Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Løvens Jyske Hule: De har pengene – du har virksomheden

Af Michael Qureshi
Torben Toft Kristensen (venstre), Brian Bundgaard (midten), John Büchler (højre)
Torben Toft Kristensen (venstre), Brian Bundgaard (midten), John Büchler (højre)

Du kender det populære tv-program Løvens Hule på DR, hvor fire kendte investorer bliver præsenteret for en masse nyopstartede virksomheder, der har brug for kapital til at vokse.

Hvor pengemænd som Just Eat-stifter Jesper Buch og Hummel-direktør Christian Stadil griller iværksættere for åben skærm. Enkelte kommer dog også ud af døren med en investering i rygsækken.

Tag så selve konceptet, og fjern tv-kameraerne og de barske ord som er til for underholdningsværdien.

Så har du i stedet Løvens Jyske Hule. Skabt lige her i Aalborg af Jysk Pension og revisionsvirksomheden Revice suppleret af BusinessAalborg.

Matcher investorer og virksomheder

Løvens Jyske Hule har på ganske kort tid skabt et forum, hvor de matcher en lang række dygtige investorer og erhvervsfolk med virksomheder, der har brug for både penge og viden.

Det gik første gang i luften i foråret 2016, og er siden vokset til en størrelse, hvor investorerne er på venteliste for at komme med som “løve”, og rigtig mange ansøgninger fra håbefulde virksomheder lander på bordet ude hos Jysk Pension.

Løvehulen åbnes tre-fire gange om året.

Til næste omgang af Løvens Jyske Hule i november er der stadig åbent for ansøgninger fra virksomheder med frist næste torsdag den 19. oktober.

Geniale ideer med en god præsentation

Ideen til at skabe Løvens Hule blev etableret på en iværksættermesse, hvor Brian Bundgaard (partner i Jysk Pension) og Torben Toft Kristensen (direktør Revice) deltog.

“Vi stod der i en kæmpe hal med 200 stande, hvor der var en masse ideer og energi. Men vi kunne også bare se, at langt hovedparten af disse virksomheder ville få svært ved at klare sig på den lange bane.

Mange af de her iværksættere havde nogle geniale ideer, men når de så skulle præsentere dem, så havde de jo nærmest ikke set sollys i fire år, fordi de havde arbejdet så hårdt med produktet.

Vores udgangspunkt var, at hvis vi kunne skabe noget, hvor vi kunne parre ihærdige iværksættere med dygtige erhvervsfolk som også havde kapital, så kunne vi bygge en helt ny slags bro,” fortæller Brian Bundgaard fra Jysk Pension.

Da BusinessAalborg hørte om projektet, tilbød de straks deres assistance i forhold til  berøringsflade med så mange virksomheder både nyopstartede og i vækst hvert eneste år.

Trio med god kemi

MigogAalborg satte den dynamiske trio sammen til en kaffe i Utzon Center. Det stod hurtigt klart, at Brian, Torben og John har god kemi mellem hinanden.

De joker og har oparbejdet gode relationer på kryds og tværs.

Iværksættere Løvens Hule
Torben Toft Kristensen (venstre), Brian Bundgaard (midten), John Büchler

Men det er også nødvendigt med et stærkt sammenhold, når man bruger så mange frivillige timer på at skabe noget, der gavner andre.

“Vi gør det, fordi vi synes, det er spændende at være med til at rykke noget. At se en virksomhed være i den helt spæde start, og så vokse helt vildt, fordi de får kloge penge ind via Løvens Jyske Hule. De her investorer, vi har inde, har selv lykkedes som iværksættere, så de bidrager ikke kun med kapital men i lige så høj grad med kompetencer,” forklarer Torben Toft Kristensen.

Hanløver screener ansøgninger

Løve-panelet består af 15 forskellige investorer, som repræsenterer mange forskellige brancher og har specialviden inden for forskellige felter. Der udvælges så fem investorer til en gruppe, hvor seks forskellige ansøgere får lov til at præsentere deres produkt og virksomhed. Investorer og ansøgere er matchet ud fra relevans.

Men der er også en del ansøgere, der slet ikke når frem til at præsentere deres forretning. Forinden bliver de screenet af de tre “hule-bestyrere”, som vurderer potentiale.

“De her investorer med kapital bliver jo kimet ned med alle mulige, der lige har en god ide. Det er sjældent, at det ender i en investering. Men med os så ved de, at dem vi præsenterer i Hulen, de kan noget ekstraordinært,” siger John Büchler.

80 procent af deltagere går i forhandlinger

Det viser succesraten også med al tydelighed.

“80 procent af de ansøgere, der er kommet igennem nåleøjet, er endt med at gå i videre forhandlinger omkring investering. Flere har også fået kapital, og har allerede vokseværk. Det er fantastisk at se de resultater ud fra vores set up,” siger Brian Bundgaard.

De understreger også, at Løvens Jyske Hule kan bruges af rigtig mange forskellige virksomheder. Ikke kun helt nyopstartede der skal bruge kapital for at klare de første hårde etableringsår.

Løvens Jyske Hule: De har pengene - du har virksomheden

Der er start ups, som er de helt nye. Så er der scale ups, som er mellemstore etablerede virksomheder, som skal bruge kapital for at løfte sig yderligere.

Til sidst er der også generationsskifter, hvor der er brug for en ny ejer i en ældre virksomhed.

“Mange tror lidt fejlagtigt, at vi kun kigger på helt nye virksomheder. Men vi er faktisk interesseret i folk, der har brug for rigtig mange penge. Vi synes, de tre nævnte faser af en virksomhed er spændende.

Og så er det også vigtigt at understrege, at det ikke er geografisk begrænset, fordi det hedder Løvens Jyske Hule. Alle i hele landet er velkommen til at søge, og vi har sågar haft ansøgninger fra udlandet også,” siger John Büchler.

Vil du selv prøve Løvens Jyske Hule så send en ansøgning lige her

Der er ansøgningsfrist om en uge torsdag den 19. oktober!

Måske er det dig, der får en investering, der kan gøre forskellen for din virksomhed.

Succes-historie for MO Design

Løvens Jyske Hule gjorde forskellen for MO Design.

I efteråret 2016 deltog Mette og Malene i Løvens Jyske Hule med virksomheden MO Design, der forhandler og designer kvalitetsmøbler og indretningsløsninger. De endte med at få Jørgen Nielsen med ombord som medejer, og i dag er det en virksomhed i vækst.

Læs hvad MO Design siger om Løvens Jyske Hule her

 

Del artikel

Andre læser også