Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Afslører åbningsdato: Secondhand- og genbrugsbutik åbner snart i centrum

Af Stine Kjølby Christensen

Kirkens Genbrug på Boulevarden 36 slår den 25. april atter dørene op til en ny og inspirerende secondhand-tøjbutik.

Butikken holder åbent mandag, tirsdag og torsdag kl. 13-17, og har masser af nye varer på hylderne, som taler til både et ældre og et yngre publikum.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Længe ventet genåbning

Rigtigt mange nysgerrige har her i årets første måneder kigget ind ad vinduerne i Kirkens Genbrug på Boulevarden, og der har været stor aktivitet på butikkens facebookside.

Spørgsmålet, der går igen og igen: “Hvornår åbner butikken?” vidner om, at butikken har været savnet, og at de nye varer, der nu hænger i vinduerne virkelig taler til aalborgenserne.

Det er genbrugskonsulent Annette Iversen fra Samvirkende Menighedsplejer, der har stået for den store, flotte forvandling af butikken: “Vi har bogstavelig talt givet butikken i Aalborg helt nye klæder.

Vi har på alle måder fået butikken ‘støvet af’ og skabt lys og luft omkring alle de lækre varer, vi har på bøjlerne, så butikken fremstår mere åben og indbydende”, lyder det fra Annette.

Rift om secondhand-tøj

Når butikken genåbner i slutningen af april, vil man nemlig primært finde butikkens varer udstillet på bøjler. Butikken sælger ikke længere porcelæn og nips-genstande, men satser i stedet på velholdt secondhand/vintagetøj og tilbehør.

“Vi ser lige nu en yngre generation, som har fået øjnene op for værdien af recycling, og den målgruppe vil vi gerne imødekomme i deres efterspørgsel på secondhandtøj til at fornye garderoden på bæredygtig vis”, fortæller Annette Iversen.

Særligt to varer har vakt interessen hos det unge publikum, nemlig et par brune Carhartt-smækbukser og en engelsk rødternet uldfrakke:

“Vores Facebook-side har været rødglødende den seneste tid af henvendelser omkring netop de her bukser og den her frakke, så noget tyder på, at vi har nogle varer på hylderne, som forhåbentlig ikke blot får de unge til tasterne, men også ind i butikken”, lyder det fra Line Kjær Jørgensen, der er frivilligkoordinator for Aalborgprovstiers Menighedspleje, der nu står for at drive butikken.

Afslører åbningsdato: Secondhand- og genbrugsbutik åbner snart i centrum

En god handel og godt formål

Og der er mange gode grunde til at komme ind i butikken. For udover at man kan gøre en virkelig god handel og få nogle lækre varer med hjem i garderoben til en god pris, så støtter man i den grad også en god sag, når man lægger penge i Kirkens Genbrug.

“Vores engagement i genbrugsbutikken handler om, at give et overskud videre til dem, som har brug for det”, fortæller formand for Aalborgprovstiers Menighedspleje, Birgitte Viftrup Mortensen, og uddyber:

“I Menighedsplejen laver vi vigtigt omsorgsarbejde i hele Aalborg Kommune, og det er en stor gave at være støttet af Kirkens Genbrugs i det arbejde.

Overskuddet her er fx med til at støtte arbejdet med ”Frikvarter til pårørende”, at våge hos døende og sende besøgsvenner ud i mange hjem. På forhånd sender jeg allerede et stort TAK til alle dem, der bidrager med økonomisk værdi, så vi sammen kan skabe social og menneskelig værdi for mange, mange mennesker”, lyder det fra Birgitte.

Afslører åbningsdato: Secondhand- og genbrugsbutik åbner snart i centrum

Priserne er helt i bund

Vilde åbningstilbud… kommer du nok ikke til at se på åbningsdagen den 25. april, da priserne på alt det fine tøj allerede er helt i bund. Til gengæld vil du opleve masser af hygge, smil, imødekommenhed og forhåbentlig også en følelse af, at være en del af et større fællesskab.

“Vi vil gerne være med til at skabe et levende fællesskab her for både kunder og frivillige.

Et fællesskab, som ikke blot handler om at drive en butik og få nogle penge i kassen, men som også handler om at dæmme op for ensomhed og skel mellem fx kulturer og generationer.

Et unikt fællesskab på tværs af forskellige baggrunde og aldre, hvor man samtidig kan være med til at gøre en forskel for andre”, siger Line Kjær Jørgensen, der glæder sig meget til endelig at slå dørene op til den fine butik og få de frivillige i aktion.

Hun opfordrer alle, der kunne være interesserede i at være frivillig i butikken til at kontakte hende på telefon 9383 4940 el. kontakt@menighedspleje.dk

Hvad: Kirkens Genbrug genåbner
Hvor: Boulevarden 36, 9000 Aalborg
Hvornår: 25. april

Del artikel

Andre læser også