Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Søn af en legende i Aalborg: Nu står Sebastian Rosdahl i spidsen for Restaurant MEAT

Af Nana Sofia Hansen
Sebastian Rosdahl er restaurantchef på MEAT i Vesterå.
Sebastian Rosdahl er restaurantchef på MEAT i Vesterå.

I Aalborg går en kokke-søn rundt, som er ret beskeden omkring sit ophav.

Men nu hvor han selv er blevet restaurantchef, synes vi, at det er oplagt med et portræt.

Sebastian Rosdahl var otte år, da hans far, Henrik Rosdahl, pludselig døde. Sammen med mor Susanne og lillesøster Anne-Sofie på fem år stod han pludselig i, hvad der føltes som verdens største tomhed.

Livet gik videre, for man er nødt til at leve med sorgen.

Men inden vi dykker ned i 29-årige Sebastian Rosdahls liv i dag og hans passion for mad, skal vi have et oprids af, hvad hans far skabte i Aalborg.

Kokken som folk rejste til Aalborg for at opleve

Aalborgs legendariske kok, Henrik Rosdahl, var banebrydende med sin gourmetmad og eksklusive vine.

Han nægtede at gå på kompromis med kvaliteten og talte dunder for friske råvarer og det ærlige, gedigne måltid.

Alle over en vis alder i Aalborg husker naturligvis Rosdahl.

I 1988 åbnede han fiskerestauranten Penny Lane i Sankelmarksgade. Et navn, som den nuværende Café Penny Lane siden har overtaget.

Søn af en legende i Aalborg: Nu står Sebastian Rosdahl i spidsen for Restaurant MEAT
Barndomsbilleder. Sebastian og Anne-Sofie sammen med far Henrik Rosdahl, da alt sås igennem nysgerrige barneøjne.

I 1997 blev fiskerestauranten kåret som Årets Restaurant af Den Danske Spiseguide, og da prisen skulle overrækkes, rejste ingen ringere end 29-årige kronprins Frederik til Aalborg for at hylde den store succes.

Folk rejste tværs over Danmark for at smage, hvad kokken Henrik Rosdahl kunne.

Rigtig mad skulle ikke være doven halvfabrikata af pauver kvalitet, som udbredte sig i 1980’erne og 1990’erne. Mad skulle være den ægte vare.

Fransk mad med danske øjne

Henrik Rosdahl var ansigtet udadtil, selvom hustru Susanne Rosdahl var en lige så stor drivkraft, ikke mindst som restaurantchef.

Familiens sommerferier gik som regel til Frankrig, hvor Sebastian og lillesøster Anne-Sofie med barneøjne så franske landkøkkener hos lokale vinbønder, især i Bourgogne.

Kærligheden til fransk madkultur var stor.

Søn af en legende i Aalborg: Nu står Sebastian Rosdahl i spidsen for Restaurant MEAT
Menukort og hverdagen i fiskerestauranten Penny Lane i Sankelmarksgade.

I 2000 åbnede fødevaremarkedet Rosdahls på havnen – i det gamle pakhus, som i dag er Restaurant Bone’s.

Komplet nytænkende for havnefronten dengang kunne aalborgenserne træde ind i et madmekka – og snuse, smage og købe fisk, kød, grøntsager, frugt, oste og delikatesser.

Rosdahls på havnen var også en restaurant og en overdådig vinhandel.

Men lige da livsværket blomstrede, under et år efter åbningen af fødevaremarkedet, blev Henrik Rosdahl alvorligt syg i 2001.

Han døde få måneder efter, blot 37 år gammel.

Store sko at fylde ud

Som søn af den store kok er 29-årige Sebastian Rosdahl bevidst om den arv, der ligger i familienavnet. At gå ind i restaurationbranchen har både været oplagt og ikke oplagt.

Som Cand.merc. i økonomistyring var han på vej i en anden retning.

Men efter 12 år som ansat på McDonald’s i barndomsbyen Aabybro – heraf 10 år som leder – gik det op for ham, at hans erfaring i service, overblik og kundekontakt kunne bruges til noget større.

En dag i 2020 indhentede skæbnen ham.

“Min kæreste Louise så et stillingsopslag som restaurantchef hos Restaurant MEAT. Jobbet talte direkte til mig. Louise skubbede kærligt på, og så forstod jeg, at det var min vej,” fortæller Sebastian Rosdahl.

Søn af en legende i Aalborg: Nu står Sebastian Rosdahl i spidsen for Restaurant MEAT
Sebastian Rosdahl er nøje bevidst om vinen, så den passer til gæsternes valgte menu.

Han blev straks ansat som restaurantchef – og et år senere også medejer af Restaurant MEAT, sammen med Gitte og Michael Jensen.

Mad er kærlighed til alle sanser

At være barn af en kok sætter sig i næsebor og øjne.

“At forstå mad med alle sanser har boet i mig, siden jeg var lille.

Og jeg bilder mig ind, at jeg har flair for at skabe den helhedsoplevelse, det skal være for gæsterne at nyde en aften på restaurant,” siger Sebastian Rosdahl.

Ligesom sin far er Sebastian Rosdahl åbenlyst god til story-telling.

Han sætter gerne ord og fortællinger på den mad, han serverer i restauranten. For ligesom han som barn mærkede sin fars passion for råvarer og kvalitet, ligger det naturligt for ham at formidle sin passion til gæsterne.

Menuen på Restaurant MEAT tager udgangspunkt i kød af høj kvalitet.

Hertil vælger man side orders af kartofler, saucer, garniture og salater – og sin foretrukne vin, som Sebastian Rosdahl gerne guider i. På menuen er for eksempel det eksklusive japanske Kobe-kød, guldbelagt med spiseligt guld og en sauce af rødvinsreduktion og kaviar.

Når Sebastian Rosdahl ikke kræser om sine gæster i restauranten, bor han i Aalborg med sin kæreste Louise, som venter deres første barn til november.

Næste generation Rosdahl udstråler ro, men sønnen af den store kok har tydeligvis ambitioner.

Du kan læse mere om Restaurant MEAT i Vesterå her.

Og læs artiklen om restaurantens nye madkoncept ‘teppanyaki’ her.

Søn af en legende i Aalborg: Nu står Sebastian Rosdahl i spidsen for Restaurant MEAT
Det japanske madkoncept teppanyaki er et fuldendt show for næsen af dig, mens du nyder din mad.

Del artikel

Andre læser også