Nordjyder har skabt grill sensation: Nu har den ramt hele landet

Skrevet af: Michael Qureshi

I næste uge rammer de høje temperaturer for alvor her i Nordjylland, og det ser ud til at blive stabilt godt vejr over flere dage.

Det betyder for rigtig mange, at betrækket på grillen ryger af, og der tændes op for enten kul- eller gasgrillen. Nu kan det blive endnu sjovere at grille. For et nyt dansk intelligent stegetermometer revolutionerer måden, hvordan kød tilberedes.

Det er de to nordjyder bosiddende i Skørping et kvarters kørsel fra Aalborg Martin Kloster og Kasper Kristensen, som har udviklet et intelligent og interaktivt stegetermometer. Produktet hedder CookPerfect, og MigogAalborg har tidligere skrevet om det. Tjek artiklen her.

Revolution i grillbranchen

Grillentusiaster kalder det for en mindre revolution i grillbranchen, fordi en særlig matematisk udregning sikrer perfekt tilberedt kød hver gang og samtidig kan forudsige hvornår kødet er færdig tilberedt.

Det betyder, at du kan droppe stressen og i stedet slappe af og hygge sammen med dine gæster.

Med CookPerfect følger en app, som du har liggende på din telefon eller tablet. Når du stikker termometeret ind i et stykke kød, vælger du hvilken type kød, det er, samt den kernetemperatur du ønsker – eller du vælger ud fra et visuelt billede af, hvad farve dit kød skal have.

Derefter måler CookPerfect kødets temperatur, og ved hjælp af algoritmen beregner appen i løbet af få minutter, hvornår dit kød vil være færdigt.

Stor interesse ved crowdfunding

I første omgang sendte Martin Kloster og Kasper Kristensen deres produkt på markedet via Crowdfunding, hvor de oplevede en enorm interesse for Cookperfect, og der røg mange bestillinger ind via crowdfunding-siden.

Nu er næste skridt taget, og Cookperfect ligger i en række større detailkæder rundt omkring i Danmark.

“Vi sendte omkring 1000 afsted, som blev leveret som lovet inden jul. Flere af vores backers fra Crowdfundningkampagnen har givet os meget positiv feedback – hvor vi bl.a. hører, at CookPerfect har stået for tilberedningen af juleanden og flæskestegen og det aldrig har smagt så saftigt og det samtidig aldrig har været så nemt, så bliver man da utrolig stolt og glad,” siger iværksætter Martin Kloster til MigogAalborg.

De to stiftere af CookPerfect
Kasper Kristensen (venstre) og Martin Kloster har opfundet CookPerfect

Han fortæller, at man i 2018 satser på det nordiske marked, hvor mange større kæder som Bauhaus og 10-4  byggemarked og flere XL Byg har taget det ind. De første meldinger fra markedet er klart, at forbrugerne er vilde med det.

CookPerfect samarbejder desuden med den nordjyske virksomhed Backyard Living, der blandt andet har agenturet til de populære Napoleon grill.

Ved hvornår kødet er færdigt

Martin Kloster mener, at de med CookPerfect løser en række frustrationer for os der elsker at grille, men måske ikke er eksperter på området.

Nu kan man nemlig præcis meddele gæsterne eller familien derhjemme hvad tid helt præcist kødet er færdigt. På den måde bliver det markant lettere at forberede tilbehør og dække op til spisetid.

”I princippet startede idéen med en irritation over, hvor kompleks det er at opnå den rette tilberedning af kød på grillen med de stegetermometre, der fandtes på markedet. Som så mange andre danskere elsker jeg at grille, men alt for ofte har godt kød på min grill fået for lidt eller for meget, også selvom jeg altid bruger et stegetermometer.

Min tanke var, at det måtte kunne gøres bedre og mere simpelt, og den tanke har nu resulteret i CookPerfect,” siger Martin Kloster.

Måler kødets temperatur flere steder

Normalt, når man stikker et stegetermometer ind i kødet, bliver temperaturen kun målt i spidsen af termometeret. Det betyder, at man skal ramme kødets kerne helt præcist for at måle kernetemperaturen.

Det unikke med CookPerfect er, at termometeret måler kødets temperatur flere steder i kødet og derefter udregner kernetemperaturen samt hvornår kødet er klar til servering ud fra de ønsker, du har tastet ind på den medfølgende app.

Så det er allerede nu muligt og erhverve sig det banebrydende stegetermometer, du kan finde din lokale forhandler HER

Grundlagt i 1977: Aalborg-virksomheden Nordlux er i fortsat vild vækst

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Aalborg kan være stolt af at huse mange ældre og veletablerede virksomheder.

Én af dem er Nordlux, som er en af Skandinaviens førende udbydere af dekorativ, innovativ og funktionel belysning til hjemmet.

Nordlux blev grundlagt i 1977, da iværksætteren Svend Erik Poulsen solgte sine første armaturer til Dansk Supermarked (nu Salling Group).

I dag forhandles Nordlux produkter i mere end 50 lande og er repræsenteret i 13 ud af de 20 største byggemarkeder i Europa. Samtidigt er Nordlux i fuld gang med at gøre sit indtog i møbelhuse i Danmark og Europa.

I 2017 blev virksomheden solgt til en industriel investor i Kina, som er en af de førende udviklere og producenter af LED pærer.

Med den nye ejer fulgte også et nyt mål: Inden for en årrække forventes virksomheden at have fordoblet sin omsætning samt blive blandt de tre største leverandører af belysning til detailhandlen i Europa.

Lokationen er vigtig

På trods af den stigende popularitet udover landets grænser, har Nordlux alligevel valgt at bibeholde sine lokale værdier og holde fødderne solidt plantet i den aalborgensiske beton.

Fredag d. 7. september, kunne virksomheden tilmed fejre indflytningen i splinternye lokaler i hjertet af Aalborg.

Den nye beliggenhed på Stjernepladsen i Østre Havn, hvor Byens Rum tidligere havde lokation, er i forvejen i en enorm vækst – og hos Nordlux var man ikke i tvivl, da A. Enggard foreslog adressen tæt på Nordkraft og Musikkens Hus.

“Vi havde længe været udfordret pladsmæssigt i forhold til vores gamle lokalitet på Karlskogavej, så jeg fik opgaven at finde en ny, egnet beliggenhed, hvor vi kunne sidde samlet og samtidigt få os et smukt showroom,” fortæller direktør Peter Terkelsen og fortsætter:

“Samtidigt var det også vigtigt for os, at stedet kunne afspejle os som virksomhed og have det helt rigtige Aalborg-DNA. Så da Asger Enggard foreslog et gammelt pakhus fra 1906 ved havnen, var jeg ikke i tvivl.”

Nye rammer skal skabe vækst i fremtiden

De nye lokaler rummer intet mindre end 2700 m2, hvoraf 800 m2 er omdannet til et flot og inspirerende showroom. De nye lokaler er større end på den tidligere adresse, men det har kun været en positiv forandring, fortæller Peter Terkelsen:

“Vi oplever allerede en rigtig god dynamik i huset, og nu ser man faktisk alle sine kollegaer hver dag.

Her er det virkelig lykkes os at skabe nogle helt optimale rammer til at lave motoren for den vækst, som vores nye ejer forventer af os,” forklarer Peter Terkelsen, da Nordlux holdt reception på den nye adresse.

Fremtiden for Nordlux byder blandt andet på et større fokus på virksomhedens produkter, hvor der især skal kæles endnu mere for design og funktionalitet – hvilket allerede nu stråler gennem hele det nye showroom i stueetagen.

Showroomet skal blandt andet bruges med henblik på fremvisning af produkterne til nuværende og kommende samarbejdspartnere i den stærkt vækstende virksomhed – både i og udenfor Aalborg.

Også her spiller den nye beliggenhed en central rolle for Nordlux.

“Det er vigtigt for os, at Nordlux fortsat bevarer sine aalborgensiske værdier, og her føler jeg også, at vi i høj grad er blevet en del af det pulserende Aalborg.

Fra lokal til international er også værdier, som både beskriver byen og Nordlux – så jeg er sikker på, at stedet i høj grad kan være med til både at inspirere og ikke mindst forme fremtiden for virksomheden,” slutter Peter Terkelsen.

VBs nye darling: Flæskestegsburger med sovs og jydenachos

Skrevet af: Christine Luca Hornemann

Har man boet i Aalborg, så kender man med al sandsynlighed også til Vestre Baadelaugs store og snaskede bøfsandwich, der i 2013 blev kåret til Danmarks bedste af slagsen.

Nu er Vestre Baadlaug så klar med sidste nye skud på havnen.

Frilandsgris og jyde-nachos

Det drejer sig om Vestre Baadelaugs helt nye darling – flæskestegsburger med dansk frilandsgris fra Slagter Carlsen i Støvring.

Den serveres med en økologisk briochebolle smurt med senneps-mayo, hjemmelavet rødkål og syltede agurker, hjemmelavet sovs og prikken over i’et – jydenachos med sovs a’parte, som de selv kalder det.

Er hjertet for det meste sat på den velkendte bøfsandwich, så skylder man sig selv at prøve flæskestegburgeren, der med sin tekstur og smag, garanterer, at mundvandet sætter i løb.

Både toppen og bunden består af den økologiske briochebolle, der er smurt med en lettere krydret senneps-mayo, som er med til at give sandwichen en pikant smag.

Mellem bollen findes det, det hele drejer sig om, nemlig flæskestegen. En mør steg, der gør sandwichen let at skære i spiselige bider, og med sprøde saltede flæskesvær, der giver perfekt balance.

Toppet med Danmarks mest kælne brune sovs

Ingen flæskestegssandwich uden surt, derfor afbalanceres den yderligere med Vestre Baadelaugs hjemmelavede rødkål og syltede agurker i overflod.

Slutteligt er burgeren toppet med restaurantens brune sovs, som blev kåret til Danmarks mest kælne brune sovs i november 2017 af Bøfsandwich-kongerne, der virkelig klæder flæskestegen, mayonnaisen og det sure.

Hvor tallerkenen normalt vil være prydet af pommes frites, har Vestre Baadelaug i stedet valgt at tilbehøret til flæsestegssandwichen er de sprødeste, lækreste og knasende hjemmelavet franske kartofler, som de selv kalder for jyde-nachos.

Tankerne ledes let på Taffels klassiske franske kartofler, men det kan man godt parkere. De når ikke Vestre Baadelaugs jydenachos til sokkeholderne, der er med rette bid og crunch.

Som hører sig til, serveres de franske kartofler også med en ekstra skål brun sovs, der er i så rigelige mængder, at det er muligt både at hælde ud over og dyppe i, samtidig med, at der er nok til også at toppe burgeren ekstra af med.

Inspireret af madblog

Idéen til de lækre jyde-nachos kommer fra madbloggen “Klidmoster” der i december sidste år, proklamerede at ”jydenachos med brun salsa” er julens treat.

Hos Vestre Baadelaug er det dog et treat, der ikke er sæson-bestemt, hvorfor det allerede nu er muligt at stikke hovedet forbi den populære restaurant, for at smage deres udgave.

Alle retter hos Vestre Baadelaug er gjort med største omhu, derfor står flæskestegen også klar, når køkkenet åbner klokken 16.30.

Den nye flæskestegsburger er et sikkert hit ,og man fristes til at sige, at hvis bøfsandwichen er kongen af den gamle lystbådehavn, så er en tronfølger så sandelig gået i land.

Buffalo skoene er tilbage: Aalborg-butik sælger allerede løs af dem

Skrevet af: Simone Vestergaard

En af 90’ernes største modetrends er tilbage efter godt 20 år.

Allerede i marts luftede MigogAalborg nyheden om, at Buffalo skoen muligvis var på vej tilbage i butikkerne.

Nu er det en realitet lige her i Aalborg.

De fleste af os husker dem. De store sko med den høje sål, som eksisterede i alle regnbuens farver. Enten elskede man dem, ellers hadede man dem.

De var et kæmpe hit fra midt 90’erne til de tidligere 00’ere – og datidens unge havde som minimum ét par af de hæsblæsende plateausko stående i skabet.

Var det på grund af datidens populære pigegruppe Spice Girls, eller dét at de lige øgede højden med små 10-12 centimeter?

Tiffany har som de første fået dem på hylderne

Én ting er sikkert.

Buffalo skoen er på mode igen, og tøjbutikken Tiffany i Bispensgade har, som de første forhandlere i Aalborg, fået skoen på hylderne.

“De højere såle er blevet en generel trend inden for sneakers, og her har Buffalo skoen måske været en inspirationskilde.

Skoen var jo super populær for mange år siden, og der er mange, som kan huske dem. De er ren nostalgi for os, der var unge i 90’erne. Vi har valgt at sælge dem, fordi vi tror på, at markedet er til det.

Vi fik dem i butikken i går, og vi har allerede solgt en god håndfuld.” fortæller indehaver af Tiffany, Kristine Ibsen, til MigogAalborg.

Modetendenser får nyt liv

Den populære plateausko var én af tidens helt store trends, og meget har ændret sig siden.

Det ses ofte, at modebranchens store stilfænomener får nyt liv mange år efter.

Trompetbukserne, denim sættet, croptoppen, trenchcoaten, ruskindsnederdelen og heldragten.  Trends der alle har været fremme i enten 70’erne, 90’erne eller 00’erne – og nu er de på mode igen.

Buffalo skoen har fået en 2018 opgradering og er blevet nyfortolket til de nye generationer, der af gode grunde ikke var født i 90’erne.

“Der er mange i den unge generation, som ikke har oplevet plateauskoen. Så på den måde tror jeg, at de kan få nyt liv. Vi forhandler dem i beige, negro og blanco.

Og de er faktisk en god mellemting mellem sneakers og støvler – de passer jo til det danske vejr.” afslutter Kristine.

Hvis du vil med på moden, og genfinde de fede 90’er, så kan du læse mere om skoen her.