Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Oplevelsesrig gåtur: Tag på kunstjagt gennem Aalborg

Af Jens Erik Møller
Foto: Kunsten
Foto: Kunsten

Gåture er populære som aldrig før, og her i Aalborg er der jo mange muligheder – du kan gå en tur langs fjorden, besøge byens (to-go)kaffesteder, tage på street art walk, rejse tilbage i tiden på historiske gå-selv-byvandringer – eller du kan kombinere frisk luft og motion med lidt skulpturel dannelse.

Sidstnævnte har Kunsten tænkt nøje over, i hvert fald har museet lavet en kunstrute igennem byen, hvor du kommer forbi nogle af byens kunstværker – en kunstrute, der findes i både en kort og en lidt længere version.

Og har du ikke fået nok af byens kunst, eller mangler din Instagram content, så har vi lavet en liste med ‘kunstbobler’ til sidst.

Den lange tur på 7,5 kilometer har i alt 10 stop, mens den korte på 3,5 kilometer består af stop 5-10.

Hent et kort med kunstværkerne her.

1. stop

Hvis du er frisk på den lange kunsttur på 7,5 kilometer, så begynder du i Vestre Fjordpark – ellers kan du springe frem til Skulpturparken ved punkt 5, så er turen kun på 3.5 kilometer. Men som de friske jeg-trænger-til-en-lang-gåtur-personer, vi nu er, starter vi selvfølgelig fra begyndelsen.

I Vestre Fjordpark finder du Interior of Inés fra 2017 af FOS, Thomas Poulsens. Her kobles kunst med arkitektur og by med natur. På den 53 trin lange stigning mod toppen, møder du forskellige bygningsmaterialer – lige fra soklen i hård beton, trappens rungende metalkonstruktion til det tækkede tag.

Materialernes forskellige overflader og udtryk er valgt for at appellere til vores sanser og til erindringer om historiske huse, færger og bygninger, der ellers kan opleves i nær relation til havnemiljøer. Fra toppen af Interior of Inés – 14 meter over jorden – har du et fantastisk view ud over Vestre Fjordpark, Aalborgs havnefront og Limfjorden.

2. stop

Når du er færdig med at nyde udsigten, fortsætter turen gennem Vestbyen og Hasseris op til Mølleparken. Her finder du Rolf Roda Relingers værk fra 1976: Noahs ark. Der er tale om en 60 tons tung og seks meter høj skulptur sammensat af elementer i hvidgrå cement. De har bølgelignende former, mens værkets andre former mere tager form som vragdele, der dog holdes sammen og balancerer.

Fra toppen i Mølleparken kan du iøvrigt nyde en fantastisk udsigt over Aalborg og Limfjorden.

3. stop

Indrømmet, kunstværket ved 3. stop tager sig bedst ud om sommeren. Det befinder sig i haven ved Kunsten på Kong Chr. Allé – tæt ved Mølleparken.

Der er tale om Jeppe Heins interaktive kunstværk Water Pavilion fra 2011 – springvandet, som hele tiden skifter form, når du bevæger dig ind i det. Hvad der var en åben dør ind, er en høj  og ufremkommelig mur af vandsøjler, når du vil ud igen. Passer du ikke på, risikerer du at blive våd på vejen ud.

Her i januar er vandet naturligvis ikke tilkoblet, så springvandet er ikke meget værd lige nu, men det er absolut et besøg værd, når vandet igen tændes sidst på foråret.

Oplevelsesrig gåtur: Tag på kunstjagt gennem Aalborg
Foto: Kunsten

4.stop

Selvom Water Pavilion ikke er tændt på denne årstid, så er tuten til Kunstens have ikke et vildsor. Du finder nemlig også Olafur Eliassons Den trekantede himmel fra 2013 i haven.

Der er her tale om en trekantet pavillon med indvendige spejle. Også her kan du bevæge dig ind i værket, og indenfor omgives du af et kalejdoskopisk univers, hvor omgivelserne reflekteres i forskellige geometriske former. Når du står midt i værket, får du en sanselig helhedsoplevelse, som forbinder dig med skoven, skulpturparken, den flotte museumsbygning samt naturligvis himlen.

5. stop

I Skulpturparken overfor kunstmuseet på vej mod Hotel Det Hvide Hus finder du Birte Marie Løveids Inn i parken fra 1992.

Måske siger navnet dig ikke så meget, men du har helt sikkert på et tidspunkt lagt mærke til de 12 hvide buster af anonyme kvinder, der står på række og en efter en kommer ud af bakken og går ind i parken.

Busterne er en klar reference til klassiske, græske marmorskulpturer, men her er de dog støbt i beton. En tilsvarende række af buster findes i øvrigt i Aalborgs norske venskabsby Fredrikstad, hvor de samme kvinder går ud af en park og ind i en bakke (for så at dukke op her i Aalborg).

6. stop

Næste stop på kustruten er Kildeparken, hvor du finder Bertel Thorvaldsens De tre gratier fra 1937.

Den er støbt i bronze efter Thorvaldsens originalskulptur, og den viser tre kvinder, som kærligt står ved hinandens side. Der er tale om det klassiske motiv de tre gratier, som alle er døtre af Jupiter, den øverste gud i romersk mytolog.

7. stop

Derefter går turen videre ad Vesterbro til A. J. Bundgaards Cimbrertyren også fra 1937.

Nærmere introduktion behøves vist ikke, da den nok er byens mest kendte skulptur. Dog kan vi nævne, at det er en gave fra en af byens store arbejdspladser i det 20.århudrede: De Danske Spritfabrikker. Spritten – som den blev kaldt i folkemunde – lå nemlig oprindelig der, hvor Tyren i dag er placeret.Oplevelsesrig gåtur: Tag på kunstjagt gennem Aalborg

8. stop

Kunstgåturen fortsætter langs havnefronten mød øst. Her er der stop ved Aalborg Universitet, Create Bygningen, Rendsburggade 14, hvor du kan se Spencer Finchs Thank You, Thank You, Thank You Fog fra 2018.

Værket består af 296 stykker glas, der svæver fra det høje loft i Create Bygningen. De mange glasstykker hænger i tynde tråde og drejer stille, hvormed de reflekterer lyset udefra og indefra.

Thank You, Thank You, Thank You Fog befinder sig indenfor i bygningen, men kan også ses udefra ved at kigge gennem vinduerne.

9. stop

Herefter fortsætter ruten til Musikkens Hus, hvor du finder Reflection Frequencies fra 2014.

Det er Jeppe Hein, der står bage denne kunstinstallation, som består af et tre tons tungt spejl med en diameter på 7,6 meter, hænger ned fra bygningens loft.

Det er indrammet af et rød-orange neonlys, der kaster et lys på det omgivende rum, mens spejlet langsom drejer rundt. Overfladen er lavet, så den forvrænger det rum og de mennesker, der spejles.

Værket kan opleves i forhallen i Musikkens Hus, hvor der er gratis adgang.

10. stop

Kunstturen slutter ved SKATS bygning på Skibsbyggerivej 5, som også er navnet på kunstværket fra 2013, som Jens Haaning står bag. Der er tale om 15 to meter høje neon-bogstaver samt et enkelt tal, som er fordelt på 40 meter på toppen af SKATs bygning.

Kunstboblere

Ovenstående er Kunstens 10 udvalgte, men her på redaktionen vil vi gerne smide et par ekstra kunstværker på bordet, som vi mener, er værd at gå efter.

  • Haraldslundpigen – eller som hun rigtigt hedder: Pigen på Høfden. Bronzeskulptur af Povl Søndergaard fra 1977, der står ved indgangen til Haraldslund på Kastetvej. Oprindeligt placeret i et springvand, men ifm. omlægning af pladsen foran Haraldslund i 2019 blev hun flyttet en smule, og selve springvandet sløjfet.Oplevelsesrig gåtur: Tag på kunstjagt gennem Aalborg
  • Gåsepigen er en af byens mest kendte skulpturer. Hun er skabt af billedhuggeren Gerhard Henning og skænket af C.W. Obel Tobaksfabrik ved  fabrikkens 150 års jubilæum i 1937. Ved afsløringen var blandt andet Statsminister Th. Stauning tilstede. Hun er placeret på Vesterbro tæt ved Stangade.

Oplevelsesrig gåtur: Tag på kunstjagt gennem Aalborg

  • Kampen mod Havet. Det imponerende springvand i Prinsesgade er for øjeblikket pillet ned ifm. etableringen af krydset Prinsensgade, Danmarksgade og Jernbanegade. Men vi kan ikke lave en liste over kunst i byens rum uden dette prægtige springvand med den 850 kg tunge statue, der forestiller en fisker i kamp med en havfrue og et par store ål. Kunstneren bag er A.J. Bundgaard.
  • Aalborgmanden. På vej ind i adminstrationsbygningen på Boulevarden møder vi denne bøst udseende herre i granit, der lægger de korslagte arme på et stort skjold med Aalborgs byvåben. Statuen er udført af billedhuggeren Siegfried Wagner.
  • Land og By. Skulptur støbt i cement, der forestiller en ung maskinarbejder, der rækker en skruenøgle til en landmand, som står ved siden af en traktor. Omkring de to mennesker – der repræsenterer by og land – er placeret en kalv, et får og et lam samt to gæs. Værket er skabt af Hugo Liisberg, og det belv skænket til byen af Aalborg Portland. Land og By er fra  1935, og står placeret ved indgangen til Østre Anlæg å hjørnet af Østerbro, Vangs Allé og Teglværks Allé. Oprindeligt var det tænkt, at den skulle have stået der, hvor Gåsepigen i dag står, men man blev bange for, at den ville dominere for meget.
  • Mand med tre hoveder er placert på Vejgaard Torv. Skulpturen er udført i tre forskellige amerikanske stenarter: Indiana limsten, Montana limsten og Georgia marmor. Tallet tre er gennemgående – den står på en rund sokkel, der er bygget op i tre trin, manden har desuden tre ben og tre hoveder, således at hele pladsen er overskuet. Kunstneren bag er Bjørn Nørgaard.
  • Sidste kunstværk på listen er at finde i Nørresundby. Der er tale om en lille familie bestående af far, mor og et lille barn i bronze med titlen Vikingeætlinge. I dag står familien på Sundby Brygge ved Føtex, men mange vil sikkert huske, at den indtil for ganske få år var placeret i gåden i Aalborg, nærmere bestemt ved Bredegade Torv. Men pga. gentagende hærværk blev den pillet ned og er nu genopsat i Nørresundby.

    Oplevelsesrig gåtur: Tag på kunstjagt gennem Aalborg
    Familien på bryggen eller som den retteligt hedder: Vikingeætlinge

 

Del artikel

Andre læser også