Fra 75% fravær til 100% succes: Jacob Risgaard gav elever opskriften på succes

Fra 75% fravær til 100% succes.
Det var titlen på den kendte iværksætter Jacob Risgaards oplæg for alle grundforløb 2-elever på TECHCOLLEGE torsdag den 10. marts. Cirka 350 elever var samlet i aulaen på gymnasiet på Øster Uttrup Vej, og endnu flere så med via livestream. Eleverne på grundforløb 2 er i gang med uddannelser til blandt andet tømrer, murer, mediegrafiker, frisør og VVS-energispecialist.
Iværksætteren bag webshopsuccessen Coolshop tog udgangspunkt i sin egen historie og gav eleverne sin opskrift på, hvordan man går fra at være lidt af en rod til at nå sine drømme i livet. Det handlede blandt andet om at være være synlig og cool – og være bevidst om, at det altid kan blive vildere og bedre. Det gælder særligt, hvis man går med en ambition om at blive selvstændig.
Med sin nordjyske baggrund ramte Risgaard plet med alle sine pointer – især de humoristiske af slagsen. Han spurgte selvfølgelig også ind til, om nogle af de fremmødte elever gik med tanker om at blive selvstændig. Der var heldigvis flere, som rakte hånden op, og det blev Jacob Risgaard meget glad for at høre. En elev fortalte om sin drøm om at lave legetøj. Så måske er der allerede grundlag for et samarbejde med Risgaard, der er medejer af Kids Coolshop-kæden.
Foredraget var finansieret af trivselsfremmende midler, som TECHCOLLEGE har modtaget fra Undervisningsministeriet for at sætte fokus på elevers trivsel efter coronatiden.