Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ser positivt på fremtiden: Aalborg Cityforening søsætter ny strategi

Af Redaktionen

Store dele af detailhandlen i Danmark har været hårdt ramt af nedlukninger under Corona epidemien.

Men hos Danmarks største cityforening, Aalborg City, har man også øje for de positive sideeffekter, og generelt ser foreningen positivt på fremtiden. Nu skal en ny strategi være med til at sikre, at detailhandlen i Aalborg kommer styrket ud af krisen.

Aalborg Cityforening har netop afholdt sin årlige generalforsamling. Her blev der gjort status over en af de mest turbulente perioder nogensinde for foreningens knap 300 medlemmer, og konklusionen blev, at udviklingen overvejende har været positiv i de seneste år:

“Når jeg som formand kigger tilbage på årene 2020 og 2021, så er det både positive og negative følelser, der fylder. Det gør mig glad, at alle har været omstillingsparate og fleksible i forhold til de mange skiftende restriktioner og dagsordener. For mange har det været nogle hårde år, mens det for andre har været år med vækst og øget omsætning, forklarer Jes Asmussen.

Fremgang hos de fysiske butikker

Jes Asmussen, der til daglig driver Click på Boulevarden i Aalborg, tiltrådte som formand i foråret 2020, netop som coronavirusset ramte.

På samme tidspunkt havde foreningen sagt farvel til dens direktør gennem 17 år, og den nye bestyrelse skulle således både håndtere Corona epidemien, den daglige ledelse samt et internt oprydningsarbejde:

“Den nye bestyrelse og alle butikkerne har gjort et forbilledligt arbejde, og alle har stået sammen om at løse udfordringerne. Det har styrket fællesskabet, og det er min fornemmelse, at opbakningen til foreningen og vigtigheden af dens arbejde står tydeligere end nogensinde før, fortsætter han.

På generalforsamlingen blev det også konstateret, at danskernes forbrugslyst er intakt og i nogle tilfælde endda øget de seneste år:

“Der har været fremgang for mange fysiske butikker, og i det hele taget er der grund til at se optimistisk på detailhandlens fremtid. Samfundet er i gang med at åbne op igen, og inden længe vender turisterne forhåbentlig også tilbage til Aalborg.

Ligeledes har vi haft stor opbakning fra Nordjyderne omkring vores City Gavekort. Salget er steget markant de sidste par år, og det viser os, at kunderne er glade for at shoppe i Aalborg City og at hygge på byens cafeer og restauranter,” pointerer Jes Asmussen videre.

Her er den fremtidige strategi for byen

Bestyrelsen i Aalborg City, der udover Jes Asmussen består af Mikele Volpi fra San Giovanni, Anja Kibsgaard fra Salling, Helle Nielsen fra NAPA Store, Michael Jensen fra Smykkeform, Tina Mikkelsen fra Magasin, Malene Krogsgaard Advokaterne Vingaardshus og Michael Vinter Larsen fra Albert Rex, har brugt den seneste periode på at gennemgå foreningen med en tættekam og ligge den fremtidige strategi for foreningen:

” Vi ønsker først og fremmest at være tættere på vores medlemmer, hæve aktivitetsniveauet, samt være mere synlige. Vi oplever samtidig en stor interesse fra det øvrige erhvervsliv i og omkring Aalborg for et øget samarbejde. Det passer perfekt med vores nye strategi. Vi mener nemlig, at hvis vi forener vores kræfter i erhvervslivet, kulturen og turistorganisationerne, ja så kan vi fastholde vores position som hele Nordjyllands centrum, fortsætter Jes Asmussen.

Han siger supplerende, at foreningen har planlagt en lang række aktiviteter for de kommende måneder.

Det gælder både vinterferieugerne med en stor skattejagt for børn og voksne, fastelavnsfest, blå mandage og masser af sommer aktiviteter.

Aalborg City står i øjeblikket uden City Manager, da Stephan Scheelke i december 2021 valgte at opsige sin stilling:

“Vi er kede af, at Stephan Scheelke valgte at stoppe efter kort tid, men omvendt ser vi det som en god mulighed for en helt frisk start. Vi har i bestyrelsen valgt at fordele mange af opgaverne mellem os.

Vi forventer, at stillingen blive genbesat fra sommeren i år, siger Jes Asmussen afslutningsvis.

Del artikel

Andre læser også