Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Populær uddannelse i Aalborg: Flere unge vælger EUX på TECHCOLLEGE

Af TECHCOLLEGE

Flere nordjyske unge har fået øjnene op for den attraktive EUX-uddannelse, hvor man får både erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse på samme tid. I år er der markant flere unge, der har søgt om optagelse på EUX på TECHCOLLEGE i Aalborg, og i august begynder 175 nye elever på den tekniske EUX-uddannelse. Det er især uddannelser under området El, byggeri og energi, hvor der er rift om pladserne, og som udgør halvdelen af det samlede optag.

De pæne optagelsestal er gode nyheder på TECHCOLLEGE, hvor man netop har arbejdet strategisk med at udvikle og udbrede kendskabet til EUX-uddannelsen.

– Vi har været mere synlige i år. Vi har gjort meget ud af at komme ud af huset og fortælle om, hvad EUX er, hvilket har været udfordring de sidste to år med corona. Jeg tror også, at den lokale studievalgsmesse Study Aalborg har været udslagsgivende, fordi vi var så synlige der og havde en spændende stand, udtaler uddannelseschef for EUX, Mikkel Drejer Raunslund.

Uddannelsesdirektør for EUD og EUX, Bo Banch, er også begejstret for det øgede optagelsestal.

– Vi har de seneste år arbejdet målrettet på at udvikle EUX-uddannelsen, da vi ser et stort potentiale i at unge både bliver faglærte og samtidig får mulighed for at videreuddanne sig, men også at EUX-uddannelsen kan være den mulighed, der giver flere unge mod på at vælge erhvervsuddannelsen til. Med en vækst på EUX-området får vi en indikation om, at vi er på rette vej med den øgede indsats, vi har ydet på området, udtaler Bo Banch.

En af de lidt større forandringer på EUX-området på TECHCOLLEGE er, at det er blevet en selvstændig afdeling med egne lærere.

– Det gør, at vi kan dyrke kulturen på en helt anden måde, end vi har kunnet gøre tidligere. Det bliver tydeligt at mærke både for nuværende elever og potentielle elever, der er på besøg til brobygning eller til Åbent Hus. Nu har vi en afdeling, der hedder EUX, og det har vi ikke haft tidligere. Det tænker jeg har en ret stor betydning også for studiemiljøet; at vi rent faktisk prøver at skabe en kultur og et godt miljø for vores EUX-elever, udtaler Mikkel Drejer Raunslund.

EUX-uddannelsen giver flere kort på hånden

På trods af at ungdomsårgangene bliver mindre, optaget på erhvervsuddannelserne falder, og gymnasiet stadig er det foretrukne valg, oplever TECHCOLLEGE alligevel en stigning i antallet af elever på EUX. Hvorfor har uddannelseschef Mikkel Drejer Raunslund endnu et bud på:

– Jeg tror, at vi ser en strømning af unge mennesker, der er meget ambitiøse. Nogle er meget målrettede og ved, at de med en EUX på sigt har en god ballast for at blive fx arkitekt eller ingeniør. Og så er der andre, der er mere usikre på, hvilken vej de skal gå, men gerne vil holde alle muligheder åbne, fortæller han og fortsætter:

– Jeg tror, EUX udfylder et hul i uddannelsesmulighederne, der tidligere har stået mellem enten gymnasiet eller en erhvervsuddannelse. Det valg løser EUX-uddannelsen ved at kombinere de to. Nu handler det bare om at få flere til at indse, at det eksisterer, og hvad det er for en størrelse, slår han fast.

Derfor har TECHCOLLEGE også været med til at oprette et landsnetværk for alle landets EUX-uddannelser for netop at udvikle en endnu mere attraktiv EUX-uddannelse.

TECHCOLLEGE udbyder i dag 17 forskellige EUX-uddannelser, og med en afsluttet EUX-uddannelse er det både muligt at gå direkte i job som faglært, blive selvstændig eller videreuddanne sig.

Udgiver

TECHCOLLEGE er en af de største erhvervsskoler i Danmark. Vi udbyder en bred vifte af erhvervsuddannelser (EUD) for unge mennesker, som ønsker at kvalificere sig til alt fra mekaniker eller frisør til it-supporter. Samtidig har vi en stribe EUX-uddannelser til dem, der vil have både en håndværksfaglig uddannelse og studiekompetencer, ligesom vi står bag Aalborg Tekniske Gymnasium (HTX).

Vi tilbyder desuden efteruddannelse og kurser for både ledige og ansatte i den private og offentlige sektor.

Se mere om os på techcollege.dk

Mere fra TECHCOLLEGE