Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gratis premiere på Aalborg Teater: Dansk sangerinde står for musikken

Af Stine Kjølby Christensen

Lydmor har forlængst slået sit navn fast på både den danske og internationale musikscene, hvor hun overlegent jonglerer med elektromusik i egne numre som Dim, Money Towers og Shanghai Roar.

I årevis har den danske sanger, sangskriver og musikproducer levet et liv med det ene ben i Danmark – og det andet ben på vej mod nye musikalske eventyr.

Hong Kong, Shanghai og New York … Der er næsten ikke det verdenshjørne, hvor sangerinden ikke har været forbi med sin musik.

2020 var også et år, der på forhånd så ud til at blive travlt for den talentfulde kunstner. Men som med så meget andet, udviklede det sig ganske anderledes.

I stedet for det vilde liv på landevejen måtte Lydmor – med det borgerlige navn Jenny Rossander – tage til takke med sin lejlighed i Danmark.

Og hvad skulle der så ske? Det havde Aalborg Teater svaret på.

Et vellykket samarbejde

På programmet for 2021 var nemlig en teateropsætning af Herman Bangs kendte roman Tine – en historie fra 1800-tallet om en ung pige midt i krigstid.

En historie som Aalborg Teater drømte om, at Lydmor komponerede musikken til.

“Jeg kender både instruktøren Runar og lysdesigner Ulrik fra nogle tidligere projekter, vi har lavet sammen. Da vi hørte, at vores trekløver igen var en mulighed, var vi ikke svære at overtale,” fortæller Lydmor med et smil.

“Jeg havde egentlig ikke så meget tid at give af, men da jeg først havde læst bogen, så vidste jeg bare, at det var noget, jeg skulle være en del af.”

Denne beslutning skulle vise sig at blive en gave til både Lydmor og Aalborg Teater, der tilsammen er lykkes med at nyskabe den altfortærende kærlighedshistorie med et drys af nyt, smukt og stemningsfuldt lyddesign.

Tine i en mere “kunstnerisk version”

Selvom Tine og Lydmor på alle måder er fra hvert sit århundrede, har Lydmor fundet hendes egen vej ind i at komponere til romanen fra 1889.

“At lave musik til Tine krævede en stor bunke forarbejde. Min idé gik ud på, at der skulle være rigtig meget sang i forestillingen – og de gamle folkesange, der optræder i romanen fik derfor en kærlig overhaling med nye melodier.

I stedet for at det blev en museumsgenstand, så er vi nu lykkes med at få det twistet over i en mere kunstnerisk version,” forklarer hun.

I sit arbejde med Tine så Lydmor sig også nødsaget til at kaste sig over noget, som hun ellers ikke havde rørt i mere end et årti: Noder.

“Den eneste måde det gav mening at få liv i musikken på, var med noder. Og her gik det op for mig: noder giver jo egentlig ret god mening,” fortæller hun med et grin.

Herefter gik Lydmor all-in og tog et online kursus i Advanced Music Theory fra Berkeley, hvilket endte ud i et 27 siders gennemarbejdet kor-arrangement.

“Jeg var selvfølgelig rigtig nervøs, da jeg sendte det endeligt afsted. Men efterfølgende at se, hvordan noderne er blevet til en vigtig del af en forestilling med levende stemmer på scenen har simpelthen været så rørende.”

Online premiere lørdag aften

Mange måneder senere har musikken fået en bærende rolle i den forestilling, der får online premiere på lørdag.

Lydmor forklarer, hvordan arbejdet med musik har gjort stykket til et musikalsk værk, hvor syrede lydflader blander sig med storslået korsang, lullende vuggeviser og et lyrisk ekko af rallende soldater.

Man kan med andre ord vente sig lidt af hvert, når ensemblet fra Aalborg Teater begiver sig op på scenen og udlever de noder, som kunstneren ellers var så nervøs for at udlevere.

“Det kan godt være, at jeg var nervøs – til gengæld har jeg ikke set et snert af nervøsitet eller generthed hos skuespillerne.

De har bare kastet sig ud i det – uanset hvor mærkelige ting, jeg har bedt dem om – og har i høj grad formået at skabe noget kunst, hvor musikken og teatret møder hinanden i en fantastisk synenergi,” fortæller hun.

“Når jeg hører dem synge, og det bare lyder perfect, så er jeg sådan en stolt mor. Det gør mig så rørt.”

Imponeret af Aalborg

Selvom Jenny “Lydmor” Rossander er vant til at arbejde med dygtige, kompetente mennesker, så lægger hun heller ikke skjul på, at samarbejdet med netop Aalborg Teater har imponeret hende.

“De er crazy dygtige heroppe. Jeg er meget imponeret over det professionelle niveau, og deres arbejdsmorale er helt sindssyg.

De går rundt med sådan en jordnær vilje til at lave det ypperste kunst – og det går igen i hele bygningen,” forklarer hun, og slutter:

“Jeg mærker det enormt meget i Hans Henriksen (red. teaterdirektøren), som er et super kunstnerisk, udfordrende og modigt menneske.

Man kan mærke, at det er noget, der går igen i resten af ensemblet, og det har gjort forløbet med dem fuldstændig fantastisk.”

Tine får premiere på Aalborg Teater nu på lørdag kl. 19.00 i en streamet live version. Premieren er helt gratis og corona-sikker at deltage i, og du finder den digitale rute dertil lige her

Del artikel

Andre læser også