Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kan opleves fra i dag: Nedtrådt tyggegummi forvandles til kunst

Af Stine Kjølby Christensen

Nogle er gode til at få øje på det grimme og forsømte i vore omgivelser; andre ser muligheden for udtryk og forskønnelse i dem.

Til de sidste hører afgjort kunstneren Sassi Bischoff. Hun har tidligere været med til at dekorere Aalborgs triste elskabe. Nu kaster hun sig så over et nyt medie: Nedtrådt tyggegummi.

På strækningen fra Nyhavn til Nørregade – i Hovedbibliotekets overdækkede arkade – kan du den 14-15. juli følge Sassis arbejde med at give gammelt nedtrådt tyggegummi et nyt udtryk … og måske en overfladelakering.

Kunstneren kan ses i arbejde begge dage fra kl. 11-12, og vil også være til stede til fernisering, den 16. juli.

Spøjst – og tankevækkende

Projektet går i al sin enkelthed ud på at male små ”kunstværker” – blomster, insektkolonier, stjernevrimle, smukke mønstre – ovenpå sporene fra gamle tyggegummiklatter.

Kan opleves fra i dag: Nedtrådt tyggegummi forvandles til kunst

Hovedbiblioteket bliver det første stop i korstoget mod belægningens grimhed – og fra Aalborg Bibliotekernes side var der ikke de store betænkeligheder, da først forslaget landede i indbakken.

“Det er jo et dejligt, farverigt kunstprojekt, der både giver spræl og liv til vores arkade”, siger områdeleder Maria Sjøblom, og fortsætter:

“Og så slår det samtidig det dér finurlige slag med halen, der maner til eftertanke og udstiller, de spor, vi alle sætter i vores omgivelser.

Det er temmelig stærkt tænkt, og samtidig godt i tråd med verdensmålene, som vi har fokus på, her på biblioteket”, fortsætter Maria og sender en thumbs-up til Sassi, der står og gør sine posca-tusser parat.

Trækker spor gennem hele Aalborg

Projektet, som Sassi kalder ”Spot On the Spot”, har da netop også som formål at understrege de spor, vi afsætter i vores omgivelser og hive dem frem i lyset som små kunstneriske overraskelsesmomenter.

“Jeg finder det interessant at synliggøre (byens) uskønne eller usynlige spots på en  tankevækkende og positiv måde, der gerne må skabe eftertanke og smil på læben,” siger Sassi Bischoff.

Kan opleves fra i dag: Nedtrådt tyggegummi forvandles til kunst

Efter Hovedbiblioteket er tanken, at projektet skal brede sig ud til andre steder i byen (fx. Stadion og Haraldslund), men lørdag d. 16. juli fra kl. 11-12 er der fernisering på den første del af projektet.

Ferniseringen vil absolut være familieegnet; og der vil således være læskende drikke og is til de fremmødte, mens Sassi gennemgår sit værk og signerer den sidste klat.

Hvad: Oplev “Spot on The Spot” blive til
Hvornår: 14.-16. juli, kl. 11-12
Hvor: Aalborg Hovedbibliotek, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg

Del artikel

Andre læser også