Ny uddannelse hitter: Her er de mest populære uddannelser på Aalborg Universitet
Den 15. marts kl. 12 lukkede porten for årets kvote 2-ansøgninger til landets videregående uddannelser.
Hele 7.600 ansøgere har anmodet om at få en plads på Aalborg Universitet. Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
Og her er særligt én uddannelse stukket helt af.
Aalborg Universitet udbyder nemlig for første gang i år en engelsksproget bachelor i erhvervsøkonomi, Economics and Business Administration, der er oprettet som en del af et ønske om rekruttere flere internationale studerende til Danmark.
Og det er lykkedes.
Uddannelser i verdensklasse
Der er nemlig i alt 490 ansøgere fra hele 61 forskellige lande, der har søgt om en plads på den nye uddannelse. Dermed lander den på en fjerdeplads over de mest søgte uddannelse på hele Aalborg Universitet.
Det er derfor tydeligt at se, at Aalborg Universitet med denne uddannelse har ramt plet.
Der udbydes på Aalborg Universitet i alt 180 nye internationale pladser. Her går 40 af dem til den nye uddannelse.
“Vi er stolte over, at vi på Aalborg Universitet kan tilbyde en uddannelse, der er relevant for så mange mennesker fra hele verden.
Det bekræfter det, vi allerede ved: At vi er et internationalt universitet med uddannelser i verdensklasse,” siger prorektor på Aalborg Universitet, Anne Marie Kanstrup.
Medicin er i top
Igen i år er medicin og psykologi de mest populære uddannelser blandt ansøgerne på Aalborg Universitet.
Hele 1.560 har ansøgt om optagelse gennem kvote 2 på Medicin, mens 1.193 har prøvet at sikre sig en plads på Psykologi.
På en tredjeplads ligger jura, der har et antal ansøgninger på 599.
Det er dog først er muligt at sige noget endeligt om det samlede ansøgertal til Aalborg Universitet, når fristen for ansøgning om optagelse via kvote 1 udløber den 5. juli kl. 12.
Alle ansøgere både de, der har søgt via kvote 1 og via 2 får svar på deres ansøgning fredag 26. juli.