Det gode vejr får konsekvenser: Nu advarer myndighederne
Det er ikke kun gode ting, der kommer med det gode, varme vejr.
Maj var nemlig den tørreste måned i 15 år, og nedbøren bliver minimal de kommende uger i Aalborg. Antallet af naturbrande i maj har også slået rekord sammenlignet med de sidste tre år.
Derfor går Rigspolitiet nu ud og advarer befolkningen.
Her opfordrer man til, at man skal være ekstraordinært varsom med afbrænding, ukrudtsbrændere og cigaretskodder, der til sammen formodes at være årsag til ca. 70 % af naturbrandene i maj måned.
“Vi har aldrig set så mange naturbrande som i de seneste uger. Alle skal bidrage for at forhindre brande,” advarer Danske Beredskabers sekretariatschef.
Brandfareindekset på Brandfare.dk er i orange, og vejrmæssigt ser der ikke ud til at være hjælp på vej.
Overvej hvordan du bruger åben ild
Risikoen for, at der opstår brand i naturen, er høj. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan du skal forholde dig, hvis du anvender åben ild i naturen.
Brandvæsenets registreringer viser, at det oftest er uhensigtsmæssig adfærd, der er medvirkende til, at der opstår naturbrande. Det kan derfor også være en god idé at overveje helt at undlade at bruge åben ild.
“Overvej grundigt, om der er behov for at bruge åben ild. Det er en dårlig idé at bruge ukrudtsbrænder, når det er så tørt, og man skal være meget påpasselig med f.eks. grill eller bål.
Hvis du er ryger, så sørg for ikke at smide skodder i naturen, siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen,” Mads Dalgaard.
Hos politiet advarer man desuden mod, at man oven i ulykken med at starte en brand risikerer en bødestraf.
“Vi har desværre set flere tilfælde af brande, der er startet af ukrudtsbrændere. For det går lynhurtigt, når ilden får fat i det tørre græs.
Det kan i værste fald medføre, at ens uforsigtighed også ender med en bøde for overtrædelse af beredskabslovgivningen,” siger Jakob Kristensen fra Rigspolitiet.
På Brandfare.dk finder du brandfareindekset og gode råd til at undgå brand i naturen. På dmi.dk finder du tørkeindekset, og du kan følge vejrudviklingen.