Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et godt gys: Aalborg Historiske Museum lancerer flere nye byvandringer

Af Stine Kjølby Christensen

Hvis du har savnet det historiske vingesus under corona-nedlukningen, så kan du glæde dig over, at museerne snart genåbner – og over, at Aalborg Historiske Museum allerede nu er i gang med de første corona-venlige byvandringer med få deltagere.

Der er både gamle kendinge og helt nye byvandringer på programmet. Og der sættes løbende flere i salg.

I disse dage afholder Aalborg Historiske Museum årets første byvandringer.

For ikke mange dage side blev der sat billetter i salg til særlige corona-venlige byvandringer i små grupper med temaet ”Aalborg under besættelsen” – og billetterne blev revet væk.

Derfor sættes der nu flere i salg.

Denne gang til en anden af museets populære byvandringer, den uhyggelige ”Hekse, spøgelser og bloddryppende historier” samt til en nyskabelse til 2021-sæsonen: ”Købmændenes Aalborg”.

Sidstnævnte tager publikum med tilbage til renæssancen og Aalborgs storhedstid som købmandsby.

Aalborg set med Jens Bangs øjne

I renæssancen (1536-1660) var Aalborg Danmarks næststørste by.

Her var et blomstrende handelsliv, og de aalborgensiske købmænd handlede med både fjern og nær. En af de rigeste og kendteste købmænd var Jens Bang, der levede ca. 1570-1644.

Han var en velhavende og betydningsfuld person i byen, og han efterlod sig Nordeuropas flotteste borgerhus fra renæssancen: Jens Bangs Stenhus. Et hus, der blev bygget 1623-24, og som den dag i dag er et flot og markant hus i Aalborgs bybillede.

Den del af Aalborgs historie vil Aalborg Historiske Museum gerne fortælle, og det lancerer derfor denne helt nye byvandring, som tager publikum med rundt i det Aalborg, som Jens Bang har kendt. Den første afvikles allerede torsdag 15. april.

Et godt gys: Aalborg Historiske Museum lancerer flere nye byvandringer

Spøgelseshistorier fra gammel tid

Er man mere til et godt gys, så kan man som nævnt også komme med på byvandringen med ”Hekse, spøgelser og bloddryppende historier”.

Aalborgs fortid gemmer nemlig på mange uhyggelige historier – lige fra middelalderens bloddryppende halshugninger på Gammeltorv af forbrydere til hekse, der blev brændt levende på bålet.

I aftenmørket er der frit lejde for byens spøgelser og overnaturlige væsener.

Byvandringen er derfor også fyldt med spøgelseshistorier, som kendes fra gammel tid – blandt andet den uhyggelige fortælling om et spøgelsesbegravelsesoptog, som ifølge en gammel beretning blev set i Algade ved Budolfi Kirke.

Hvis man så et sådant optog, var det tegn på, at en person ville dø. Det drejede nemlig i retning af den gård, som ville blive ramt af døden.

Endelig er der også mulighed for at komme på en helt klassisk byvandring. Tirsdag 27. april er der nemlig ”Aalborg gennem 1200 år” på programmet.

Her får man højdepunkterne fra byens historier, en slags ”greatest hits”, om man vil.

Flere byvandringer på vej

Da der er tale om byvandringer i små grupper, så bliver billetterne revet væk, men Aalborg Historiske Museum sætter løbende flere byvandringer i salg den kommende tid, og hvis forsamlingsloftet hæves, vil der ligeledes sættes flere billetter i salg til de allerede planlagte byvandringer.

Hold derfor øje med museets hjemmeside www.nordmus.dk.

Museet følger naturligvis myndighedernes til enhver tid gældende retningslinjer vedr. COVID-19. Det betyder, at deltagere i byvandringerne skal fremvises et negativt corona-testsvar, der er maksimalt 72 timer gammelt, eller have et gyldigt coronapas, der dokumenterer, at man har haft COVID-19 for mellem to og 12 uger siden eller er færdigvaccineret.

Man finder billetterne til byvandringer her.

Del artikel

Andre læser også