Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Så kom pokalen hjem: Aalborg Håndbold vinder DM-guld med storsejr

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

Aalborg Håndbold cementerede her til aften deres position som den nye stormagt i dansk herrehåndbold ved at vinde deres tredje DM-titel i træk.

Det er endda fjerde mesterskab i de sidste fem år.

Foran en fyldt Jutlander Bank Arena hev de pokalen hjem i en tredje og afgørende DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg.

De to første kampe var endt med sejr til hvert hold, men i den tredje kamp var der bare klasseforskel.

Aalborg Håndbold kom endda fra en hård Final 4 Champions League turnering i weekenden, hvor de besejrede Paris St. Germain i semifinalen, men tabte til FC Barcelona i finalen.

Var overlegne i finalen

På samme måde som Barcelona var overlegne i søndags, var Aalborg Håndbold det i 32-26 sejren over Bjerringbro-Silkeborg onsdag aften.

Der var aldrig spænding om udfaldet i aftenens finale-kamp. Aalborg Håndbold virkede opsatte på at sætte skabet på plads og var dominerende konstant.

På et tidspunkt i første halvleg førte de endda med ni mål.

Har endnu en omgang finaler foran sig

Udover guldmedaljerne sikrer Aalborg Håndbold sig også deltagelse i Champions League næste år.

Det er vigtigt i forhold til de høje og tydelige målsætninger klubbens ledelse har meldt ud om fremtiden på det seneste, hvor Jan Larsen og co. er lykkedes med at skrive kontrakt med flere af de største stjerner i håndboldverdenen.

Heriblandt selveste Mikkel Hansen, som tiltræder holdet næste sommer.

Men champagnen og de mange øl er nødt til at vente trods en historisk sæson for Aalborg Håndbold.

I weekenden spiller de nemlig den danske udgave af Final 4, som er håndboldens pokalturnering.

Her møder de på lørdag GOG i semifinalen, og en potentiel finale spilles søndag.

Del artikel

Andre læser også