Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

La Locanda er en kæmpe succes: Sådan endte Carlo i Aalborg

Af Michael Qureshi

Hvorfor forlader en italiener født i Velletri 40 kilometer syd for Rom det skønne land til fordel for det kolde nordjylland?

Svaret lader vi lige hænge lidt i luften, men du har sandsynligvis gættet det, når vi kommer så langt.

Vi hopper lige frem til nu. Oktober 2016. La Locanda er blot to år gammel, og kan allerede nu fejre at være nomineret til ”Årets autentiske italienske restaurant” af Den Danske Spiseguide. I øvrigt for andet år i træk som den eneste italiener i hele landet.

Det er ikke bare flot. Det er ganske enkelt fænomenalt, at Carlo Liberati har skabt så stor en succes på så kort tid med et lille stykke af Italien i hjertet af Aalborg.



La Locanda er en af få Aalborg-restauranter, der stort set er proppet dagligt. I weekenderne er den så populær, at man har været nødt til at indføre to seating-tidspunkter for at kunne rumme den store succes.

Tror man, at Carlo Liberati er kommet sovende til den store succes, så kan man godt tro om igen. I en tidsalder hvor man debatterer integration og udlændinge i Danmark, så skal vi da lige love for, at mange danskere kan lære af den arbejdsindsats, som Carlo lægger for dagen hver eneste dag.

Han knokler stadig fra morgen til aften i både La Locanda og ved sin elskede stenovn inde i Delikatessen La Bottega.

La Laconda

Men hvordan startede eventyret? Hvorfor kom en madglad italiener til kolde og dengang kedelige Aalborg?

”Det er det typiske. Kærlighed,” siger Carlo Liberati og griner med sin italienske charme.

Han arbejdede på en restaurant i byen Nemi, hvor der ofte kom ungdomsarbejdere om sommeren for at lære at lave italiensk mad. Det var her, at Carlo mødte en nordjyde.

”Det var meningen, at vi bare lige skulle være i en ganske kort periode i Aalborg, da min tidligere kone fødte min ældste datter, Julia. Det var kun et kort ophold. Men se nu. Jeg er ikke kommet videre,” siger han og griner igen.

Læs også: Tårnhøjt niveau i Aalborg: Her er 10 madperler i byen

For en italiener der ikke kunne dansk eller særligt meget engelsk var gode råd dyre på det tidspunkt i Aalborg. Heldigvis var der plads til Carlo på en god gammel kending i byen. Azzurra.

”Det begyndte med, at jeg arbejdede der lidt i weekenderne for bare at have noget at lave. Det blev til noget mere fast, og det var en god start for mig her i Aalborg. I 1994 åbnede jeg så Il Mulino. Det blev heldigvis en succes, og jeg havde restauranten i 12 år,” siger Carlo.

Fra 2006 blev det til nogle år lidt væk fra restaurationsbranchen, hvor Carlo Liberati i stedet solgte frisk fisk til det italienske marked, før han overtog driften af den berømte Restaurant Rosdahls.

Da finanskrisen for alvor ramte hårdt, så bukkede Rosdahls under, og den dygtige italienske kok gik tilbage i fiskebranchen. I 2013 blev det til et gensyn med restaurationsbranchen. Denne gang Cupo.

Men glæden omkring igen at drive restaurant igen var kortvarig. Carlo Liberati matchede ikke med sin partner i restauranten, og han kom ud af det.

La Laconda

Heldigvis siger vi næsten. For det blev starten på La Locanda, der seriøst har taget Aalborg med orkanstyrke. Netværk og tilfældigheder gjorde, at Carlo Liberati pludselig stod med et lagerrum inde på C.W. Obels Plads og skulle gøre det til en madperle.

”Da vi overtog lokalerne i 2014, var det bare et lager-rum. Første gang jeg kom herind, gik man en meter ned i bare sand og ingenting. Vi startede i minus. Men vi knoklede for at skabe et varmt og hyggeligt sted. Det var hele tiden min plan at skabe nogle rammer, som var meget autentiske.

Jeg blev også glad, da jeg kort efter åbningen af La Locanda blev stoppet af en ældre kvinde, som var gæst. Hun ville bare spørge, om det virkelig kunne passe, at denne restaurant altid havde ligget her. Det var næsten den største anerkendelse, vi kunne få,” forklarer Carlo.

Men det er selvfølgelig ikke kun hyggelige omgivelser, der skaber en succes i en hård branche. Maden skal være i top.

”Den røde tråd er autencitet. Vores mad ser ærlig ud, og det skal smage godt. Vi laver ikke alle mulige fif for at få det til at fremstå mere specielt. Det skal være kvalitet. Det handler om god mad, omgivelser og service. Jeg har respekt for mine gæster, og vi skal opfylde de samme krav, som jeg forventer, når jeg er på en anden restaurant.”

”Gæsterne, der kommer herind, skal føle, at de tager en smuttur til et sted i Italien. Vores kokke er tre italienere, og vi har Thomas på gulvet som er dansker, men har boet 10 år i Italien. Kravet er, at vores ansatte taler dansk, men det skaber også en dejlig atmosfære, når man kan høre, at der bliver kommunikeret på italiensk. Det er ægte og ikke påtaget,” forklarer den succesfulde indehaver.

Selv om nordjyderne generelt er blevet bedre til at bruge penge på kvalitet, så sættes der også pris på prisniveau kontra kvaliteten og antal af retter. Man får fem retter på La Locanda for under 400 kr.

”Jeg tror, at folk kommer her igen og anbefaler os til deres venner og familie, fordi de i bund og grund føler, at de får noget for pengene. Man ved det selv, at hvis man er tilfreds med noget, så vil man også gerne fortælle det videre. Vi har ikke brugt penge på markedsføring, så det er igennem anbefalinger, at vi bliver ved med at have fyldt, og det er vi utrolig taknemmelige for.”

La Laconda

Med åbningen af La Bottega, som hænger uløseligt sammen med La Locanda, har Carlo Liberati også fået en stor drøm opfyldt.

”Jeg kommer fra en lille by med 30.000 indbyggere, og det er en by berømt for sit lækre brød. Jeg tror der er mindst 20-25 bagere i den lille by, og hver morgen kører masser af lastbiler af sted mod Rom fyldt med friskbagt brød. Så jeg har altid drømt om selv at bage mit eget brød, og det har jeg muligheden for på La Bottega,” siger Carlo.

Den har han sammen med Slagteren fra Gistrup, og Carlo bliver drillet for sit forhold til den stenovn, de har fået bygget.

”De driller mig og siger, at det er min elskerinde. Jeg står næsten og krammer den stenovn hver eneste dag. Men en stenovn har sit eget liv, og hver eneste morgen er jeg nødt til at stikke armen ind i den for at mærke temperaturen.

Det er helt anderledes end en elektrisk ovn, men du får simpelthen det lækreste brød ud af det, når du kender din stenovn,” lyder det fra den bageglade italiener.

I forhold til Aalborg er der også sket meget, siden Carlo Liberati første gang mødte sin danske hjemby.

”Da jeg kom herop første gang, tænkte jeg ærligt. Hvad pokker er det her for noget? Selv om jeg kommer fra en mindre by, så fik jeg et chok, da jeg kom til Aalborg.

Jeg boede i Øgade-kvarteret, og der skete ingenting. På Azzurra oplevede jeg, at folk kom på restaurant i træsko. Jeg tænkte, har de glemt at tage sko på? Der er sket utrolig meget bare på de seneste 10-15 år.

Aalborg er virkelig blevet en skøn by. Det er stadig en lille by på mange måder, men folk kender godt betydningen af en storby,” lyder den spændende analyse fra en udlænding i Aalborg.

Børnene Julia og Maria er også et godt mix af det hele, forklarer Carlo.

”I bund og grund er de danske, men de spiser som italienere. De sætter pris på, at de har deres rødder i Italien, og de repræsenterer lidt det bedste fra begge lande. Det er dejligt,” siger Carlo Liberati.

Der er god grund til det store smil. Drømmen udleves, og måske får Carlo den allerstørste anerkendelse 30. oktober, når han finder ud af, hvorvidt La Locanda er årets italienske restaurant i hele Danmark.

Fik du læst?

La Laconda igen nomineret til landets bedste italienske resturant

Aalborg
Carlo Liberati fra La Locanda
Foto: PR

Del artikel

Andre læser også