Kan blive rigtig vådt: Varsler om skybrud, torden og hagl over Nordjylland

Vejrmæssigt tegner det til at blive en rigtig mandag.
I hvert fald hvis man skal tro TV 2 Vejret, der mandag morgen varsler om rigtig dårligt vejr over Nordjylland i løbet af dagen.
Risikoen for skybrud er størst mandag eftermiddag over den nordlige del af Jylland. Der kan dog også komme byger mange andre steder, men generelt vil de være mindre kraftige her.
Lokalt kan der også forekomme kraftige vindstød i forbindelse med bygerne.

15 millimeter regn på en halv time
Derudover vil bygerne bevæge sig langsomt som følge af fravær af vind af betydning i atmosfæren. Det medfører, at risikoen for skybrud er til stede i forbindelse med bygerne.
Ved et skybrud skal der falde over 15 millimeter regn på en halv time.
Disse byger vil desuden stedvis kunne være ret kraftige og være med torden og hagl.
Så et godt råd er i hvert fald at huske paraplyen.