Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nu afslører Lisa fra Penny Lane: Vi åbner Aalborgs første creperie

Af Michael Qureshi
Lisa Søgaard glæder sig til at åbne Aalborgs første creperie
Lisa Søgaard glæder sig til at åbne Aalborgs første creperie

Da nyheden sprang om Penny Lanes overtagelse af den nu lukkede B.T. Centralen regnede de fleste med, at den populære café ville udvide med endnu flere pladser.

Men indehaver Lisa Søgaard har haft helt andre planer, efter hun fik muligheden for at overtage nabo-lokalerne på Boulevarden.

Nu kan Lisa Søgaard afsløre over for migogaalborg.dk, hvad der kommer til at være i de nye lokaler. Det bliver et koncept, som Aalborg eller Nordjylland i det hele taget ikke har haft før.

”Vi laver et Creperie i de nye lokaler tilstødende Penny Lane. Det er med inspiration fra de franske Creperier, der ligger på stort set alle gadehjørner og er meget populære i Frankrig. Det bliver med søde varianter og så Galette der er den lidt mere grove variant og mere er en madpandekage,” forklarer Lisa Søgaard begejstret.

Hun har haft Penny Lane siden august 2010, og så ejer hun også Abbey Road over for Nordkraft. Lisa er desuden gift med Claus Søgaard, der har Søgaards Bryghus på C.W. Obels Plads, så der er godt styr på branchen i hjemmet.

Navnet på den nye Creperie bliver i Beatles-universet, fortæller hun.

“Vi har lagt os fast på Maggi Mae for at blive i Beatles-stilen.”

Aalborg har ganske vist Pandekagehuset i Lystbådehavnen, men der er stor forskel på de to varianter, siger Lisa Søgaard.

”Det bliver ikke hans pandekager, vi laver. Det bliver, som de laver det på et fransk creperie. Det er lidt deres svar på den danske café,” siger hun.

Hun er i fuld gang med at bevare overblikket over ombygningen af den tidligere kiosk samt at lære alt om Creperie-konceptet.

”Vi har lige været i Bretagne i Frankrig for at søge inspiration til fyld i de her Galettes. I Frankrig fylder de alt fra kammuslinger til skinke, spejlæg og ost. Vi kommer selvfølgelig til at tilpasse dem til den danske smag, og så bruger vi eksempelvis dansk ost. Der er rigtig mange smagsmuligheder med dem,” lyder det fra Søgaard.

”Der er vil også være varianter uden gluten og laktose. Det kan vi mærke på både Penny Lane og Abbey Road, at der er efterspørgsel på, så dem tilgodeser vi også med det nye koncept.”

Penny Lane Aalborg
Lisa Søgaard med de specielle skeer man laver en crepe med.

Er Aalborg så klar til at omfavne et fransk koncept som et godt frokost-alternativ?

”Ja, det er vi overbevist om. Det passer egentlig meget godt ind i café-stilen, som vi godt kan lide i Danmark. Det er et hurtigt og godt alternativ til en sandwich til frokosten, for der er virkelig også noget bund i de her madpandekager,” fortæller Penny Lane-indehaveren.

Det nye Creperie bliver også fuldstændig adskilt fra Penny Lane, og så alligevel ikke.

”Planen er, at hvis man skal ind og sidde, så skal man igennem Penny Lane. Vi laver salg til gaden også. Direkte gennem en luge, både crepe, vaffel og softice. Vi har haft mange overvejelser omkring, hvad vi ville med de nye lokaler, og hvor meget det skulle være en del af Penny Lane. Selv om det bliver to forskellige koncepter, så synes vi stadig, at der er noget synergi med det vi laver på Penny Lane,” siger Lisa Søgaard.

”Jeg er virkelig spændt, men jeg har en god mavefornemmelse omkring det. Når man kigger på, hvad der sker i Aalborg i øjeblikket, så skyder der så mange restauranter og cafeer op, at man bliver nødt til at skille sig ud for at komme på banen,” mener hun.

Det nye sted åbner efter planen i oktober.

Fik du læst?

Bølge af nye restauranter åbner i Aalborg: Disse hotte steder skal du kende

price i Aalborg
Hele holdet bag Brdr. Price i Aalborg

Del artikel

Andre læser også