Vild med genbrug?: Nu kan du få en gratis stand til Grøn Bazaar i Aalborg
Et af Aalborgs populære ungdomsarrangementer vender retur med årets første arrangement.
Genbrugsmarkedet Grøn Bazaar, hvor du kan sælge og købe brugte og genanvendte ting, afholdes for første gang i 2023 på lørdag den 18. marts klokken 14.30.
Det foregår i Blok X, som er UngAalborgs ungdomskulturhus i Karolinelund.
Blok X er henvendt unge i Aalborg kommune, og du skal derfor også være mellem 15-25 år for at få en gratis stand til markedet.
“Vi holder Bazaaren flere gange henover foråret og sommeren, og den allerførste gang er nu på lørdag.
Man kan som ung få tildelt en stand helt GRATIS og kan her sælge tøj, sko, tasker, ting man har lavet – ja, lige hvad man har lyst til,” fortæller Liva Brixen, der er én af de ansvarlige for markedet.
For at få en gratis stand behøver du blot skrive til arrangøren via Bazaar X’s Facebook-side.
Hvis du ikke passer ind i alderskriteriet for at få en gratis stand, er du stadig velkommen til at komme forbi markedet og gøre en god handel.
Læs mere om Grøn Bazaar her.
Årets kommende markeder vil også meldes ud via deres Facebook-side.