted godt kunne bruge et løft på kendskabsgraden i Nordjylland, men at man ikke lå værre end mange af de andre byer i samme størrelse.
Derfra gik man i gang med et større træk på brandingarbejdet med et slogan på Ulsted.
“Noget at byde på” lød det, og man bakkede det op med en flot film og skabte sociale medier til byen for at føre markedsføringen ind i en moderne digital tankegang.
“For os var det hele tiden vigtigt, at indbyggerne i Ulsted blev vores største ambassadører. Folk har mange venner og bekendte, men Facebook har altså endnu flere.
Vi skulle have indbyggerne med på Facebook-siden, hvor de kunne dele deres positive historier om byen. På den måde kunne de være med til at sprede budskabet om dagpleje, skole, idrætsklub, 25 minutters kørsel til Aalborg og syv minutter til stranden.
Hvis Dorthe på hjørnet kunne hjælpe med at få det her ud via Facebook, så var der klart større chance for at tiltrække tilflyttere,” forklarer Søren Brix Kjelgaard.
Ulsted har bakket op
Byen har i den grad også bakket op omkring projektet, og været stolte af Ulsted.
“Vi ville jo have mange billeder og film ind på vores hjemmeside, og der skulle bruges en forfærdelig masse underskrifter fra forældre på, at vi måtte bruge deres børn. Men alle støttede op og fik gjort det.
Et andet godt eksempel er, at vi en aften åbnede en Facebook-gruppe for at få fokus på alle de positive historier fra Ulsted. Vi sad 14 mand i det lokale, og da vi gik hjem var der knap 300 følgere. Det vidner meget klart om, at folk vil det bedste for byen,” fortæller han.
Kan tydeligt se resultater
De fleste læsere har sandsynligvis lugtet lunten på, hvad status er i dag efter intenst arbejde med at gøre Ulsted mere attraktiv for især yngre børnefamilier.
“Vi kan tydeligt se resultaterne. I den indledende fase af projektet toppede det med 42 huse til salg i byen, og hvis man tager status i dag, så er der et fald på 40 procent på Til Salg-skilte i Ulsted.
Vi kan desuden se, at der kommer flere tilflyttere end tidligere, og vores ejendomsmæglere i byen er virkelig også gode til at bruge alt det, vi har skabt, som godt salgsmateriale,” fortæller Søren Brix Kjelgaard.
Mogens Jørgensen har sat Ulsted på landkortet
Og hvad så med det fodboldhold, som TV 2-værten Mogens Jørgensen har gjort så folkeligt i hele Danmark?
“Mogens og vores kære Serie 6 hold har virkelig sat Ulsted på landkortet. Det er bare en bølge, vi har redet videre på. Vi har ikke selv aktivt brugt det i vores markedsføring, men vi kan blandt andet se, at det har givet mange kliks til vores hjemmeside.
Det er fedt med opmærksomheden, og jeg synes, at programmerne meget godt opsummerer det fantastiske sammenhold, vi har her i Ulsted,” slutter Søren Brix Kjelgaard.
Hvis man vil læse mere om Ulsted, og hvorfor det er et godt alternativ til storbyen så læs med her