Du kender dem fra hovedroller på tv: Nu kommer populær satiretrio til Aalborg

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen
FOTO: OLIVER G. HOFFMEYER
FOTO: OLIVER G. HOFFMEYER

Publikum har grinet om kap, anmelderne har kastet om sig med stjerner – og ingen længe kan aalborgensere igen være med, når den reumert-nominerede satiretrio PLATT-FORM indtager scenen.

De tidligere shows høstede 5 stjerner fra både Politiken, Berlingske og Jyllandsposten – og d. 15. november springer de endnu engang scenen på Bellevue Teatret i København.

Men først kommer turen til Aalborg, når Skråen d. 7. november står klar til at præsentere trioens nyeste forestilling, En smule i overkanten.

FOTO: OLIVER G. HOFFMEYER

Gruppen består af skuespillerne Laus Høybye, Mille Lehfehldt og Jakob Fauerby. Trioen har kendt hinanden siden barndommen og har gennem årene dyrket deres fælles (platte) humor.

I 2013 inviterede de første gang publikum med indenfor i deres komiske univers, og siden har der været fart på.

I anledning af den kommende forestilling har vi taget en snak med Laus Høybye, der bl.a. er kendt for sin hovedrolle i 1990’ernes ikoniske Krummerne og rollen som den neurotiske bror, Thomas, i DR-succesen, Lykke – med Mille Lehfeldt i hovedrollen.

Kan du fortælle lidt om, hvordan PLATT-FORM opstod, og hvad I står for?

“Vi er en satiretrio, der har fundet sammen, fordi vi kendte hinanden på kryds og tværs.

Jeg kender Mille helt tilbage fra barnsben, hvor hendes mor Kirsten (red. Lehfeldt) spillede min mor i en teaterforestilling.

Mille var ofte med på teateret, og så sad vi ude i garderoben, lavede ansigter og grinede enormt meget.

FOTO: OLIVER G. HOFFMEYER

Mange år senere mødtes vi alle tre på skuespillerskolen, hvor Mille og Jakob gik i København, imens jeg var i Odense.

Når vi var til fælles fester sammen, så sad vi altid i et hjørne og havde det sjovt.

På et tidspunkt kom vi til at snakke om at lave noget sjovt sammen, gerne med noget musikalsk inde over.

En dag blev det bare “Nu gør vi det!” og så satte vi os og skrev en sang, som vi optrådte med en aften.

Vi var rystende nervøse, for vi havde aldrig vist det til nogen før. Derfra voksede det bare.”

Jeres tidligere show høstede flotte anmeldelser over hele linjen. Hvad kommer til at være kendetegnende for En smule i overkanten?

“Vi kommer til at lave en indianergryde af musik, politisk satire og pølsehumor. Det er den gryde, vi bobler og laver på scenen.

Showet tager udgangspunkt i mange af de mærkelige, sociale ting, som vi selv synes, er sjovt i tiden.

For eksempel har vi skrevet en sang Jeg opgiver ikke min bøf, som tager lidt pis på hele veganerbølgen, og hvordan man bare nogle gange har lyst til en kæmpestor oksebøf!

Derudover går vi også ind og kigger på folks selvbilleder, og hvordan vi præsenterer os selv på de sociale medier.

Engang var det ekstremt selvsmagende og vildt overfladisk at lægge selfies ud – men min egen grænse er også rykket nu.

Jeg bliver også skuffet over ikke at få likes nok. Det gør vi også ret meget grin med.”

Hvordan er det at skulle udlevere sig selv, hinanden og resten af Danmark på den måde, som I gør?

“Det er selvfølgelig en svær balance, men vi forsøger hele tiden at tage udgangspunkt i os selv og bruge os selv på scenen.

For eksempel driller vi meget Jakob med, at han er den ældste – selvom han kun er et år ældre.

Det gør ham jo enormt gammel, og så er det for eksempel sjovt at gøre grin med, at han har fået vom, og det hele begynder at hænge.

Så længe man starter med at tage udgangspunkt i én selv først, så kan man altid tage pis på nogle andre bagefter.”

FOTO: OLIVER G. HOFFMEYER

I er alle tre skuespillere og har spillet mange forskellige slags roller gennem årene. Hvad det lige ved satiregenren, som I godt kan lide?

“Man kan være lidt frækkere – og vi kan godt lide at få folk til at grine.

Vi har det jo virkelig sjovt sammen, og det smitter af.

Derudover er det fedt at kunne tage nogle tendenser i samfundet op, der kan få folk til at spekulere og tænke lidt over deres egne til tider dumme holdninger.

Vi laver altså ikke kun pølsehumor – vi vil også gerne have, at folk reflekterer.

Man kan ligesom slippe af sted med at sige nogle mere alvorlige ting, når det gøres gennem latter.

FOTO: OLIVER G. HOFFMEYER

Siden jeres sidste show har I primært optrådt i radioen. Hvordan bliver det at komme tilbage til live publikum?

“Scenen og radioen er to ret forskellige formater, og det var også rigtig svært at vænne sig til radioen, når man var vant til at stå på scenen, hvor folks reaktion kommer med det samme.

I radioen optager man … og så er der bare helt stille.

Der er ligesom sådan en mærkelig, forsinket reaktion – for det meste god heldigvis, men det kan godt være lidt underligt.

Vi savner at komme ud og mærke den umiddelbare respons med en grinende sal lige nu og her. 

Det er samtidigt mere nervepirrende, fordi ting kan gå galt, og man kan ikke lige tage det om.

Under et show fik Jakob pludselig hold i lysken, så han kunne ikke danse og måtte gå ud flere gange … Folk grinede bare og forstod ikke, at det var alvor.

Der sker altså også nogle sjove ting med uforudsigeligheden; og det må man så prøve at gribe.”

PLATT-FORM gæster Skråen d. 7. november kl. 20.00. Du kan sikre dig din billet her.

På Instagram udlodder vi lige nu to billetter til showet. Se hvordan du deltager her:

Solskin og lummer stemning: Det sker til Kunsten Summer Lounge

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Der er mange gode grunde til (også) at elske Aalborg om sommeren: lige fra en afkølende dukkert i Vestre Fjordpark til fredagsfesterne i Karolinelund. 

En af de nyere sommertraditioner, som vi virkelig elsker her på MigogAalborg, er Kunsten Summer Lounge, som hver onsdag hele sommeren underholder aalborgenserne.

Her kan du opleve alt fra livemusik, interviews med kunstnere, musikere og artister og ikke mindst sommerhygge på plænen i Skulpturparken.

Du kan se det fulde program for Kunsten Summer Lounge her.

I morgen er det så tid igen, og der er alt mulig grund til at møde op; DMI lover nemlig op mod 21 grader og solskin i morgen, og så er programmet spækket med lækre ting.

Talk med sexprofessor Christian Graugaard

Klokken 17.00 kan man blive klogere på krop, køn og sex med sexprofessior Christan Graugaard.

Kunstnen beskriver talk’en således:

“Krop, køn og sex er blevet en kampplads, et statement, et symbol på overskud og kontrol.

Medielandskabet bugner af twerkende røve, maratonløbere og sixpacks, og skal man tro selvhjælpsbøgerne, er det livsvigtigt at dyrke energisk sex, til man fylder 100.

Vi lever på godt og ondt i en præstationskultur – men skulle vi ikke bare slappe lidt af og leve stille og roligt med alle vores fejl og mangler? Hvad blev der af glæden ved at grine af sig selv og sin ufuldkommenhed?

Er det ikke på høje tid at tilbageerobre stoltheden ved hængebryster og ølvom? At stå ved, at vi er mennesker og heldigvis er bygget til at mislykkes? Både i og uden for sengen.

Denne aften får vi besøg af forfatter, læge og sexologiprofessor på AAU, Christian Graugaard, der gør os klogere på perfektionskulturen og ser nærmere på kroppen, kønnet, kærligheden og seksualiteten før og nu. Og hvem ved – måske læser han også et digt eller to i aftensolens skær.”

Live croquis-tegning og kropskærlighed

Men temaet krop, køn og sex stopper bestemt ikke der.

Kropsaktivist Regina Fjendbo viser nemlig hele moletjavsen frem – lige fra appelsinhud, vom og vildtvoksende hår på tissekonen – med stor kærlighed til den helt normale, uperfekte krop.

Du har samtidig mulighed for at tegne alle de flotte deller og knuselskelige kurver, når Regina er nøgenmodel, og kunstner Nils Sloth hjælper dig med at få blyanten til at makke ret.

Heads up: Regina går rundt og hyggesnakker om nøgenhed med dem, der har lyst. Hvis det gør dig alt for genert, så opfordrer Kunstnen dig til at undgå Skulpturparken denne aften. 

Musik fra stjerneskuddet Hjalte Ross

Det fede ved Kunsten Summer Lounge er, at det hele er meget uformelt og hyggeligt.

Derfor er det helt oplagt at smide sig på plænen i det dejlige sommervejr, kigge op på himlen og drømme sig væk i det akustiske, melodiske univers, som den blot 22-årige sanger/sangskriver Hjalte Ross fra Aalborg fremfører.

Han har har allerede gjort sig gældende i musikbranchen, og i år optrådte han endda på Roskilde Festival.

Derudover samarbejdede han med Pink Floyds co-producer John Wood på albummet Embody fra 2018.

Program for onsdag den 17. juli:

Kl. 16.00       

Baren åbner. DJ TWA sætter lyd til sommeren

Kunsthal NORD med Kunstsatellitten

Café Aalto åbner for servering af mad (Okseflanksteak med marinerede kartofler, salater, aioli og brød (85 kroner). Salat med håndpillede rejer, agurk, fennikel, wasabi/peanuts og gomacreme (55 kroner).

Kl. 17.00   

Talk: Sexprofessor Christian Graugaard

Workshop: Kreativitariums familieværksted

Pop-up: Live croquis-tegning med Regina Fjendbo

Kl. 18.15 

Pop-up: Guidet tur i Skulpturparken med Kunstens Kreativitarium

Kl. 19.00 

Musik: Hjalte Ross

Kl. 20.30          

Tak for i aften. 

Hvad: Kunsten Summer Lounge: Hjalte Ross + sexprofessor Christian Graugaard
Hvor: Kunsten, Aalborg
Hvornår: Onsdag den 17. juli kl. 16.00-20.30
Pris: Du har fri adgang, når museumsentreen er betalt – derfor er det gratis for medlemmer af Klub Kunsten + Utzon.

Du kan finde mere info om Kunstnen Summer Lounge her.

Våd nyhed: Nu kan du leje SUP Boards i Vestre Fjordpark

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Vestre Fjordpark har i mange år været aalborgensernes foretrukne to-go sted, når sommervarmen omsider nåede Danmark.

I Fjordparken, eller Frieren, kan du både svømme dig træt i baner, slå vennerne i en omgang Kongespil eller bare nyde godt af solens stråler fra land.

Men nu er endnu en oplagt sommeraktivitet blevet tilføjet til familien.

Et utal af muligheder

Fra og med i dag kan du nemlig leje et såkaldt SUP (Stand Up Paddle) Board i Café SALT, der netop holder til i Vestre Fjordpark.

Det er Aalborg Outdoor, der udlejer de populære boards gennem SALT, så der er altså styr på både kvalitet og sikkerhed.

Et SUP Board giver dig et utal af muligheder til leg på vandet – og de erfarne “suppers” nyder endda fra tid til anden at dyrke alt fra yoga til forskellige boldspil på boardet.

Sjovt for alle

Udlejningen af SUP’s i Vestre Fjordpark giver dog måske især de uerfarne en fordel, da det store bassin jo ikke ligefrem er bundløst.

Der er altså ingen grund til at frygte en mulig druknedød, at blive ædt af en haj eller ustabile strømforhold, der trækker dig i retning mod Sverige.

Alt er under kontrol.

Der følger endda en skudsikker redningsvest med, når du lejer et board.

SUP og soft ice

Prisen er 150 kr. for 1 time: og timen kan selvfølgelig fordeles mellem så mange, man har lyst til.

“Udover at det er en sjov sommeraktivitet for både familier og venner, så er det også oplagt til en polterabend,” fortæller Katerina Komselis, indehaver af SALT.

“Og så kan man jo passende slutte af med en kold soft ice!”

SUP Boards kan lejes hver dag i hele SALT’s åbningstid: fra kl. 10 og til minimum kl. 20. 

Perfekt vejr i Aalborg: Oplev blodmånen i aften

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Er du typen, der måske har tendens til at gå med hovedet rettet mod jorden?

Så vil i aften i stedet anbefale, at du vender ansigtet opad. Her vil et spektakulært syn sandsynligvis vente dig.

I aften og nat kommer Jordens skygge til at dække en del af månen, hvilket betyder, at vi kan opleve en delvis måneformørkelse, hvor op mod 65 % af månen vil være dækket af Jordens skygge.

Det skriver TV2 Nyhederne.

Men selvom det syn jo er særligt nok i sig selv, så kan vi samtidigt også nyde synet af en særlig måne, der vil lyse aften- og nattehimlen op med et kobberrødt skær – også kaldet en blodmåne.

Sådan opstår blodmånen

Farven opstår, når det sollys, der når månen under formørkelsen, bliver afbøjet gennem Jordens atmosfære – og da rødt lys trænger lettere gennem atmosfæren, end det blå lys, får Månen altså den røde farve.

Modsat en solformørkelse, der max varer syv minutter, er måneformørkelsen en længere fornøjelse.

Faktisk varer den omkring typisk en times tid.

I følge TV2 Nyhederne står månen op mod sydøst kl. 21.37 og blot 24 minutter senere, kl. 22.01, begynder den delvise måneformørkelse.

Klokken 23.30 er den delvise formørkelse på sit højeste, hvor 65 procent af Månen er dækket af Jordens halvskygge, mens Månen først bevæger sig ud af Jordens skygge klokken 00.59 natten til onsdag – mens den vil befinde sig mod syd.

I hele formørkelsesperioden vil Månen stå lavt på himlen, blot mellem 2 og 12 grader over horisonten.

Rent vejrmæssigt skulle alle odds også være med os, når klokken rammer 23.30 i aften.

Nordjylland har perfekte vejrforhold i aften

Ifølge Mette Wagner, meterolog hos DMI, er Aalborg og Nordjylland et helt ideelt sted at opleve blodmånen fra.

“Det klarer rigtig flot op i den nordlige del af landet i løbet af dagen, og vi forventer et flot udsyn til måneformørkelsen i størstedelen af Nordjylland.

Der er dog kun relativt klart vejr med et lidt slørende, højtliggende skydække omkring vestkysten – men det vil sandsynligvis ikke blive genererende for formørkelsen i og omkring Aalborg,” fortæller Mette Wagner til MigogAalborg.

“Det kommer selvfølgelig helt an på skydækkets udvikling, men mest af alt tror jeg på, at himlen bliver klar nok og utrolig flot omkring Aalborg i aften,” slutter Mette Wagner.