Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Skuffende melding: Ingen bud på forpagtning af Musikkens Spisehus

Af Michael Qureshi

Når 2018 udløber, så gør den nuværende tre-årige forpagtningsaftale af Musikkens Spisehus i Musikkens Hus det samme.

Derfor igangsatte bestyrelsen i Fonden Musikkens Hus i Nordjylland i foråret 2018 et nyt offentligt forpagtningsudbud.

Bestyrelsen kan dog nu konstatere, at ingen har budt ind på opgaven. Det er derfor en skuffet bestyrelsesformand, som kan konstatere, at ingen udefra har mod på at løfte opgaven.

“Restauranten er af stor betydning for Musikkens Hus, og det er skuffende, at ingen har ønsket at byde ind på forpagtningen af Musikkens Spisehus. Vi mener, at det må være en attraktiv restaurant at drive i et attraktivt hus.

Vi har tilmed 4-5 års positiv historik, og vi har lagt udbuddet så tæt op ad det eksisterende koncept som muligt, så en ny restauratør netop kunne løfte den positive drift videre. Samtidig følger udbuddet Horestas normtal, og med den rette ildsjæl bør det være en spændende opgave,” siger bestyrelsesformand Christen Obel i en pressemeddelelse.

Skuffende melding: Ingen bud på forpagtning af Musikkens Spisehus

En kompleks opgave at overtage

Christen Obel er dog ikke sen til at erkende, at ikke hvem som helst kan løfte opgaven, og at der er behov for stor fleksibilitet fra begge parter i den løbende afvejning af de kulturelle og kommercielle interesser, som indimellem er modsatrettede i et hus som Musikkens Hus:

“Vi er bevidste om, at en række forpagtningsaftaler af lignende karakter og størrelse i Aalborg ikke har været en succes, og at det er en kompleks opgave at drive restaurant i en kulturinstitution. Det har vi da heller ikke lagt skjul på i udbudsmaterialet, hvor vi har tilstræbt at tegne et så realistisk billede som muligt,” fortsætter han.

Alle har haft mulighed for at rekvirere udbudsmaterialet, men status er ifølge Christen Obel, at kun ni personer eller virksomheder har bedt om at få materialet tilsendt – heraf blot tre restauratører:

“Interessen har ikke været ret stor, og jeg synes, at det er overraskende, at kun tre restauratører har ønsket at rekvirere materialet,” pointerer han.

Brunch In Aalborg - Aalborg lifestyle blogger Veronicca Popova

Interesse fra Ruths Hotel

Peter Christian Bühlmann Jensen, der er direktør på Ruths Hotel i Skagen, er en af dem, der har kigget på udbudsmaterialet, og han bekræfter, at restauratøraftalen på en gang indeholder et stort potentiale, men samtidig også er kompleks:

“Jeg er ligesom Musikkens Hus meget overrasket over, at kun tre restauratører har vist interesse, og at ingen har valgt at byde ind. Det er jo et sted med et stort potentiale, men samtidig er det også et komplekst kontraktudkast, hvor man blandt andet er forpligtiget til at tilgodese husets mange aktiviteter, beboere og gæster.

Hvis omsætningen havde været dobbelt så høj, havde det været lettere at imødekomme kravet om fleksibilitet, der nødvendigvis er højt i et hus som dette,” forklarer han.

Overvejer muligheder

Hos Musikkens Hus vil man nu overveje situationen grundigt. I den eksisterende 3-årige forpagtningsperiode har man været nødsaget til at drive restauranten selv i samarbejde med ekstern konsulent Mikael Kopp Christensen.

Denne aftale udløber 31. december 2018, og nu vil bestyrelse og ledelse overveje sine muligheder:

“Der er ingen tvivl om, at vi gerne havde tiltrådt en forpagtningsaftale med en ny restauratør. Vi har som sådan aldrig haft et ønske om at drive restaurant, og det er jo ret beset ikke en del af bestyrelsens og ledelsens primære fokus. Nu igangsætter vi plan b, som sandsynligvis betyder, at vi fortsat selv driver restauranten ud fra det koncept, der har været godt for huset gennem alle årene,” siger Christen Obel afslutningsvis.

Fonden Musikkens Hus i Nordjylland er en selvstændig erhvervsdrivende fond oprettet på privatretligt grundlag.

Det betyder, at Musikkens Hus ikke lovmæssigt er forpligtet til at konkurrenceudsætte forpagtningen af husets restaurant. Dette har Musikkens Hus dog valgt at gøre tre gange i perioden fra 2013-2018.

Læste du vores anmeldelse af muligvis byens bedste brunch i Musikkens Spisehus – læs den her

Del artikel

Andre læser også