Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Killinge-boom hos Nordjyllands Internat: 70 katte søger nye hjem

Af Stine Kjølby Christensen

Tilbage i april kunne vi bringe den gode nyhed, at Nordjyllands Internat var tæt på at kunne melde udsolgt af dyr, der ledte efter et nyt hjem.

Dette skyldtes primært den ekstra tid, som vi alle på daværende tidspunkt havde inden for hjemmets fire vægge, og flere havde tid og overskud til at integrere det nye medlem i familien.

I dag er sagen en anden. Nu står Nordjyllands Internat i stedet med rekordmange katte, der er på udkig efter deres kommende familie.

“På nuværende tidspunkt står vi med mere end 70 katte, der er klar til adoption og hver gang, vi har haft besøg af dyrlægen, er der mellem 15 og 30 katte ekstra. Vi er ved at eksplodere herude,” fortæller Cathrine Cocks, der er kommunikationsmedarbejder hos Nordjyllands Internat.

Killinge-boom hos Nordjyllands Internat: 70 katte søger nye hjem

Corona er ikke årsag til det rekordhøje antal

Der har flere gange været tale om, at det høje antal af adopterede dyr muligvis kunne give bagslag, når hverdagen igen bankede på i de nordjyske familier … og idéen om at udvide familien, måske ikke var helt gennemtænkt – men det er ikke umiddelbart årsagen.

“Vi har flere katte nu, end vi havde sidste år på det her tidspunkt og 80 % af dem er killinger – så det er helt uforklarligt, hvor de bliver ved med at komme fra,” siger Cathrine Cocks.

Kender du nogen, eller står du selv i en situation, hvor tiden er den helt rette til at få en kattekilling, så er det altså nu, I skal slå til.

“Pladsen er efterhånden trang herude, og vi håber derfor ikke, at de skal vente alt for længe med at finde nye hjem,” siger Cathrine til MigogAalborg.

Sådan kan du få en lille mis i hjemmet

Er du interesseret i at møde én af de mange kandidater, skal du aftale en tid med Nordjyllands Internat, så I sammen kan sørge for, at I får den helt rigtige kærlighedskilling med hjem.

“Selvom der er fyldt herude, så er det vigtigste for os, at kattene også kommer ud til de rette familier. Derfor bruger vi meget tid på at snakke med folk, hvorfor de er interesseret i en kat, og hvilke behov den skal kunne passe ind i.

Vi vil for alt i verden gerne undgå, at de pludselig kommer tilbage igen,” slutter hun.

Nordjyllands Internat har åbent alle ugens dage fra 10-12 og igen fra 16-18. I weekenden fra 11-16.

Du aftaler en tid ved at ringe på dette nummer.

Del artikel

Andre læser også