Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vinbar er det nye sort: Her er fire gode bud i Aalborg

Af Michael Qureshi
Den hyggelige vinbar, Douro ligger placeret på Danmarksgade
Den hyggelige vinbar, Douro ligger placeret på Danmarksgade

Af Kathrine Larsen

Aalborg er en by i vækst. Det hersker der ingen tvivl om.

Restaurationsbranchen lige nu er et tydeligt tegn på dette, og vi nyder det. Man behøver ikke længere tage til andre store byer som Aarhus eller København for at finde de her lækre spisesteder.

Restaurationsbranchen er dog ikke det eneste sted, der har oplevet en ændring. Over de sidste knap tre år er der også dukket et nyt koncept op i Aalborg. Der er selvfølgelig tale om vinbaren.

Kigger man på Aarhus og København, vil man hurtigt opdage, at der er der en del flere muligheder at vælge imellem, hvis man ønsker at opleve en vinbar. I Aarhus findes der 14 af slagsen, og i København er der hele 21.

Aalborg har fire lige nu. D’Wine, Douro, Vino Y Pintox og Vin & Svin. Men der er ingen tvivl om, at det blot er et spørgsmål om tid, før der kommer flere.

Vi har talt med tre vinbarer i Aalborg om, hvad de tilbyder Aalborg og om byens forhold til konceptet.

Den første vinbar, der rigtig greb fat i Aalborg, var D’Wine, som ligger i Algade. Baren og dertilhørende butik har ligget der siden april 2014. I både baren og butikken kan man kun finde spanske vine. Her har man stort fokus på, at gæsterne skal opleve at få kompetent vejledning fra personalet.

”Vores filosofi er lidt, at det skal være alle, der kan have råd til at komme ind og drikke god vin. Det skal være alle mands eje”, fortæller Kristian Ishøy fra D’Wine.



I september 2015 åbnede Vino Y Pintox på Boulevarden. Vinbaren har stor fokus på spanske vine, lækre tapas-anretning og vinsmagninger.

”Første gang sidder gæsterne hernede ved bordene, anden gang sidder de oppe i baren. Så hurtigt synes folk, det er hyggeligt at være her”, fortæller Helle Sandø Nielsen fra Vino Y Pintxos, om den oplevelse og atmosfære, de har forsøgt at skabe på baren.

Vino Y Pintxos ligger centralt på Boulevarden
Vino Y Pintxos ligger centralt på Boulevarden og serverer lækre tapas-anretninger til vinen

Sidst, men ikke mindst, er der den nye vinbar, Douro, som ligger i Danmarksgade. Baren åbnede i august, og er dermed det nyeste skud på stammen af vinbarer i Aalborg. Her finder man kun portugisiske vine.

”Det er en portugisisk vinbar, og vi har hele vejen forsøgt at skabe en meget autentisk stemning. Det er meget vigtigt for os, at kunden kommer ind og har en hyggelig oplevelse, en god oplevelse. Så det handler om kvaliteten af både oplevelsen og vinen”, fortæller Daniel Kvisgaard fra Douro.

Aalborg halter stadig efter Danmarks to største byer på vinbar-fronten.

Men Aalborg er heller ikke ligesom Aarhus og København. Det kan Helle Sandø Nielsen fra Vino Y Pintxos nikke genkende til.

”Aalborg er langt bagefter de større byer. Folk skal nærmest gå med livrem og seler, før de kaster sig ud i noget nyt, men sådan er det. Det er jo sådan noget med, at man skal helst have set, at naboen har været herinde, og hende på den anden side også har, før man tør prøve noget nyt”, fortæller hun.

D Wine Aalborg
Kristian Ishøy fra D’Wine

Kristian Ishøy fra D’Wine kan også se, hvordan Aalborg er lidt mere tilbageholdende i forhold til de større byer og nogle gange har en anden tilgang til at gå ud.

”Aalborg er stadig en by, hvor der er utrolig stort fokus på billige drinks, billige øl og alt skal være helst være så billigt som muligt”, fortæller ejeren af D’Wine om nogle af de udfordringer, virksomheden har mødt gennem de 2,5 år, de har eksisteret.

D'Wine Bar og butik har ligget i Algade siden april 2014
D’Wine Bar og butik har ligget i Algade siden april 2014

Men det er ikke umuligt at drive en vinbar i Aalborg. Alle tre er enige om, at vinmarkedet er et marked i vækst.

”Jeg tror, der kommer flere vinbarer til Aalborg. Der er en stigende interesse for det her, og folk kommer ned og fortæller, det er det her, de har manglet, så jeg tror helt sikkert, der er en stigende interesse for det”, fortæller Daniel Kvistgaard fra Douro.

”Aalborg er en by i rigtig stor udvikling, og hvis man ser på Aarhus, kan man se, hvordan de har fremgang, og så kan man se, der vil Aalborg nok også komme hen om nogle år.”, fortæller Daniel Kvistgaard videre.

D’Wine, som er branchens ”gamle” og tunge dreng, har over årene bygget et fast klientel op, som har gjort det muligt at trække nye kunder til.

”Vi har jo igennem to og et halvt år bygget et klientel op, og det klientel er jo selvfølgelig med til at trække nye kunder ind. Men stamkunde-klientellet er meget meget stort, og de er jo meget svære at flytte, når de først har lagt en loyalitet et sted. Så skal du skuffe dem, for at de fravælger dig”, fortæller Kristian Ishøy.

”Jeg ved ikke om Aalborg har forandret sig som så. Jeg tror bare, det har været et klientel som har været glemt, som der lige pludselig har fået en stemme i Aalborg”, fortæller han videre om interessen for vinbarer.

Douro

Både Vino Y Pintxos og Douro oplever, at det er en god blanding af folk, der lægger vejen forbi deres vinbarer, men det primære er, at det er folk, som sætter pris på kvalitet, og har lyst til at sidde og nyde et godt glas vin.

”Min oplevelse er også at flere unge mennesker bliver mere interesseret i at få et glas god rødvin, i stedet for at drikke sig fuld”, fortæller Daniel Kvistgaard fra Douro.

”Det er unge mennesker og opefter. Det er meget unge mennesker, det er forretningsfolk. Det er hele vejen op. Det er folk, der sætter pris på kvalitet. Det er folk, der kan lide vores atmosfære. Den der hygge-stemning, der er herinde om aftenen”, forklarer Helle Sandø Nielsen om de gæster, der kommer hos Vino Y Pintxos.

Alle tre steder har ikke noget imod konkurrencen fra nye vinbarer, der eventuelt kunne kom frem i kølvandet på den stigende interesse for kvalitetsvine.

”Jo flere vinbarer, der kommer, jo mere opmærksomhed kommer der på vinbarer. Mange siger, er du nervøs for øget konkurrence? Nej, det er jeg ikke, fordi øget konkurrence er godt for alle, fordi det betyder, man skal være skarp, og man skal være klar. Vi skal ligesom til at tænke os om på en anden måde. Vi er alle med til at presse hinanden til at hæve standarderne”, fortæller D’Wines Kristian Ishøy.

Om der kommer flere vinbarer, må tiden vise. Men hvis vi kan bruge Aarhus som indikator for, hvad der kan ske i Aalborg de næste par år, kan vi helt klart se frem til flere vinbarer i byen.

Lige nu kan vi i hvert fald nyde dem, vi har. Udover D’Wine, Vino Y Pintxos og Douro, har Aalborg også Vin & Svin, som ligger i Jomfru Ane Gade.

Her er fire gode bud på vinbarer i Aalborg

D’Wine Bar
Algade 54
Læs mere her

Douro Wine Bar
Danmarksgade 49
Læs mere her

Vino Y Pinxtos
Boulevarden 38
Læs mere her

Vin & Svin
Jomfru Ane Gade
Læs mere her

Læste du interviewet med Kristian Ishøy fra D’Wine Bar?

Den vilde historie bag D’Wines succes: Kristian flyttede alene til Spanien som 10-årig

D Wine Aalborg

Del artikel

Andre læser også