Udlever iværksætterdrøm: Simones design bæres af de kongelige

For Simone Muus begyndte iværksætterdrømmen, da hun en kold novemberdag talte om fremtiden med sin chef i det galleri, hun arbejdede i.
Hun viste ham sin skitsebog. Han kendte nogle leverandører, og derfra startede eventyret.
I efteråret 2016 grundlagde den 24-årige aalborgenser tøjmærket Claire Sofié med et ønske om at skabe et alternativ til modeindustriens masseproduktion.
Made in Denmark
“Tøjet bliver fremstillet i begrænset oplag fra 10-200 stk., og linjen ”Made in Denmark” er både designet og produceret i Danmark. Faktisk her i Nordjylland.
For mig handler det om, at jeg gerne vil vise, at det kan lade sig gøre at bruge dansk arbejdskraft og samtidig holde udgifterne på et niveau, der svarer til det, det ville koste at få tøjet syet i udlandet”.
Det lå ikke fjernt for Simone selv at starte noget op. Mange i hendes familie driver virksomhed, så iværksætteriet ligger måske lidt i generne.
For hende er Claire Sofié ikke et arbejde men en livsstil. Hun har kontor og lagerlokale på Gjøl, hvorfra hun driver virksomheden, når hun ikke rejser landet rundt for at deltage i møder og messer.
En fordel at blive i Aalborg
Når man er nystartet, er netværk og sparring en vigtig faktor, og hun har med hjælp fra Business Aalborg fået mulighed for at møde andre iværksættere og deltage i relevante kurser.
Alt sammen noget, som har gjort arbejdet med at skabe egen virksomhed til en god oplevelse.
“Jeg ser det faktisk som en fordel, at jeg har valgt at blive i Aalborg og bygge min virksomhed op her. I København er der mange små nyopstartede fashionbrands, og jeg kan skille sig ud fra mængden ved at komme fra Aalborg”.
Designer til de kongelige
Selvom det kun er et år siden, Simone startede Claire Sofié op, har hun allerede opnået meget.
Hun har via de sociale medier nået ud til et stort publikum, og senest blev Elainekjolen fra den nyeste kollektion båret af prinsesse Marie på Athenas første skoledag. En virkelig god eksponering af mærket, som også når ud over landets grænser.
I dag bliver Claire Sofiés styles solgt på egen webshop, men drømmen for fremtiden er at åbne en butik i Aalborg.
Fra 12/10-14/10 deltager Simone i Iværksætterdage i Shoppen. Da hun sælger sit tøj via sin webshop, betyder det meget for hende også at komme ud og møde sine kunder personligt. Her har hun også mulighed for at hilse på andre iværksættere.
Du kan læse mere om Claire Sofié og se kollektionen her.
MigogAalborg er mediepartner på iværksætterdage i Shoppen
Torsdag, fredag og lørdag kan du møde nogle af Nordjyllands mest spændende nystartede virksomheder. Derudover kan du møde flere etablerede iværksættere og få gode råd.
Fredag den 13. oktober kan du kl. 11.30 høre et iværksætter-panel bestående af
Jacob Risgaard, medstifter og partner i Coolshop
Thomas Bjuring, stifter af BK Rengøring og direktør i Aalborg Pirates
Frederik Löwe, stifter af We Feat
De interviewes af MigogAalborgs chefredaktør Michael Qureshi.
Lørdag den 14. oktober klokken 12.00 kan du møde et panel med
Lisa Dalsgaard, stifter af Goodiepack og kåret til Årets Kvindelige Iværksætter i Danmark 2016
Christoffer Baadsgaard, stifter af online-inkasso Debito
Rasmus Arendt Nielsen, partner i Brandheroes
Du kan læse mere om Iværksætterdage i Shoppen her.