Lokalerne er snart klar: Her er Aalborgs nye lækre sandwichbar
I januar måned kunne MigogAalborg afsløre, at Wildebeest Gastropub – som er drevet af den islandske familie Gudbergsson – inden længe ventede sig en lillebror.
Roscoe Dirty Subs var navnet, og med denne var drømmen at kunne rykke aalborgensernes forestilling om, hvordan en god sandwich også kunne smage.
Foran sig havde familien dog en omfattende renovering af de nye lokaler, der tidligere har huset pizzeriaet BIG MAMMA. Nu er de omsider klar til at melde åbningsdatoen ud: Torsdag d. 15. marts fra kl. 16.00.
Dirty og hjemmelavede råvarer
Menukortet vil foreløbigt byde på seks forskellige slags subs med tre slags kød: kalkun, svinenakke og oksespidsbryst, vendt med nogle gode, hjemmelavede råvarer, der primært er forarbejdet af Wildebeests egne kokke.
“Vores subs bliver lavet af gode råvarer helt fra bunden. Vi sylter selv, snitter selv, marinerer selv kødet og får friskbagt brød fra Othello-bageriet hver dag,” fortæller Gudmundur Gudbergsson.
“Det er ikke, fordi at vi har opfundet den dybe tallerken. Vi har i stedet prøvet at nytænke, da vi synes, at byen mangler et sted som dette.”
Et helt nyt koncept
Wildebeest Gastropub, der har ligget på Østerbro siden august 2016, er nok især kendt for deres ufatteligt lækre sliders – og er også blandt de fem finalister i Aalborg Awards’ kategori: Bedste Burger.
Men ville det så ikke have været oplagt at bringe de populære burgere over i Roscoe?
“Vi kan ligeså godt trække på de kompetencer og erfaringer, vi har fra Wildebeest. I bund og grund kunne vi også have valgt at sælge sliders, men de er mere uhåndterbare, når vores primære fokus bliver på takeaway,” forklarer Gudmundur.
Umiddelbart er der dog heller ingen grund til at græde over “manglen” på sliders; Dirty subs burde kunne få mundvandet til at løbe på de fleste.
”Det hele bliver centreret omkring de her specielle stegeplader, hvor vi kommer fyldet på, inden det ender i sandwichen. Det bliver amerikansk inspireret, og der er virkelig blevet kælet for kødet.” fortæller Gudmundur og afslører herefter den afgørende, men ikke så uskyldige, detalje …
”Det centrale og grunden til, at vi omtaler sandwichene, som ”dirty” er den helt særlige osteblanding, der bliver lagt på stegepladen og mixet med kødet.
Vi sammensætter selv blandingen af flere forskellige oste for at sørge for, at det både får den rigtige konsistens og den rigtige smag. Begge dele er vigtigt, så osten og kødet kan smelte sammen på pladen.”
Er man i stedet til en mindre dirty og mere clean form for sandwich, så er dette selvfølgelig også på menuen.
Ifølge planen skal den nye sandwichbar have en afslappet “forpremiere”. Konceptet er nemlig helt nyt i Aalborg, og derfor ønsker familien også at kunne udvikle løbende på både koncept og menukort.
“Vores helt officielle åbning bliver først engang i april, så vi kan give os tid til at finde ståsted i konceptet og se, hvilke elementer folk tager bedst til sig. Men vi glæder os til allerede nu at prøve det hele af.” slutter Gudmundur.
Du kan læse mere om åbningen her: