Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Syng med på den danske sangskat: Aalborg Teater opsætter unik forestilling

Af Stine Kjølby Christensen

Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeg
Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeg

Hvis du er typen, der elsker at lytte og synge med på danske klassikere, så har vi en god og spændende nyhed til dig.

Til foråret præsenterer Aalborg Teater en særlig teaterkoncert, Drømte mig en drøm, hvor fokus netop er på at fremføre Danmarks kulturarvs udødelige stolthed: Den danske sangskat.

Teaterkoncerten spilles af teaterets fantastiske ensemble, der gennem skuespil og musikalske virkemidler sætter den helt rigtige tone for forestillingen.

Planen er desuden, at publikum skal agere kor og deltage aktivt i de sange, der kronologisk bliver vakt til live på Store Scene.

Det er instruktør Jacob Schokking, der står bag den unikke forestilling, der får urpremiere på teateret d. 1. maj.

Der bliver rift om billetterne, så skynd dig at sikre din allerede nu. 

Sangskatten er overalt

Jacob er selv fra Holland, men det afholder ham ikke fra at gå ind i det ellers meget danske projekt med liv og sjæl.

“Jeg er hollænder, så selvfølgelig skal jeg finde min vinkel på det. Men jeg må også tilstå, at efter 13 år i Danmark, er det ikke helt fremmed for mig,” siger han, da MigogAalborg møder ham til en snak om Drømte mig en drøm.

“Det er meget svært at undgå den danske sangskat, når man har giftet sig ind i en kristen dansk familie. Man bliver eksponeret for den hele tiden.

Første gang jeg mødte fænomenet, anede jeg ikke, at det var en “skat”. Det var jo bare blå bøger?

Til gengæld var de alle steder, og der var jo nærmest ikke den begivenhed, hvor der ikke pludselig blev brudt ud i sang – med eller uden klaver.” fortæller Jacob med et grin.

Siden sit første møde har Jacob uden diskussion overgivet sig til “de blå bøger”, og nu har han endda fået til opgave at omdanne det til et teaterstykke.

“Hvis du har bare en lille smule musikalsk baggrund, så er det ikke svært at stige på. Det er også en stor fordel, at det er så gennemorganiseret i Danmark – der er hele tiden nogen, der opdaterer den og laver nye udgaver.

Der er uden tvivl en sang til enhver lejlighed, men skulle der opstå nye situationer eller lejligheder i samfundet, så dukker der også nye sange op.

Sangskatten bliver aldrig uaktuel,” fastslår han.

Sangskatten skal holdes i live

Den danske sangskat lever, ånder og udvikler sig i os alle, hver gang vi synger.

Alene, sammen, hjemme i hverdagens syngen med på radioen, i skolen eller på jobbet. Fra vi er helt små lærer sangen os sproget at kende og får os til at falde til ro og i søvn.

I skolen synger vi videre om egn, land og den store verden.

Sangen rører os, rykker os sammen, minder os om sammenhænge større end os selv.

Vi får samme puls, samme åndedræt, og mærker med krop og sjæl, at vi hører til noget – en hjemstavn, en tradition – en nation.

Intet andet kan gøre det samme, på bare få minutter.

Samtidigt er sangskatten en sårbar nationalskat, der ikke blot kan holdes i live i en montré. Derfor mener Jacob også, at det er vigtigt, at vi passer på den.

“Modsat andre nationale klenodier, såsom kronjuvelerne, findes sangskatten kun, når du gider at synge den.

Hvis vi gravede den ned, så ville de jo være forsvundet fra jordens overflade om få generationer. Det er derfor, vi skal holde liv i den – og en teaterkoncert bliver en virkelig sjov måde at gøre det på,” forklarer Jacob.

Musikalsk rejse gennem sangskattens historie.

Forestillingen bygges op omkring både kendte og mindre kendte sange – alle med det tilfælles, at de er en del af den danske sangskat.

Drømme er nøgleordet, og her går Jacob og ensemblet især ind og arbejder med poesien og de mange smukke vendinger, der gennem tiden er blevet brugt i sangteksterne.

“Sangene strækker sig helt fra kollektive, følelsesmæssige kærlighedssange til sange om dyb sorg, eksistentielle vilkår og menneskets livscyklus.

Fortællingen ligger i sangforløbet, og der bliver både sekvenser med dialog og monolog. Ind i mellem nøjes vi også med blot at bruge sætninger fra nogle virkelig smukke tekster,” forklarer han.

Historien udvikler sig parallelt med de sange, der bliver fremført på scenen, og man kan altså se frem til en fuldstændig unik, musikalsk rejse gennem sangskattens enestående historie.

“Jeg har lagt meget arbejde i at finde ud af, hvilke sange der kan være i stue med hinanden, så vi hele tiden kan modellere videre på det samme tema, så historien bliver ved med at give mening.

Derudover er min kapelmester virkelig genial til at lave om i sangene, så vi har formået at skabe en virkelig flot nyfortolkning af teaterkoncert-genren,” forklarer Jacob.

Et fantastisk sceneshow i vente

Udover den musikalske oplevelse afslører Jacob, at publikum kan glæde sig til et fantastisk flot og visuelt sceneshow, hvor Jacob Moth-Poulsen, Ferdinand Falsen Hiis, Sebastian Aagaard-Williams, Evrim Benli, Østen Borre Simonsen, Marie Knudsen Fogh, Karla Rosendahl Rasmussen, Bolette Nørregaard Bang, Line Nørholt og Mette Klakstein sammen skal gøre sangene til virkelighed.

“Vi har at gøre med 10 unge mennesker, der sammen skal finde deres egen vej.

De skal selvfølgelig stå for hovedparten af fremførelsen, men meningen er også, at publikum skal deltage musikalsk, så oplevelsen bliver flerstemmig.

Det har teateret pralet med, at nordjyderne er gode til – så det håber jeg,” griner Jacob.

Du køber din billet her. 

Del artikel

Andre læser også