Sker i morgen: Rytterstatuen på John F. Kennedys Plads skal flyttes

Skrevet af: Michael Qureshi

I fremtiden kan vi glæde os til at opleve en helt nyt John F. Kennedy Plads med en Plusbus-station.

For at gøre plads til den kommende Plusbus går Aalborg Kommune nu i gang med at rydde John F. Kennedys Plads.

Rytterstatuen af Kong Christian den 9. flyttes derfor midlertidigt i depot, mens pladsen ryddes og omdannes til et nyt, attraktivt byrum med plads til både busser, ophold og aktivitet.

Selve flytningen finder sted tirsdag den 19. maj kl. 07.00.

I september 1910 kom C.J. Bonnesens rytterstatue af Christian den 9. til Aalborg, hvor den blev indviet ved en storstilet folkefest på Nytorv.

Tusinder af mennesker var samlet for at overvære afsløringen af den kongelige statue.

Også kongeparret, Frederik den 8. og dronning Louise, kronprinsparret, den senere Christian den 10. og hans gemalinde, Alexandrine, samt prinsesse Dagmar deltog i festlighederne.

Gennem tiden er rytterstatuen blevet flyttet flere gange.

I 1926 blev pladsen på Nytorv for trang på grund af busserne, og rytterstatuen blev flyttet til Banegårdspladsen – som i dag hedder John F. Kennedys Plads.

Her stod statuen i et anlæg med træer og blomster indtil 1995, hvor pladsen af trafikale hensyn blev omlagt.

I den forbindelse flyttede man rytterstatuen hen til det sted, hvor den står i dag – nemlig i krydset ved Boulevarden og Steen Blichers Gade med front mod Boulevarden.

Nu står rytterstatuen så igen over for en flytning. Tirsdag den 19. maj kl. 07.00 bliver den sendt til opbevaring i depot, mens gravemaskiner indtager John F. Kennedys Plads.

Ingen nem opgave at flytte den 12 fod høje statue

Det er Aalborg Kommune, der i samarbejde med AVAS står for flytningen af rytterstatuen. Men man flytter ikke bare en 12 fod høj bronzestatue med en vægt på knap 2 tons sådan uden videre.

Forud for flytningen er den blevet tilset af en konservator, der hjælper med at planlægge flytningen, så statuen ikke tager skade.

“Rytterstatuen trænger til en kærlig hånd. De mere end 100 år på bagen, har virkelig sat sine spor. Men den er blevet flyttet før, så det kan den også godt klare igen.

Det er dog altafgørende, at løftestropperne sidder korrekt. Ellers risikerer vi, at den bliver ødelagt under flytningen,” oplyser konservator Katja Sonne-Hansen.

Efter en dag med grundig besigtigelse og masser af gode råd og vejledning er statuen nu klar til at flytte i depot, hvor den også vil blive renset og få et servicetjek.

Kommer tilbage til en helt ny plads

Når rytterstatuen i slutningen af 2021 vender tilbage til John F. Kennedys Plads, er det med udsigt til en helt ny og forandret plads.

Udover at blive Plusbus-rutens største og vigtigste knudepunkt, der sammenkobler Aalborg og regionens kollektive trafik, bliver John F. Kennedys Plads samtidig omdannet til et attraktivt byrum med grønne områder, der indbyder til ophold for alle byens borgere og gæster.

Sådan skal den nye John F Kennedy Plads se ud

“Med etableringen af Plusbus-ruten gennem byen, har vi fået mulighed for at gentænke og omdanne John F. Kennedys Plads, så den i højere grad passer til den storby, Aalborg er i dag.

Hvordan pladsen helt præcist kommer til at se ud, er endnu for tidligt at løfte sløret for. I samarbejde med vores rådgivere arbejder vi lige nu på at få indretningen på plads.

Men én ting er sikkert. Fremover vil alle, der ankommer til Aalborg med tog eller bus til dette trafikale kraftcenter, opleve en ny velkomst til byen, og borgere og besøgende får et flot og dejligt byrum til ophold og aktivitet,” siger Svend Erik Pedersen, der er projektchef for Plusbus og stadsingeniør i Aalborg Kommune.

AALBORG SUSHI FESTIVAL – FÅ LÆKRE MENUER TIL 99 KR.

MigogAalborg har lavet en Sushi Festival som kører i denne uge. Få bl.a. 24 stykker sushi fra nyåbnede Yummi eller 18 stk. sushi fra populære Suzumi. Læs mere her