Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Berømte for deres hjemmesko: Glerups åbner butik og showroom midt i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

Vi er helt officielt trådt ind i efteråret, og inden længe skal vi skifte sol, varme og kold rosé på terrassen ud med kolde temperaturer, mørke aftener, varm kakao og hygge i de danske hjem.

Derfor er det jo helt perfekt timing, at nordjyske og fremadstormende glerups fredag den 2. oktober slår dørene op til deres første butik/showroom på landsplan lige her i Aalborg.

Det bliver på Møllegade 2, lige ved siden af Kronen, at vi inden længe kan træde indenfor i et hyggeligt og intimt filt-univers.

Et oplevelsesunivers i Aalborg

Til dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med glerups, kan vi kort fortælle, at de specialiserer sig inden for noget, der efterhånden er blevet danskernes absolutte go to, når der skal shoppes nye hjemmesko til både store og små fødder.

Glerups har rødder helt tilbage i 1993, hvor Nanny Glerup første gang filtede et par hjemmesko med naturligt uld fra sin egen gotlandske fåreflok.

Berømte for deres hjemmesko: Glerups åbner butik og showroom midt i Aalborg

Siden er produktionen vokset stødt og befinder sig nu i Rumænien, hvor håndkraft og en meget gammel maskine fra 1936 står for at producere glerups til hele verden.

Glerups oplever stor succes og fremgang både online og i butikker – i Aalborg forhandles de hos eksempelvis Salling og Tiffany.

Men hvorfor så åbne deres egen fysiske butik nu?

“Det vil stadig være muligt at købe vores produkter ved vores gode samarbejdspartnere, men vi har længe snakket om, hvordan vi kan holde den nære kontakt til vores kunder og samtidig fortælle vores gode historie.

I februar tog vi så springet, da vi faldt for disse lokaler i midtbyen – men så valgte corona jo lige at lukke hele Danmark ned,” fortæller Jesper Glerup, medejer og søn af Nanny og Ove, der startede firmaet tilbage i 90’erne.

Berømte for deres hjemmesko: Glerups åbner butik og showroom midt i Aalborg
Fra venstre: Jesper, Marianne og Allan.

I dag er der igen liv i gaderne, og derfor er glerups snart klar til at slå dørene op til showroomet på Møllegade.

“Vi vil gerne skabe et oplevelsesunivers, hvor man kan blive klogere på vores historie og få indblik i hele produktionen – fra farm til fod,” fortæller Marianne, der bliver butikschef og ambassadør i showroomet.

I den lille og intime butik er der allerede godt gang i får-tællingerne (…) – på gulvet står et rokkefår omgivet af bløde futsko og rustikt inventar, som Jesper og medejer Allan Timm selv har brugt corona-tiden på at lave.

“Selvom vi i dag er større end da vi startede, så begyndte det jo i det små, hvor man genbrugte de materialer, man havde i stedet for at bruge penge på noget nyt.

Det har vi også gjort i forbindelse med opbygningen af butikken,” fortæller Allan entusiastisk, da MigogAalborg lægger vejen forbi.

Fra farm til fod

Familievirksomheden glerups er kendt og elsket i både Danmark og udlandet for deres helt unikke filttøfler/sko, som er lavet af 100 % rent og naturligt uld.

Historien startede som sagt i 1993, da Nanny blev familiens egen personlige producent af varme hjemmesko. Dengang blev der produceret to om dagen, og det var umiddelbart mere et hyggeprojekt end en overskudsforretning.

De blev dog lynhurtigt et kæmpehit blandt familie og venner, og hobbyen er siden hen vokset til en vaskeægte nordjysk succeshistorie, hvor man sælger til stort set hele verden – med afdelinger i både USA og på New Zealand.

Berømte for deres hjemmesko: Glerups åbner butik og showroom midt i Aalborg

Under corona blev glerups oveni købet udråbt som den ultimative “work from home shoe” af selveste New York Magazine, hvilket naturligt nok kunne ses på salgskurven.

At åbne et fysisk showroom har ellers ikke være en del af glerups strategi, men nu føler man, at det er det næste naturlige skridt:

“Vi ser det som en kæmpe gevinst, at vi kan være så tæt på kunderne og gøre historien om glerups endnu mere autentisk og ægte. Og så må vi se, om det kan køre rundt i Aalborg, så vi på sigt kan åbne op i flere byer,” slutter Marianne.

Hvad: Åbning af glerups
Hvor: Møllegade 2, 9000 Aalborg
Hvornår: Den 2. oktober 2020

Del artikel

Andre læser også