Mange nyheder på vej: Forberedelserne til Jul i Zoo er i fuld gang

Aalborg Zoo er ikke kun stedet, du skal gå hen, hvis du vil se brølende løver eller skræppende papegøjer.
Sidste år præsenterede Aalborg Zoo nemlig deres helt nye Jul i Zoo, der i den grad blev et lys i det ellers kolde mørke.
Mere end 80.000 gæster kiggede forbi haven efter mørkets frembrud og det store besøgstal var muligvis også grunden til, at Aalborg Zoo i sidste uge vandt prisen som “Årets Event” til MigogAalborgs Aalborg Awards.
I år er der skruet ned for både events og menneskemængder, men heldigvis kan vi stadig se frem til Jul i Zoo – i en corona-venlig udgave.
“Vi kender endnu ikke retningslinjerne, da det selvfølgelig kommer an på hvordan smittetrykket udvikler sig.
Jeg kan dog garantere, at vi hele tiden holder os fuldt opdaterede, så det bliver fuldt forsvarligt og trygt at komme her,” fortæller Susanne Solskov, der er marketingansvarlig ved Aalborg Zoo.
Forberedelserne er i fuld gang
Selvom der stadig er halvanden måned til åbningsdatoen, er der allerede fuld gang i forberedelserne. Faktisk er der allerede flere ting, der står klar til årets julegæster.
“Det store juletræ, der står på plænen ved Skovbakken, er nærmest færdigt. Derudover er der allerede nu sat mange lys op i træerne, lanterner ved rovdyrene og lys-istapper ved savannen,” siger Susanne Solskov.
Det store kastanjetræ ved bavianerne, der er viklet ind i tre kilometer lys, mangler også blot at blive efterset, så det kommer til at stå helt skarpt med lys ud i alle grene – selv de mindste.
Masser af nyheder på vej
Igen i år kan gæster se frem til synet af flere hundredetusind lys, der tilsammen skal udgøre en magisk lysvandrings-rute rundt omkring i haven. Men der er også nyheder på tapetet.
“Jeg kan ikke afsløre på meget endnu, men vi er ved at lave noget meget spændende med Tropehuset – det er faktisk bare én stor byggeplads lige nu,” siger Susanne hemmelighedsfuldt, og fortsætter:
“Vi har rigtig mange nyheder, som vi kommer til at breake lidt henad vejen i takt med, at vi nærmer os åbningen.”
Åbningsdagen bliver som sagt d. 13. november, og herefter kan du på udvalgte aftener se den oplyste have.
Fra og med d. 10. december er der åbent hver eneste dag frem til d. 29. december.
“Vi glæder os virkelig meget til at gentage succesen i år – uanset hvilke forholdsregler, vi ender med at skulle følge,” slutter Susanne Solskov.