Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Succes i Løvens Hule: Aalborg-kometer fik Jesper Buch som investor

Af Michael Qureshi
Christoffer, Kasper og Christian i Løvens Hule
Christoffer, Kasper og Christian i Løvens Hule

Løvens Hule er blevet en kæmpe seersucces for DR.

Danskerne er vilde med at se iværksættere komme ind i “hulen” med deres bud på verdens bedste idé foran et panel af nogle af Danmarks mest spændende investorer.

Jesper Buch, Tommy Ahlers, Birgit Aaby, Ilse Jacobsen og Christian Stadil er løverne, som ofte sluger de håbefulde iværksættere råt og spytter dem ud.

I aftes var det så Aalborg-drengene fra SNT, der indtog det store rampelys midt i bedste sendetid på DR.

SNT står for Shaping a New Tomorrow og producerer herretøj der er lækkert at se på men føles nærmest som sportstøj at bære. Altså det er lækkert og yderst behageligt at have på.

Topkarakterer i Løvens Hule

SNT består af trioen Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak. De stod til deres største eksamen på skærmen i aftes, hvor de skulle præsentere virksomheden SNT foran de succesfulde investorer, og derfra håbe på, at nogle af dem ville med ombord.

Det blev i den grad topkarakterer til SNT, der fik både iværksætter-guruen Jesper Buch og rengøringsdronningen Birgit Aaby ombord. De købte sig begge ind i virksomheden med 250.000 kr. for 10 procent hver.

SNT gik fra tv-studiet med en halv million kroner, men vigtigst af alt to dygtige investorer der ved, hvordan man bygger en stor forretning op. Jesper Buch var manden bag Just Eat, som han solgte, og som i dag er 55 milliarder kroner værd.

En ordre i minuttet siden programmet

Siden programmet blev vist tirsdag aften gik det fuldstændig amok inde på SNTs webshop, som blev lagt ned flere gange, og det er væltet ind med henvendelser lige siden.

“Det har været overvældende. Vi havde mere end en ordre i minuttet og her i dag er det præcis det samme igen. Vi har indstillet os på, at vi kommer til at pakke på livet løs i rigtig lang tid.

Vi kalder alle, vi kender ind for at hjælpe med pakke, så kunderne hurtigst muligt kan få deres pakker. Der kommer desværre til at være lidt længere leveringstid end vi plejer at yde, men vi garanterer for, at vi knokler på livet løs,” forklarer Christian Aachmann.

Succes i Løvens Hule: Aalborg-kometer fik Jesper Buch som investor
de succesfulde SNT-drenge

Telefonerne og mails har ikke stået stille, siden nyheden om de kendte investorer var breaket.

“Tastaturet er brandvarmt. Vi får lige nu så mange henvendelser, at vi kæmper for at få svaret alle sammen. Hver gang der bliver svaret på en mail, kommer der to nye i indbakken. Hver gang vi har pakket en pakke, så dumper der to nye ordrer ind. Så lige nu handler det om fokus og holde tungen lige i munden,” siger Kasper Ulrich.

Nordjyske iværksættere på landkortet

Han tilføjer;

“Vi er virkelig taknemmelige for al den feedback og støtte vi har fået fra familie og venner. Det holder os i gang, at vi har så meget opbakning. Det er også fedt, hvis vi her i Shaping New Tomorrow kan være med til at sætte fokus på nordjyske iværksættere, for der er så mange, der gør det så godt heroppe,” fortsætter Kasper Ulrich.

Det har en stor betydning for SNT-drengene, at det netop var Jesper Buch og Birgit Aaby, der gik ind i virksomheden.

“Vi synes, det var lidt for billigt i forhold til, hvad de fik. Men investorerne var lidt et Dream Team, så det var også om at slå til. Jesper Buch har vi alle set meget op til. Jeg kan huske, at for tre år siden, dengang virksomheden stadig var helt på idébasis, der læste jeg Jespers Kick Ass bog.

Der stod også det med at give den en skalle, og gå den ekstra mil end andre. Det kommer vi også til at gøre,” forklarer den sidste del af trioen,” siger Christoffer Bak.

Jesper Buch er imponeret

I en video på SNTs website fortæller Jesper Buch, at han er fuldstændig begejstret for tøjet, som SNT producerer.

“Da jeg investerede i drengene, havde jeg ikke selv haft bukserne på. Jeg havde mærket og rørt ved dem. Men jeg havde først og fremmest mærket de her ildsjæle, der ville ud over stepperne. Som vil lave perfect pants. Da jeg først fik bukserne på må jeg erkende, at det er fuldstændig vildt, så godt det føles.

Det kan godt være, at folk siger, at det skal jeg sige som medejer, men så skal de altså prøve dem selv. Jeg vil vove og påstå, at når folk først har haft bukserne på en gang, så ved de, hvad vi snakker om,” forklarer Jesper Buch, som har engageret sig dybt i investeringen.

Del artikel

Andre læser også