Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Invasion: Derfor vrimler det med unge sportsfolk i Aalborg

Af Redaktionen

Hvis du har bevæget rundt omkring i bybilledet i Aalborg i dag, så har du helt sikkert bemærket det.

Byen vrimler med unge mennesker fra mange forskellige lande. De fleste bærer sportstøj, og de fylder op på alle byens hoteller.

Hvis du har undret dig, så kommer svaret her.

Aalborg er nemlig vært for de officielle U21 Europamesterskaber i karate.

Første gang et officielt EM afvikles i Danmark

Det er første gang nogensinde, at et officielt EM skal afvikles i Danmark. Muligheden for at tiltrække et så stort arrangement til Aalborg er opstået gennem et stærkt samarbejde mellem Aalborg Kommune, Sport Event Denmark og Dansk Karate Forbund.

“Det er ganske enkelt et formidabelt samarbejde, vi har haft med Aalborg Kommune og Sport Event Denmark i forhold til at trække et så stort prestigeprojekt til Danmark og Aalborg.

Alt fra koordinering af arena til hoteller samt de officielle anliggender, som hører sig et arrangement til af denne kaliber, er sket i et professionelt og nærværende samarbejde. Som specialforbund og som by er der god grund til at være stolt – og det er vi”, fortæller formand for Dansk Karate Forbund Thomas Bjuring.

Hvis du genkender navnet, så er det i øvrigt fordi Bjuring er direktør i ishockeyklubben Aalborg Pirates. Bjuring har dog en glorværdig fortid som karatekæmper, hvor han selv vandt EM i karate.

Aalborg har selv mange kæmpere med

Danmarks mest vindende karateklub, Sportskarate.dk, som til dagligt hører hjemme i Nordkraft i Aalborg, har intet mindre end 7 kæmpere med til mesterskaberne ud af de i alt 29 danske kæmpere.

Den lokale sportschef i klubben, Allan Busk, er også dansk landstræner.

“På vegne af Danmark og de lokale Aalborgatleter har vi store forventninger. Danmark har over de sidste mange år taget medaljer ved disse mesterskaber – nu er vi på hjemmebane for første gang, og det håber vi selvfølgelig at drage nytte af”, siger landstræner Allan Busk.

Størstedelen af de nordjyske kæmpere er eller har været tilknyttet eliteklasserne på Sønderbroskolen samt de videregående uddannelser i Aalborg.

“Det er med stor glæde, at vores satsning og det store arbejde med eliteklasserne bærer frugt. Vi er stolte hver gang vores elever udtages til de danske landshold, og selvfølgelig også når vi kæmper med om medaljerne.

Samarbejdet med de lokale idrætsklubber viser igen, at vi står stærkt som elitekommune,” beretter formand for Elitesport Aalborg Evald Lange Rise.

Borgmester er stolt

“Vi er i Aalborg Kommune rigtig glade for at kunne tiltrække en stor begivenhed som U21 EM i Karate. Aalborg er en fremtrædende aktør, når det kommer til sports-og idrætsbegivenheder i Danmark.

Vi er altid glade for at være vært ved store begivenheder som denne, og vi er stolte over at kunne vise byen frem. Vi glæder os til at byde alle deltagerne velkommen”, udtaler borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Del artikel

Andre læser også