Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Første gang i Aalborg: Stor madfestival holdes på Gl. Torv

Af Michael Qureshi

Gastronomien boomer i Aalborg og i det øvrige Nordjylland, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før den første Michelin-stjerne lander i regionen.

Nu kan vi her i Aalborg glæde os til endnu en stor oplevelse på madfronten, når Nordjysk Madfestival afholdes for første gang.

Det bliver i weekenden lørdag den 15. og søndag den 16. september, at det går løs lige i hjertet af Aalborg på Gl. Torv.

Det er den nystiftede forening Nordjysk Mad og Turisme, som står bag det store arrangement, hvor man satser på, at flere tusinder kigger forbi i løbet af weekenden.

Medlemmerne af Nordjysk Mad & Turisme består hovedsageligt af Nordjyllands bedste restauranter samt oplevelsesvirksomheder og lokale producenter.

Første gang i Aalborg: Stor madfestival holdes på Gl. Torv

Østers Battle, foodtruck og gode drinks

Der bliver virkelig også noget at glæde sig til. I løbet af weekenden byder Nordjysk Madfestival på Østers Battle mellem flere af Nordjyllands bedste restauranter, markedsplads med madboder, foodtrucks, smagsprøver, bar, dyreskue samt konkurrence i Årets Grønt Ret hvor 10 af restauranterne deltager.

“Nordjylland har en unik madkultur med fantastiske råvarer og madoplevelser i topklasse. Det vil vi gerne fejre sammen med alle nordjyderne under Madfestivalen 2018. Jeg er rigtig stolt som formand over det engagement og fællesskab vores medlemmer har lagt i Madfestivalen.

Vi håber, at alle der deltager får smagt på, hvad vi kan byde på,” siger Lasse Frimand Jensen, formand for Nordjysk Mad og Turisme.

Et af de helt store tiltag, hvor publikum også kan få indflydelse, bliver Østers Battle.

Her får gæsterne mulighed for at smage 5 unikke retter med tilberedte østers, kreeret af 5 restauranter fra netværket Nordjyske Restauranter. Hver ret skal bedømmes, og her tæller gæsternes stemmer. Når man køber en billet, får man ved ankomst til madfestivalen udleveret et hæfte med opskrifterne på de tilberedte østers, samt en stemmeseddel, hvor man får mulighed for at stemme på din favorit østers ret!

Gæsterne har mulighed for at smage og bedømme alle 6 lækre tilberedte østers retter ved at købe en billet til 150 kr pr person inkl. Vinmenu.

Under madfestivalen vil der være underholdning for børnene, og de har selvfølgelig også mulighed for at smage de tilberedte østers. Der er sørget for en østers-børnemenu bestående af 2 tilberedte østers retter inkl. Drikkevare til 50 kr. Per barn.
Børnemenuen laves af Horne Efterskole‘s Foodlab linje.

Restauranterne der leverer de tilberedte Østers retter er:
– Restaurant Applaus
– nam
– Strandhotellet Blokhus
– Restaurant Essens
– Hjorths Hotel

Du kan booke din billet til Østers Battle allerede nu – lige her

Selve markedspladsen består af Pop-up restauranter fra nogle af de mest populære i Aalborg og i Nordjylland. BoxTown har en Foodtruck, og der kommer også en Nordjysk Bar med en stærkt sammensat trio i cocktailrestauranten Studie 4, Nordisk Brænderi og Guldbæk Vingård.

Første gang i Aalborg: Stor madfestival holdes på Gl. Torv

Få lækre smagsprøver fra de bedste restauranter

Derudover er steder som BUSK Økologi, Egholm Folkefarm og Bøgebæk Økologi (æg) repræsenteret. På markedspladsen får man mulighed for at købe lækker mad og drikke samt få smagsprøver af de lækre nordjyske råvarer fra de lokale producenter.

Der kommer som nævnt også et regulært dyrskue på Gl. Torv, hvilket hører blandt sjældenhederne så centralt i en storby som Aalborg. Her kan man bl.a. få lov til at fodre dyrene.

Det bliver desuden ret specielt, når bl.a. Frilandsgrise fra det kendte Rosenbeck Frilandskød kommer helt ind i Aalborgs midtby, og man kan på tætteste hold se og høre om de forhold som deres grise lever under. Blandt andet er Frilandsgrisene hos Rosenbeck kendt for at elske at sove længe hver dag.

Kulminerer med kokkekonkurrence

Hele Nordjysk Madfestival kulminerer om søndagen med den store prestigefyldte kokkekonkurrence Årets Grønt Ret.

Her dyster 10 af Nordjyllands bedste restauranter i Årets Grønt Ret 2018, hvor 90% af tallerknen skal bestå af grøntsager og kun 10% af andet, f.eks. protein!

Kokkene går i gang kl. 11:30, og den første restaurant skal servere første ret kl. 13:00. Herefter skal der serveres en ret hvert tiende minut.

Køkkenerne er opstillet så alle har mulighed for at se på og følge med i hvordan kokkene tilbereder deres ret.  Til at bedømme retterne er der fundet et professionelt dommerpanel, som vil give alle retterne point.

Kl. 15:15 er der præmieoverrækkelse til vinderen.

Nordjysk mad og turisme er en paraplyorganisation for netværk der har til formål at fremme kvalitet oplevelse og bæredygtighed i mad og fødevareturisme i Nordjylland og dermed bidrage til udvikling af regionen. Du kan læse mere om den nye forening her

Her er det fulde program for Nordjysk Madfestival 2018
Lørdag 15. september
Kl. 11:00 – 16:00 – Markedspladsen og dyrskue er åben
Kl. 11:00 – Officiel åbning
Kl. 11:30 – 14:30 – Østers Battle
Kl. 15:00 – Præmieoverrækkelse Østers Battle

Søndag 16. september
Kl. 11:00 – 15.30 – Markedspladsen og dyrskue er åben
Kl. 11:30 – 15.00 – Kokkekonkurrence – Årets Grønt Ret 2018
Kl. 15.15 – Præmieoverrækkelse Årets Grønt Ret 2018

Du kan også holde dig opdateret på begivenhederne lige her

Del artikel

Andre læser også