Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kendt gin-nørd står bag: Her åbner Aalborgs første ginbar

Af Emil Kjær Jørgensen

Hvis du (heller ikke) mener, at det bliver meget bedre end en kold Gin & Tonic, så har vi særdeles godt nyt.

For inden længe åbner der snart en helt ny ginbar i midtbyen med navnet Sylvius.

Bag den helt nye ginbar står ingen ringere end hele Aalborgs Mr. Gin, Oliver Bruun, som – sjovt nok – også står bag Mrgin.dk, der har Danmarks største udvalg i gin.

Oliver Bruun er også manden bag de ultrapopulære Gin & Tonic Cruises, der nu både finder sted i Aalborg, København, Silkeborg og Aarhus.

Nu er ankeret kastet ud for nummer 59 i Algade, hvor Sylvius åbner i de legendariske lokaler, der tidligere har huset Café Holle.

Kendt gin-nørd står bag: Her åbner Aalborgs første ginbar

Opkaldt efter en særlig person

For Oliver startede den helt store fascination af gin på cirka samme tidspunkt, som folkets fascination af surdej; nemlig under Corona.

Siden har hans virksomhed vækstet opad, og i løbet af processen har Oliver noteret forskellige idéer på sin telefon, der med tiden efter er blevet kasseret … eller ført ud i livet.

For ginbaren gjaldt sidstnævnte.

“Jeg har tænkt over længe, at det gav mening for mig at lave en fysisk ginbar.

Selvom den har et andet navn og er et selvstændigt firma, kan jeg stadig udnytte synergien på tværs,” forklarer han.

Er man ikke helt inde i ginnens historie, så er navnet på baren selvfølgelig også navnet på den mand, der (ifølge myten) opfandt den legendariske enebærdrik: Franciscus Sylvius.

Kendt gin-nørd står bag: Her åbner Aalborgs første ginbar

For nørder og ikke-nørder

Sylvius’ udvalg vil rumme mellem 50 og 100 forskellige flasker gin, men som gæst behøver du i princippet bare at vide, om du er til surt, sødt … eller noget midt i mellem.

“Vi planlægger at lave et menukort med 20 forskellige gin/tonics, som jeg har sammensat.

På den måde behøver man ikke at være ekspert i gin, blot man ved, hvordan man foretrækker smagen,” forklarer han.

Udover de klassiske (og ikke klassiske) gin/tonics, vil Oliver også tilbyde forskellige signaturcocktails og et mindre udvalg af øl og vin.

Lækre cocktails i hyggelige lokaler

Lokalerne, der indtil i slutningen af 2023 var en café, blev renoveret for kort tid siden. Dermed er de tæt på indflytningsklare.

“Vi har indtil videre malet en væg, og så skal der selvfølgelig gøres rent.

Derefter kommer alt det sjove med at få stillet borde op, så vi får et overblik over, hvor mange vi har plads til, og hvordan tingene står bedst,” forklarer han, mens han viser os rundt i de intime lokaler.

Han forventer, at der vil blive plads til 25-30 personer, og om sommeren ekstra i den tilhørende hyggelige gårdhave samt fortovspladsen foran facaden.

Kendt gin-nørd står bag: Her åbner Aalborgs første ginbar

Forventer at åbne i maj

For Oliver blev det afgørende, at både en vinbar og restaurant for nylig har overtaget lokaler i selv samme gade – Nørgaard på Hjørnet og Restaurant Hjemve.

“Jeg var lidt spændt på, hvad der skulle være, for hvis nabolokalet også blev en bar, så havde jeg nok valgt et andet sted,” siger han med et grin.

Men det blev altså her, at Olivers gin-eventyr skulle fortsætte.

Han forventer, at baren åbner i løbet af maj – afhængig af diverse godkendelser fra politi og kommune.

“Vi kommer i hvert fald til at holde åbent fra torsdag til lørdag, og så må vi se på efterspørgslen derfra,” slutter Oliver.

Du kan allerede nu besøge Sylvius’ hjemmeside lige her.

Del artikel

Andre læser også