Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Jubel på museet: Nu kan endnu flere komme med på de populære byvandringer

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Aalborg Historiske Museum
Foto: Aalborg Historiske Museum

Nu er der godt nyt til alle dem, der giv forgæves, da Aalborg Historiske Museum satte de første billetter i salg til de utrolig populære byvandringer.

Det udendørs forsamlingsloft hæves nemlig til 50 allerede på onsdag, og det betyder, at museet ikke bare kan åbne de indendørs udstillinger, som oprindeligt planlagt, men også kan sætte flere billetter i salg til byvandringerne.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Derfor er det en festdag i dag med flag i toppen af Jens Bangs Stenhus, som er rammen for en af de populære byvandringer.  Onsdag 21. april kan du nemlig opleve Aalborg, som den så ud med Jens Bangs øjne.

I renæssancen (1536-1660) var Aalborg Danmarks næststørste by. Her var et blomstrende handelsliv, og de aalborgensiske købmænd handlede med både fjern og nær. En af de rigeste og kendteste købmænd var Jens Bang, der levede ca. 1570-1644.

Han var en velhavende og betydningsfuld person i byen, og han efterlod sig Nordeuropas flotteste borgerhus fra renæssancen: Jens Bangs Stenhus. Et hus, der blev bygget 1623-24, og som den dag i dag er et flot og markant hus i Aalborgs bybillede – og som i dagens anledning (og Dronningens fødselsdag) har flagene ude.

Det er et spændende kapitel i Aalborgs historie, og undervejs får du nogle af byens sladderhistorier om slagsmål, heksefrygt og ikke mindst om Aalborgs storkøbmand Jens Bang, der (måske) fik et uægte barn med en tjenestepige.

Bloddryppende historier på Gammeltorv

Er du mere til de uhyggelige historier fra Aalborgs fortid, så er der nu også ekstra billetter til Hekse, spøgelser og bloddryppende historier. Her får du serveret historier om middelalderens drabelige halshugninger på Gammeltorv af forbrydere til hekse, der blev brændt levende på bålet, samt spøgelseshistorier, der kendes fra gammel tid.

Endelig er der også mulighed for at komme med på den helt klassiske byvandring med de største highlights fra Aalborgs 1200-årige historie. Deriblandt om Christian III, der byggede Aalborghus Slot, om industribyen Aalborg – også kendt som byen med de rygende skorstene – samt om det blodige slag under borgerkrigen Grevens Fejde, Stormen på Aalborg 18. december 1534, som kostede mange hundrede aalborgensere livet.

Du finder billetter til byvandringerne her.

Del artikel

Andre læser også