Anmeldelse af Tine: Sådan var Danmarks første digitale teaterpremiere

Nye tider kalder på nye tiltag.

Sådan har det sidste år været for mange på tværs af alle brancher, målgrupper og formål.

Et af de steder, der har været hårdest ramt af diverse restriktioner, er byens kulturinstitutioner. Det er svært at lave levende forestillinger, koncerter eller foredrag som take away – eller er det?

Lørdag aften tog Aalborg Teater opgaven på sine skuldre og blev de første i Danmark til at livestreame en teaterforestilling på nettet. Hovedpersonen var Herman Bangs store klassiker Tine.

Initiativet fik optil online-premieren massiv mediedækning, og i løbet af de første minutter klikkede der også mere end 13.000 publikummer ind – en voldsom mangedobling set i forhold til de knap 500, der normalt er plads til ved Aalborg Teaters Store Scene.

Men hvad sker der så, når man overfører en levende og autentisk fortælling til en digital skærm, hvor vi jo også normalt har millionervis af film og serier til rådighed? Fungerede det overhovedet?

En ny begyndelse

En tur i teatret starter for mange med et glas vin i foyeren. Denne gang måtte vi tage til takke med at drikke det hjemme i sofaen – og det kan vel også noget?

Noget andet, som var anderledes end den sædvanlige tur i teateret, var en ny såkaldt optakt.

I stedet for det hvide blad, der fortæller om aftenens forestilling, som vi normalt får stukket i hånden, når vi ankommer til teateret, fik vi en halv time før start mulighed for at tilegne os lidt baggrundsviden om Tine ved at se en samtale med forestillingens instruktør samt Lydmor, der står for musikken.

Det var godt set, for det sikrede – nok især for dem af os, der ikke kender eller har læst Tine selv – at vi kom godt fra start. Vi følte os nu endnu mere klar til at kaste os ind i fortællingen, der foregik i en lille landsby på Als under krigen i 1864.

En gennemført oplevelse

Men et er den manglende vin i foyeren og den stemnings- og forventningsfulde summen blandt publikum, som normalt ledsager os på vejen ind i teatersalen. Noget andet er selve forestilling – fungerede det på skærmen?

Lad os starte med det positive: Selve den tekniske del var særdeles velfungerende. Hos os var der god lyd, velovervejede kameravinkler, og selvom vi var langt fra salen, så var lyden lidt, som man kender den derfra.

Distanceret og lidt rungende, som det skal være i en teatersal – men stadig klart og tydeligt.

Derudover vil vi da lige fremhæve det positive ved oplevelsen, som man aldrig kan være helt sikker på i salen: Vi havde altid den bedste plads. Man blev aldrig snydt for vinkler, der var ikke et hovede i vejen, og man behøvede ikke at vende og dreje sig for at få det hele med.

Det var altså ret tydeligt, at Aalborg Teater havde gjort sit allerbedste for at gøre oplevelsen så gennemført som mulig. Dog kunne vi ikke undgå at savne nærværet fra skuespillere, en albue fra sidemanden eller hele den autencitet, der gør teatret så unik.

Simpel scenografi

Og nu til det kunstneriske: Teateret er og bliver sin helt egen unikke kunstscene. Det skal ikke sammenlignes med at se en film, for det er nogle helt andre elementer og effekter, der spiller ind.

I Tine havde man valgt en enkel scenografi – faktisk så enkelt, at det næsten fremstod som et tomt lærred, som skuespillere gennem stykket skulle sætte sit præg på.

Dette skete eksempelvis meget bogstaveligt ved, at de alle var iklædt hvidt tøj, og som timerne gik, blev tøjet mere og mere indsmurt i blod og spor efter krigen.

Scenen var ligeså tom og hvid med en række sorte stole, og på den måde tog det ikke fokus fra selve fortællingen, selvom foretillingen tider virkede som en avanceret stoledans.

Det var ligeledes med til at fremhæve, at det var teater og ikke en film, man så.

I det hele taget var intruktør Rodar Hodnes version af Tine præget af nytænkning og original iscenesættelse, som vi kun kan tage hatten af for.

Den levende forestilling skal ses

Ligesom film skal ses i biografen, så mener vi også, at teater skal opleves fra salen. Selvom det var en udmærket oplevelse, så slog sofaen hjemme i stuen altså ikke den mørke teatersal.

At overføre levende teater til en digital skærm er en svær opgave, og det skinnede ind i mellem igennem undervejs, at forestillingen var skabt med et levende publikum i en teatersal for øje.

Men når det nu ikke kan være anderledes, så vender vi bestemt tommelfingeren op for det gode initiativ, og så vil vi i øvrigt anbefale, at man køber billet til den rigtige teaterforestilling, som spiller på den rigtige teaterscene 11. til 27. februar … hvis coronasituationen ellers tillader det.

For selvom det var en udfordring at overføre det levende teater til den digital fladskærm, så er der ikke mange fingre at sætte på selve det kunstneriske.