Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

MigogAalborg tester: Kom med på troldejagt på Egholm

Af Stine Kjølby Christensen

Don’t follow me, I am lost too.

Et statement, som vi meget vel kunne have gjort brug af i dag, da vi begav os på troldejagt på hele Aalborgs naturperle: Egholm.

Det lyder vel også i sig selv hyggeligt nok, men en kombination af silende regn (som befandt vi os i slut oktober) og en blæst så kraftig, at vi muligvis kunne have sparet færgebilletten, hvis vi blot havde foldet regnjakkerne ud i modvind … gjorde det mildest talt mere til et spørgsmål om overlevelse.

Ville vi nogensinde finde den trold? Ville vi nogensinde finde hjem? Og er der overhovedet nogen, der ville savne os?

Spørgsmålene var mange, da vi begav os afsted på tværs af øen.

International trold flytter ind

Er du én af dem, der allerede nu er stået af og hverken kan finde hoved, hale eller trold i denne fortælling, så kommer her lidt forhistorie:

Den 24. juli var der officiel indflytterfest på Egholm, hvor trolden Pil havde besluttet at slå sig ned. Faktisk var det nok mere hendes jordiske fader, Thomas Dambo, der havde bestemt, hvor Pil skulle bo.

Thomas Dambo er kunstner og slog for alvor igennem i 2016, da han opførte projektet De Seks Glemte Kæmper på Københavns vestegn. MigogAalborg tester: Kom med på troldejagt på Egholm

Projektet er siden blevet set af millioner af mennesker fra hele verden og troldene er på adskillige lister over de mest spændende ting at opleve i nærheden af København.

… og nu har vi altså fået vores helt egen i Aalborg.

Fra Tokyo til Egholm

2020 stod ellers til at blive et stort år for genbrugskunstneren, som skulle have installeret mere end 25 af hans ikoniske troldeskulpturer i genbrugstræ i otte forskellige lande; lige fra Tokyo under OL til Burning Man i USA.

Men så ramte Covid 19, og samtlige projekter blev aflyst eller udskudt på ubestemt tid.

“Jeg var i Puerto Rico og lave en af mine trolde, da Mette Frederiksen gik på TV, lukkede Danmark ned og kaldte alle hjem,” fortæller Thomas, som i den forbindelse måtte efterlade en halvfærdig skulptur.

Thomas lod sig heldigvis ikke slå ud – i stedet iværksatte han ti nye trolde på hemmelige og gemte steder, i den danske natur. Alle 10 skulle skyde op af mulden henoverover sommeren.

MigogAalborg tester: Kom med på troldejagt på Egholm

For at finde troldene skal man benytte et online-skattekort, der indeholder ledetråde i naturen, der kan lede én frem til troldene og deres hemmelige gemmesteder.

En helt oplagt sommeraktivitet for alle – især nu hvor gratis færgebilletter til Egholm forlænges til og med august.

Fra Tokyo til Egholm

Det nytter selvfølgelig ikke at anbefale noget, før du har prøvet det selv: Derfor afsatte vi denne strålende onsdag til et lille ø-hop – i jagten på trolden Pil.

For at finde frem til troldene skal du som sagt gøre brug af dette skattekort, hvor små hints gerne skulle lede dig på rette vej.

Kortet fortæller fra start, at ruten er 4 km. lang med 5 stops, der er fordelt på det meste af Egholm.

Vi startede rigtig godt ud med at gå i den forkerte retning og endte i en – for os – ukendt skov, hvor der hverken var trolde, ulve eller andre spændende væsner.

“Use the map and the HINT to find the secret bronze plates, type in the numbers, and repeat until you find the troll.” sagde skattekortet til os og viste os det første hint: en to meter høj træstub.

“Nemt!” tænkte vi …

MigogAalborg tester: Kom med på troldejagt på Egholm

Men lad os bare allerede nu være ærlige: Vi fandt aldrig et eneste stop.

Om det var det voldsomme storm- og regnvejr, der totalt satte vores retningssans ud af spil, kan vi ikke sige med sikkerhed …

Til gengæld fandt vi – efter halvanden times tid søgen – endelig den flotte, flotte genbrugstrold, der pænt sad og ventede et hemmeligt sted på øen.

MigogAalborg tester: Kom med på troldejagt på Egholm

Pil var placeret omkring en stor bålplads, hvor vi passende kunne hvile benene, nyde synet af hende eller skrive vores navne på de hvide sten, der ligger til formålet.

Stenen placeres herefter i den træstub, trolden holder om – som bevis på, at du rent faktisk fandt frem.

MigogAalborg tester: Kom med på troldejagt på Egholm

Tak til corona

Uden at afsløre for meget vil vi også gerne sige, at det er muligt at finde frem til Pil ved hjælp af tålmodighed, åbne øjne og en snert af stædighed.

Du skal derfor ikke bekymre dig om, om turen mon kunne risikere at blive forgæves, hvis du – som os – ikke kan kende forskel på nord, syd, øst, vest, højre og venstre eller dag og nat.

Turen er helt oplagt for både børnefamilier, par, der er ude at gå en tur eller bare dig selv, der drømmer om at møde Aalborgs nye trold.

MigogAalborg tester: Kom med på troldejagt på Egholm

Ganske vist har corona ikke bragt meget glæde med sig, men vi må ærligt sige, at Pil er én af dem.

Del artikel

Andre læser også