Lavede rekordsalg i AKKC: Dunham tog Aalborg med storm i aftes
Klokken var lidt over 23 i aftes, da 2400 gæster i Aalborg Kongres & Kultur Center kom ud af Aalborghallen med ondt i maveregionen.
Forinden var de og artiklens forfatter inklusiv blevet revet rundt i latterkramper af den amerikanske komiker Jeff Dunham.
Han er den hurtigst sælgende kunstner nogensinde i AKKCs historie, hvor billetterne blev revet væk på under et par minutter. Lad os bare konstatere, at hypen var berettiget.
Dunham kom dog lidt skidt fra land, da han gik over 20 minutter forsinket på scenen, hvilket fik publikum til at klappe taktfast for at få ham på scenen. Men da han så dukkede op, var alle forført og underholdt fra første sekund.
En af de bedst tjenende komikere i verden
Jeff Dunham har skabt en kæmpe karriere og er en af de bedst tjenende komikere nogensinde ved at tale med dukker. Lyder det skørt? Dunham har kombineret evnen som fremragende bugtaler med at være en knivskarp komiker.
Selv om showet i hovedparten var indøvet, så sad man hele tiden med fornemmelsen af, at Dunham improviserede flere steder. Blandt andet da en af publikummerne på de forreste rækker efter kort tid rejste sig for at gå på toilettet.
Mens hun var på toilettet fik Dunham udfrittet kæresten om hendes navn og job, og derfra sørgede han for, at hun kom i spotlyset, da hun vendte retur.
Hans elegante evne til hele tiden derefter at vende retur med små jokes undervejs refereret til hende, viste tydeligt Dunhams store forcer.
Kom helt ind i privaten hos stjernen
Skal man finde et mindre kritikpunkt er det nok, at den første del af showet (ca. en time) blev brugt uden dukkerne, hvor Jeff Dunham derimod inddragede os som publikum i sit privatliv på godt og ondt.
Det var hylende morsomt at komme med ham til gynækologen sammen med hustruen, og han havde intet imod at gøre grin med sine egne børn. Intet var frelst for Dunham, og det gjorde intro-delen levende, personlig og morsom. Alligevel var det som om, at man bare sad og ventede på de “rigtige” stjerner.
Så kom de ellers endelig. Dukkerne som Jeff Dunham har gjort til legender på verdensplan. Hundrede millioner af mennesker verden over har på Youtube, Netflix, Facebook etc set de berømte dukker som surmulen Walter, trailerpark-fyren Bubba J, den skøre Peanut og selvfølgelig stjernen over dem alle; Achmed the Dead Terrorist.
Som Dunham selv nævnte, så synes selv terrorister i Mellemøsten, at Achmed er totalt sjov.
Europa-premiere på en helt ny figur
Dunham introducerede også Aalborg for en helt ny karakter. Det var Bob. Et rystende nervevrag som arbejder som Donald Trumps personlige rådgiver i White House. Det var en god måde at få bragt det politiske tema som hærger USA lige pt ind i sit show uden han egentlig valgte side, for der var også masser af stikpiller til The Clintons.
Det der giver showet topkarakterer fra vores stol, var den måde, som Jeff Dunham formåede at inddrage Aalborg og Danmark på i showet. Det var tydeligt, at han havde været rundt i byen og suge indtryk til sig. Vi kunne jo også selv fortælle om, at han havde spist på Mortens Kro mandag aften.
Dunham var en verdensstjerne, men han skabte lokalfølelse blandt alle i salen omkring Aalborg, og det er ret godt ramt. Det sidste geniale var, at flere af de tilstedeværende i salen før showet havde fået lov til at skrive spørgsmål til Achmed – og det var helt forrygende, hvor snappy svar der kom fra den benede terrorist.
Jeff Dunham er i den grad den nye AKKC-direktør Nicolaj Holms værk. Det er nu, at Holm virkelig sætter sit præg på “det nye” AKKC med hotte musicals og så et navn som Dunham. Det tegner rigtig godt med Holm i direktørstolen. Få gerne Dunham tilbage i 2019.
Seks stjerner herfra.
Ellers så siger vi bare;
“Silence … or I kill you”.