Uhyggelige detaljer skal frem: I morgen starter retssagen i Mia-sagen
Det er allerede over et år siden, at tiden stod helt stille i Aalborg.
Efter en bytur i Jomfru Ane Gade forsvandt 22-årige Mia Skadhauge Stevn, som hurtigt blev efterlyst af Nordjyllands Politi.
En videoovervågning fra Vesterbro viste, at Mia var blevet samlet op af en mørk bil foran Netto omkring kl. 6 den 6. februar 2022, og politiet startede straks en intens efterforskning af bilen.
Den 9. februar var der gennembrud i efterforskningen, da Nordjyllands Politi anholdte to 36-årige mænd for det, de forventede var en forbrydelse. Den ene blev senere løsladt, mens sigtelsen blev fastholdt mod den anden.
Den 12. februar bekræftede politiet, at de havde fundet ligdele, der stammede fra den 22-årige Mia, i Dronninglund Storskov. Fundet skete med hjælp fra den 37-årige.
Nægter sig skyldig
Siden har politiet efterforsket alle sagens detaljer, og i morgen starter retssagen mod manden, der er tiltalt for at have dræbt Mia. Han er tiltalt for voldtægt, drab og usømmelig omgang med lig.
De to førstnævnte nægter han sig skyldig i, men han har erkendt usømmelig omgang med lig.
Ifølge anklageskriftet har den 37-årige, hvis navn fortsat er underlagt navneforbud, udsat Mia for så voldsom en lemlæstelse, at hun mistede livet.
Dette skulle angiveligt være sket enten i hans hjem eller i det skovområde, hvor hun blev fundet. Det menes også, at den tiltalte har haft Mia Skadhauge Stevn omkring Hammer Bakker, før han bragte hende til sit eget hjem.
Det er tidsforløbet mellem opsamlingen på Vesterbro og nedgravningen i Dronninglund Storskov, som den 37-årige nu skal redegøre for.
Uhyggelige detaljer
Der er dog allerede kommet flere uhyggelige detaljer frem omkring, hvad og hvordan den tiltalte skulle have behandlet den unge kvinde fra det tidspunkt, hvor han samlede hende op, og indtil hun blev fundet i Dronninglund.
Blandt andet er der rapporteret om voldsomme syreskader på hans hænder, som skulle være pådraget i det tidsrum, hvor Mia Skadhauge Stevn mistede livet.
Vi ved også, at tiltalte i forvejen er kendt af politiet for flere sager, hvor der også var unge kvinder indblandet
Anklageskriftet i Mia-sagen er generelt meget detaljeret, hvilket ifølge tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen sandsynligvis skyldes, at man har mange beviser at hænge det op på. Det skriver TV2 Nord.
Udover beviserne mener han også, at den tiltaltes mentalerklæring bliver afgørende for strafudmålingen.
Retssagen starter i morgen, den 7. juni, og MigogAalborg følger naturligvis sagen løbende, mens nye beviser og detaljer kommer frem.