Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: Karlsson på taget når nye højder på Aalborg Teater

Af Stine Kjølby Christensen

En smuk, klog og tilpas tyk mand i sin bedste alder; det er Karlsson på taget.

Astrids Lindgrens udødelige klassiker om det lettere komplicerede venskab mellem den ensomme dreng Lillebror og den provokerende Karlsson er stadig flyvende – trods sine mere end 63 år på bagen.

Siden 1980 har Aalborg Teater fremført en årlig børneforestilling, hvor de håber at kunne fortrylle det yngste teaterpublikum og introducere dem for den levende verden, der udfolder sig på de skrå brædder.

Man skal være meget varsom, når man vælger at fremføre en så elsket og gennemført børnefortælling, som Karlsson på taget jo er: Historien om den usikre Lillebror, der møder sin diametrale modsætning i den selvfede Karlsson, da han en dag kommer flyvende ind af vinduet på Lillebrors værelse.

Karlsson praler, skaber sig og lyver så vandet driver. Men Lillebror er ligeglad. Han har endelig fundet en ven.

Anmeldelse: Karlsson på taget når nye højder på Aalborg Teater
Aalborg Teater. “Karlsson på taget” Foto: © Lars Horn / Baghuset.

For Lillebrors familie er Karlsson intet andet end en opdigtet fantasiven, men i takt med at hjemmet bliver mere og mere inficeret af Karlssons unoder og Lillebrors insisteren på hans eksistens, får familien øjnene op for, at Karlsson måske er andet end Lillebrors indbildinger om en ven, som bor oppe på taget.

Fortryller børn og barnlige sjæle

Når børnene inviteres indenfor på Aalborg Teater er der ingen frygt for dårlig internetforbindelse og firkantede øjne, men børnepublikummet kan samtidigt også være en udfordrende målgruppe.

Børn kan være de mest kræsne anmeldere overhovedet. Er de ikke underholdte – ingen reaktion. De er umiddelbare og deres nærvær er rent og ligetil.

At dømme ud fra reaktionen fra de mange skolebørn, som vi havde æren af at overvære forestillingen sammen med, har årets børneforestilling i den grad ramt plet.

Anmeldelse: Karlsson på taget når nye højder på Aalborg Teater
Aalborg Teater. “Karlsson på taget” Foto: © Lars Horn / Baghuset.

Børnene levede sig fuldstændig ind i historien, og det var svært for mange af dem at sidde stille på de røde teaterstole i takt med historiens handlingsforløb.

Der blev både grint højlydt, når Karlsson og Lillebror lavede ulykker og råbt advarende efter de lidt uhyggelige indbrudstyve.

Der var indlevelse fra start til slut og det må siges at være et kvalitetsstempel i netop denne forestilling.

Verdens bedste Karlsson – eller hvad?

Den mystiske Karlsson mener selv, at han er den bedste til … Ja, faktisk alt.

Men han repræsenterer samtidigt alle menneskets sider i sin halvtykke krop: lige fra misundelse, stædighed, humor og vrede.

Og hvad skal man egentlig synes om denne udefinerbare personlighed, som alligevel er både charmerende og provokerende på én og samme tid? Er han en dårlig ven? Er han en god ven?

Det vil vi lade være op til de mange børn at diskutere med både venner og familie, men der er slet ingen tvivl om, at historien om Karlsson og Lillebror kan lære alle aldre noget om venskab.

Anmeldelse: Karlsson på taget når nye højder på Aalborg Teater
Aalborg Teater. “Karlsson på taget”. Foto: © Lars Horn / Baghuset.

Rollen som Karlsson spilles helt eminent af Jacob Moth-Poulsen. Faktisk ville vi mene, at rollen var som skrevet til ham – men det samme tænkte vi da vi så ham i Larm i Kulissen og senest Rockulven.

Hans præstation var ligedele irriterende, sjov og mystisk – lige som Karlsson skal spilles.

Anmeldelse: Karlsson på taget når nye højder på Aalborg Teater
En model af scenografien til Karlsson på taget.

Foruden de altid indlevende og fantasifulde skuespilpræstationer, må vi også endnu engang bøje os i støvet for den kreativitet, som teaterets scenografer og rekvisitører igen udviser på og bag scenen.

De yngste teaterpublikummer kan altså godt begynde at glæde sig til en time i formidabelt selskab – og så kan de passende få givet propellen lidt olie og sætte kurs hjem til venner og forældre og genfortælle dem historien om verdens bedste Karlsson, som frem til april  flyver rundt på Aalborg Teater.

Derfor tøver vi ikke med at give verdens bedste Karlsson 5 ud af 6 stjerner.

Anmeldelse: Karlsson på taget når nye højder på Aalborg Teater

I samarbejde med Aalborg Teater udlodder vi fire billetter til en valgfri forestilling af Karlsson på taget.
Skriv i kommentarfeltet på Facebook, hvem du vil dele oplevelsen med.

Del artikel

Andre læser også